Om Dante og Bibelen

Ligesom Bibelen gennemtrængte alt i middelalderen, rummer også Dantes værker et væld af bibelcitater og allusioner, ca. dobbelt så mange som til Vergils Æneide (hans andet store forbillede). Dante brugte Bibelen til at give sit forfatterskab autoritet. I Komedien skaber han sig en profetisk røst ved at identificere sig med Esajas, David og Paulus. Komedien er en genskrivning af Bibelen, der skal få dens budskab til at fremstå levende og aktuelt – i skarp kontrast til den korrupte kirke. Fortælleren kalder ligefrem sit værk et helligt digt, poema sacro.

Dante døde 14. september 1321 i Ravenna, hvor han havde tilbragt en del af sit liv, efter han blev fordrevet fra Firenze 20 år tidligere. Han boede også i perioder i Verona hos fyrsten Cangrande della Scala. Under eksilet skrev han ud over Den guddommelige Komedie latinske afhandlinger om poetik og politik (Om veltalenhed på folkesproget og Monarkiet) samt et filosofisk værk på italiensk (Convivio), hvortil kommer 13 bevarede breve på latin. Dante brugte Bibelen på forskellige måder i sine værker.

Allegori og autoritet

I det 13. brev dedikerer Dante Paradiset, tredje del af Komedien, til Cangrande. Han instruerer indgående fyrsten i, hvordan værket skal fortolkes: selv om det handler om en rejse i det tredje dødsrige, skal det tolkes allegorisk som en fortælling om sjælens vej mod frelsen. Dante skelner nu mellem digternes og teologernes allegori. Digte blev anset for at have to lag, et bogstaveligt og et moralsk lag. Teologernes allegori henviser til den form for bibelfortolkning, der går tilbage til kirkefædrene, og som skelner mellem fire lag: det bogstavelige (sandt i modsætning til digtene), det moralske, det allegoriske og det anagogiske niveau. Dantes eksempel er hentet fra lærebøgerne: In exitu Israel de Aegypto (Salme 114: ”Da Israel drog ud af Egypten”).

Dante er Guds skribent, der skal genføde det evangeliske budskab.

Dante hævder, at hans eget værk også har fire betydningslag, og dermed ophøjer han sit værk til samme niveau som Bibelen. Forskerne er ikke enige om, hvorvidt 13. brev faktisk er skrevet af Dante, men hvis ikke, må det være skrevet kort efter hans død af personer, der ville kanonisere Komedien. Det ligger helt i forlængelse af Komedien, hvor Dante iscenesætter sin rejse som et kald til profet. I adskillige scener lader han sin hovedperson, med navnet Dante, møde folk i det hinsidige, der fortæller ham om sandheden om det ene og det andet, og pålægger ham at udbrede dem.

Ordet vidi, ’jeg så det’, kommer igen og igen i Komedien: Dante taler sandt, for han selv har set dødsrigerne. Derfor kan han rette på de lærdes fejltagelser (f.eks. om englehierarkierne) og skælde kirke og pave ud for grådighed og forræderi. Han er sin egen autoritet, og derfor kan han afgøre, hvem der har ret, når der er modstridende udsagn i Bibelen. Han kan f.eks. afgøre en strid ved at sige, at ’Johannes holder med mig’ (Giovanni è meco, Par. 29, 105): det er ikke Dante, der holder med Johannes, men omvendt! Dante er Guds skribent, der skal genføde det evangeliske budskab. Han vil ’gen-regne Helligåndens regn’ over det gamle og nye testamente (Par. 24).

Bibelen – middelalderens modersmål

De fleste mennesker i middelalderen kendte Bibelen fra liturgien, prædikener og kirkekunst. Dante har kunnet store dele af Bibelen udenad, og han må have studeret den, måske ved de to klosterskoler i Firenze. Bibelen var et meget mere flydende begreb end i dag. Det var først på Dantes tid, at den latinske bibel blev udgivet i ét bind i Paris med en kapitelinddeling, der omtrent svarer til nutidens. Dante kan have haft adgang til det bekostelige værk hos sine mæcener. Hans brug af Bibelen er karakteriseret af et indgående kendskab, især til de tekster der indgår i liturgien: evangelierne, Salmerne og Paulus’ breve. Han trækker desuden på Esajas, Mosebøgerne og Ordsprogenes Bog i sine politiske breve, hvor han argumenterer for, at kejser Henrik d. 7 var en ny messias (og han selv dermed en Johannes Døber der beredte vejen).

