”Jeg har altid taget sorgerne på forskud, men det har jeg aldrig haft glæde af.” Ordene er Johannes Møllehaves, men de kunne være udtalt og tænkt af os alle i denne coronatid.

Det er så snublende nærliggende at falde for fristelsen til at miste modet og føle hele tilværelsen som en lang ørkenvandring, hvor det er svært at orientere sig og finde en retning i tilværelsen. Finde mål og mening.

Det hele virker så ørkesløst.

Spørgsmålene står i kø: Hvad nu hvis: Hvad nu hvis jeg bliver syg, hvad nu hvis jeg bliver arbejdsløs, hvad nu hvis jeg ikke kan få min uddannelse!

Jesus befandt sig i den konkrete ørken, da han blev fristet af djævelen – af fristeren, som vender tingene på hovedet og får det forkerte til at se rigtigt og tillokkende ud. Et af djævelens yndlingsord er netop ordet hvis, som er tvivlens grundord.

Hvis du virkelig er Guds søn, siger djævelen, så sig at stenen, der skal blive til brød, Hvis du er Guds søn, så bevis det, Hvis du vil tilbede mig, så vil jeg give dig magt over hele verden og alle menneskers sjæle.

Det er i grunden det samme, der går igen i de tre fristelser: Det er et bestemt billede af, hvad det vil sige at være Guds søn: Hans udsending, der skal gøre en ende på al nød og elendighed, og opfylde alle menneskers drømme og håb om et bedre liv. Det er at træde frem på en sådan måde, at ingen kan være i tvivl om, hvem han er, at der kommer håndfaste beviser på, at han er Guds søn og at han vil fri os fra alt det, der begrænser os, og som vi ikke er herrer over.

Det er det billede, der holdes op foran ham af djævelen. Hvor må det ikke have været fristende at give efter!

For: Hvis du er Guds søn, så giv menneskene, hvad de råber på. Hvis du er Guds søn, så bevis det!

I virkeligheden er det det samme billede af Gud, som vi har, når vi siger:” Hvis Gud virkelig er til, så ville han ikke tillade så meget ondt. Hvis Gud virkelig er til, så ville han ikke skjule sig, men træde frem, så vi kunne blive overbevist. Hvis Gud virkelig er til, hvorfor giver han mig ikke det, jeg beder så inderligt om? Hvorfor giver han sig ikke til kende for mig, så jeg ved, at han er der”?

Det er det billede af Gud, Jesus siger nej til, da han bliver fristet i ørkenen. I stedet vælger han at følge sin bestemmelse og bliver menneske, fuldt og helt.

For hvis han ikke var blevet menneske, fuldt og helt, så ville det jo ikke have haft noget med dig og mig at gøre ... Så ville han blot være et uopnåeligt ideal, eller et væsen i en guddommelig sfære, som intet havde med vores liv og færden at gøre.  Så ville han ikke være anderledes end alle de forestillinger og idealer om mig selv, som jeg så gerne vil leve op til, men ikke mindst i denne svære tid alt for ofte må give op overfor.

Du og jeg må leve vores liv på menneskelivets vilkår, og Jesus holder fast i, at de vilkår også er hans. For sådan har Gud valgt at give sig til kende: Ved at blive menneske som dig og mig.

For Jesus lod sig ikke friste, men valgte at være sammen med os, følge os og kæmpe sammen med os, ja han døde og opstod for os.

Hvad nu hvis ... ørkesløse ord, der kun fører os på afveje.

Lad os langt hellere lytte til de ord, Jesus selv sagde til de mennesker, han mødte på sin vej: ” Frygt ikke, græd ikke. Gå bort med fred”.

Med disse ord sætter han også dig og mig ind i en sammenhæng, der er meget større i tid og rum end vores egen lille bekymrede corona-verden.

Derfor kan du og jeg leve! Trods coronaen og alle dens gerninger og al dens uvæsen, og alle dens ”hvad nu hvis´er”.

Og derfor kan vi forhåbentlig også glimtvis undlade at tage sorgerne på forskud og i stedet tage imod alle de nye muligheder, Gud dagligt rækker os.

Amen.

Læs beretningen om fristelsen i ørkenen

Birgit Svendsen er tidligere sognepræst i Rye-Sonnerup pastorat. Siden efteråret 2020 redaktør for Bibelselskabets brevkasse "Spørg om Bibelen". Cand. mag. i historie og kristendomskundskab og cand. theol. Desuden master i sjælesorg.