08.03.2021 Birgitte Stoklund Larsen, generalsekretær i Bibelselskabet
Opstandelsen er et evangelisk "God morgen! Frygt ikke!"
Der er mange ting, der ikke bliver helt, som man havde tænkt det. Det gælder i al almindelighed, men det gælder særligt nu, hvor restriktioner sætter begrænsninger for alt, hvad vi gør.
Vi kan ikke mødes, som vi plejer, ikke synge, rejse og arbejde, som vi gerne vil. Coronaens meldug har lagt sig over samfundet, som en tysk sociolog har udtrykt det, mere poetisk end realiteterne lægger op til.
Melduggen lægger sig over vores hverdag
Det er en svær tid for mange, ensomheden er stor. Vi plejer at sige, at vi lever i en individualistisk tid; der lægges meget på skuldrene af det enkelte menneske, som skal leve op til både sine egne og andres høje idealer. Nu har pandemien på den hårde måde anskueliggjort for de fleste, hvor forbundne vi er, og hvor afhængige vi er af hinanden. ’Samfundssind’ blev årets ord i 2020.
Opstandelsen, den store kærlighedserklæring, et evangelisk ”God morgen! Frygt ikke!”
Pandemien sætter sine spor på godt og ondt. Hartmut Rosa, som den tyske sociolog hedder, har hæftet sig ved, hvordan pandemien også gør noget ved vores forhold til tiden: Den ene dag er ikke til at skelne fra den anden, månederne glider i ét; man kan ikke planlægge hverken ferie eller fremtid. Det får os til at miste energien, både hver især og som samfund. Det gælder pensionisten og den erhvervsaktive, direktøren og den hjemløse. Vi lever med konstant udskydelse. Det er ikke dramatisk, faktisk temmelig udramatisk, tyst og stille lægger melduggen sig over vores hverdag. Midt i det hele er det påske. Højtid.
Påskens begivenheder gør noget ved fornemmelsen af tid
I evangeliernes beretning om påskens begivenheder skorter det ikke på dramatik. På nogle få dage gennemleves det største drama, en rutsjetur fra de største forhåbninger om en ny Messias til erfaringer af forræderi og svigt, ensomhed og forladthed og den mørkeste fiasko, henrettelsen på korset. Og så selvfølgelig overrumplingen, den tomme grav, som møder kvinderne den første påskemorgen. Opstandelsen, den store kærlighedserklæring, et evangelisk ”God morgen! Frygt ikke!”. Det allervigtigste er det, som ingen har set. Og det, som ingen havde set komme, som man siger. Det sker. Døden får ikke det sidste ord.
Det allervigtigste er det, som ingen har set. Og det, som ingen havde set komme, som man siger.
Troen på opstandelsen sætter det enkelte menneske ind i en sammenhæng, der rækker ud over den enkeltes fødsel og død. Påskens begivenheder gør også noget ved fornemmelsen af tid, men anderledes end pandemien. Opstandelsen giver fremtiden tilbage til de første, der fulgte Jesus. De får en vej at gå. Det er begyndelsen på fremtiden som forventning, ikke som udskydelse. Det er den tid, vi lever nu, i lyset fra opstandelsen. Den alt andet end perfekte tid, hvor vi lever alt andet end perfekte liv.
Påsken får ikke pandemien til at gå væk, men den er et vendepunkt. Påskens evangelium giver mening – og det giver mening at give det videre.
