For to år siden blev der nedlagt en stor samling af de såkaldte snublesten i fortove i Danmark. Snublestenen er helt fysisk en gylden brosten, der måler 10 cm gange 10 cm gange 10 cm, men som i sin knappe form skal fastholde mindet som et menneske, der enten blev dræbt eller deporteret af nazisterne under anden verdenskrig.

Rundtomkring i Europa ligger der allerede over 74.000 snublesten. Hver af dem et lille mindesmærke over et offer for nazismen, og alle lagt foran det hus, som blev denne persons sidste selvvalgte hjem, og der kan ligge mange sten foran en enkelt opgang, ofte hele familier. Mens de sidste øjenvidner til Holocaust i disse år forsvinder, er det blevet en måde at fastholde mindet på. At minde om. Få folk til at stoppe op.

Nogle af Jesus' lignelser virker på samme måde: som snublesten. Noget, der får os til at stoppe op. Provokerer os. Minder os om noget vigtigt. En af dem er lignelsen om den rige mand og Lazarus. Sådan lige ved første øjekast kunne man komme til at tænke, at pointen kunne opsummeres sådan:

Du skal være et godt menneske, gøre godt, vælge det gode til. Og hvis du ikke gør det, ja, så får du, som du har fortjent, når du dør – endda sådan, at du kan kigge over på alle dem, der – modsat dig – har det godt. Men hvis det i stedet er dig, der er blevet trådt under fode og haft et liv i lidelse og afsavn, ja, så er det dig, der efter døden skal leve i overflod og glæde.

Men det lyder ikke særlig meget som kristendom – eller som Kristus for den sags skyld. Det lyder tværtimod ret meget som menneskelig retfærdighedsopfattelse.

Hvis livet efter døden virkelig afhang af os, så ville vi i reneste karma-bekymring gå rundt og gøre gode gerninger af rent egoistiske årsager, og medmennesket ville blive et instrument til at opnå det ønskede resultat i frelsesprojektet. Desuden ville det være frygten og egoismen, der drev os, og ikke kærligheden. Det lyder ikke som Kristus …

Nej, det er omvendt: Fordi vi gennem Jesus' liv, død og opstandelse har oplevet den ultimative kærlighed, så kan vi få lyst til at række den videre.

Ligesom snublestenen i landets fortove lægges lignelsen om den rige mand og Lazarus altså ned foran os, og den ligger der, for at vi skal få øje på alle de Lazarus’er, der er i vores liv, lige uden for vores dør, og som har brug for vores hjælp. Og samtidig inviteres vi til at leve i tillid til den kærlighed og frelse, som Gud rækker os gennem Jesus Kristus. En kærlighed, der sætter os fri fra at tænke på os selv og fri til at række ud til den, der er Lazarus på vores vej. Ikke fordi vi skal, men fordi vi slet ikke kan lade være!