Bibelen var et meget mere flydende begreb end i dag. Det var først på Dantes tid, at den latinske bibel blev udgivet i ét bind i Paris med en kapitelinddeling, der omtrent svarer til nutidens.

I de sidste sange af Purgatoriet skildres et allegorisk optog af 24 oldinge (allegorier over bøgerne i Det Gamle Testamente), fire bevingede væsener (evangelisterne), en vogn – hvorpå den elskede Beatrice gør sin entre i fortællingen – trukket af en grif (kristusfigur), samt flere andre personer (allegorier for Paulus’ breve, de øvrige breve i Det Nye Testamente og Johannes’ Åbenbaring). Det er Dantes bibel omsat til poetisk realitet. I Purgatoriet, den midterste del af Komedien, er der flest direkte bibelcitater, f.eks. citeres der en salme hver gang, Dante og Vergil stiger et niveau op ad skærsildsbjerget. Purgatoriet indledes med det nævnte citat fra Salme 114, der angiver, at Komedien skal forstås som en fortælling om sjælens frelse. På et tidspunkt passerer de to en smal passage med relieffer på klippevæggene, hvor vigtige scener fra Bibelen er gengivet livagtigt. De fleste mennesker må have kendt Bibelen som en sådan visuel serie af fortællinger fra kirkernes fresker.

En original genskrivning

Den berømte begyndelse på Helvedet (Nel mezzo del cammin di nostra vita, Midtvejs på vores vandring gennem livet) henviser til Esajas’ Bog og anslår dermed profettemaet.  Rejsen begynder ved aftentid langfredag år 1300 og slutter onsdag efter påske. Dantes Komedie er nok en genskrivning af Bibelen, men bygget over en helt anden og mere personlig fortælling, drevet af kærligheden til Beatrice og hadet til de politiske modstandere fra Firenze. Det er en poetisk skabelsesberetning (skabelsen begyndte netop ved forårsjævndøgn 6498 år tidligere, ifølge middelalderlig tradition), konstrueret af en digter på et bibelsk grundlag. Universet blev ifølge Komedien skabt i et øjeblik, bevæget af den guddommelige kærlighed, l’amor divino, der nævnes i første sang. Ringen sluttes med det sidste vers i Paradiset, hvor dante-personen skuer Gud og ”den kærlighed der bevæger solen og de andre stjerner”: l’amor che move il sole e l’altre stelle.

Hanne Roer er ph.d. i litteraturhistorie fra Aarhus Universitet. Lektor i retorik ved Institut for Kommunikation ved Københavns Universitet. Forsker blandt andet i kristen retorik med afsæt i Augustin. Hanne Roer har bidraget til et nyt Dante-temanummer af Tidsskriftet Sfinx.

Litteratur

• Benfell, Stanley V.: The Biblical Dante. University of Toronto Press, 2011
• Boitani, Pietro: “Dante and the Bible: A Sketch”. I Lieb, M.; Mason, E.; Roberts, J. & Rowland, C.: The Oxford Handbook of the Reception History of the Bible. Oxford University Press 2018.
• Dante: Dantes Guddommelige Komedie. På danske vers af Ole Meyer. Multivers 2000.
• Dante: Monarkiet. Oversat og kommenteret af Ditlev Tamm. Multivers 2020.
• Hawkins, Peter S.: “Dante and the Bible”. I Jacoff, Rachel (ed.): The Cambridge Companion to Dante. Cambridge University Press, 2007.
• Roer, Hanne og Høgel, Christian: Dante om poesi og sprog. Om veltalenhed på folkesproget og XIII brev til Cangrande della Scala. Oversat og kommenteret af Hanne Roer og Christian Høgel. Syddansk Universitetsforlag 2008.
• Roer, Hanne: Beatrice i Paradiset. En rejse i Dantes værker. Aarhus Universitetsforlag 2010.
• Roer, Hanne: ”En verden hærget af krig og forræderi: Dante befolkede sit helvede med tyranner, kættere og korrupte embedsfolk fra sin egen samtid”. Vagant 2018.