Læs prædikenteksten til påskedag

”Jeg tror ikke på døden”. Med en enkelt sætning fejer Navalnyj døden af banen, anerkender slet ikke døden. Denne afgrund, som kan synes uoverstigelig, denne mur af adskillelse, som man bare kan løbe panden imod i sin sorg og sit savn, dette truende mørke, der ind imellem synes at kaste skygger langt ind i liv og forårsglæde, hele dette smertefulde felt, som under ét kaldes for ”døden”, underkendes med få ord af et menneske, som har sin fysiske død tættere på end de fleste.

Ordene underbygges af beretningen om den tomme grav. De to Maria’er kommer med deres sorg. De må have et sted at gå hen med deres fortvivlelse. De tror de går til graven for at møde døden. De tror, der vil være en barriere mellem liv og død, så mægtig som stenen der blev rullet for efter gravlæggelsen. Men den fjernes. Muren, der adskilte levende og døde, er væk. 

I Lundehus kirke på Østerbro i København, hvor jeg er præst, er der tradition for at synge Grundtvigs salme ”I kvæld blev der banket på Helvedes port” til midnatsgudstjenesten påskelørdag. Det tager tid at synge alle 20 vers, og man er ikke det samme menneske når man slutter som da man begyndte. Grundtvig digter om tiden mellem langfredags aften og påskemorgen. Kristus beskrives som helten, der rejser til de dødes rige. Salmedigteren har ladet sig inspireret af et engelsk digt fra 7. århundrede, hans optagethed af den nordiske mytologis gamle sagn mærkes tydeligt. 

Der findes også andre sange om heltemodige rejser til dødsriget. Orfeus leder efter sin elskede Eurydike og Gilgamesh vil hente vennen Enkidu tilbage til livet. Både Orfeus og Gilgamesh rejser til dødsriget, for at få deres kærlighed tilbage. Begge vender de hjem med uforrettet sag. Anderledes med Kristus. Han er ikke drevet af kærlighed til ét andet menneske. Hans kærlighed gælder alle mennesker, det er Guds dybe længsel efter at forløse sin skabning, som driver ham. Og han vender sejrrig tilbage. Han har ikke bare hentet et enkelt menneske tilbage, men åbnet dødsrigets porte for alle. 

Grundtvig beskriver Kristus som en helt, men det var ikke sådan, han rejste til dødsriget. Tværtimod. I modsætning til heltene fra før, gik Kristus selv igennem døden. Han døde i ydmygelse, ensomhed og smerte. Han døde som det mest menneskelige menneske, ikke som helt eller halvgud. Hans liv var ikke et sagn, for hen levede faktisk blandt mennesker. Derfor er hans færd anderledes. Han gjorde sig til ét med de døde. Nu har han fyldt døden med sit liv. Og det blev morgen. 

Opstandelsens lys skinner på det, der ligger forude. På vores kæres død og på egen død med håbet om at vi til den tid skal gå ind til et nyt liv og engang se ansigt til ansigt. 

Opstandelsen oplyser fortiden. Alt det, du mistede. De mennesker du savner og sørger over. Alt det du selv ødede bort, alt det, som ikke blev og alt det som blev, men ikke skulle have været fordi det bare visnede. Hele denne dødvægt gennemlyses med en ny lethed. 

Opstandelsen lyser over de liv, der leves lige nu. Den lyser med en varme, der blødgør det kuldslåede og løser op for det beklemte.

Opstandelsen ophæver tiden, så det bliver muligt at sige ”Jeg tror ikke på døden”. Den hilser enhver, ligesom den opstandne Kristus hilste på Maria og Maria Magdalene, med et ”Godmorgen!”

Julie Damlund er sognepræst ved Lundehus Kirke i København.