Læs teksten til 3. søndag efter påske (første tekstrække).

At holde et ældgammelt værktøj, er som at gribe ud efter en hånd af for længst afdøde slægtninge.

Jeg ser på min slidte rive. Den er slidt på en smuk måde. Træet er blødt på skaftet. Jeg føler næsten, jeg holder i hånd med min far og farfar, der har brugt den samme rive. Den slidte rive er et af de synlige tegn på, at tiden sætter sine spor.

Jesus taler om tid. ”En kort tid endnu så ser i mig og endnu en kort tid så ser i mig ikke,” siger Jesus. Og det kan føles som om tiden går hurtigere og hurtigere livet igennem. For de fleste af os, er vi hinandens spejl på at tiden går.

Man kan se, hvordan ungdommens temperament kan afløses af mildhed og overbærenhed. Sådan må det gerne være. Erfaringerne sætter sine spor. Tiden har sin egen fortolkning af livet.

Ligesom den gamle rive, så må evangeliet gerne være det sjæleværktøj, der bliver smukt slidt med alderen.

Ord til trøst. Jesus' ord ” I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde.” Det er ord, der gennem generationer og tid og evighed har indgydt håb og trøst. Jeg har set netop det. At et nedbøjet liv, ramt af sorg, har rejst sig igen. I har også set det. Og det er der megen håb i. Sorg skal blive til glæde!

Jesus kommer med eksemplet om den fødende kvinde, der gennemgår megen smerte, men glemmer det og glædes, når hun ser sit barn.

Det er så kort en tid. Det har jeg sagt, fra mine børn var helt små. Alle aldre er gode. Det har jeg sagt også sagt, fra mine børn var helt små.

Den tid, hvor man skal op om natten for at amme og pusle, den er så kort. Jeg sagde ikke, at den tid var uden afsavn, men jeg minder om, at det har sin tid. Og så er der nyt. Nye store ting. Livet selv. Glæde, sorg, håb, skuffelser, samliv, fællesskab, forening, adskillelse. Tid.

”En kort tid endnu så ser i mig og endnu en kort tid så ser i mig ikke,” siger Jesus og peger ind på livet selv.

Disciplene står som vi med uforstand, og de står med et ønske om fred. De står med et ønske om sjælero. De ved endnu ikke, hvad der venter. Det gør vi jo sådan set heller ikke. Det har tiden også i sig. Derfor er det så vigtigt med store ord fra evangeliet, der med tiden kan vokse sig til trøst. Det er, hvad vi længes efter. I de unge travle år, i ensomhedens vinter og i alt derindimellem.

Vi kan ikke leve et liv, hvor vi hele tiden (!) ønsker os et andet sted hen. Vi skulle gerne nyde mandagen, selvom den ikke er fredag. Vi skulle gerne nyde vinteren, selvom der er lang tid til sommer. Nu er det forår og alting springer ud. Og vi er mange, for hvem havetid er en måde at lade op på. Ligesom at gå i kirke. Man får helt uden at give. Tiden kan stå stille et kort sekund. Som at holde om en gammel haverive.

Malene Freksen er sognepræst i Dybbøl og Broager sogne. Desuden medlem af Bibelselskabets stiftsudvalg Haderslev Stift.