Øje for øje og tand for tand

Hvordan skal en forbrydelse straffes? Hvad vil retfærdig gengældelse sige? Den talioniske lov – ius talionis – som vi blandt andet kender fra Det Gamle Testamente giver et bud på dette: Straffen skal svare til forbrydelsen. Den mest velkendte formulering af dette princip finder vi flere steder i Mosebøgerne: “Øje for øje og tand for tand”. Men selvom gengældelsesloven ofte forbindes med det Gamle Testamente, så er den faktisk endnu ældre.

Hvad er Moseloven?

Denne artikel handler om et bestemt lovprincip i Moseloven, så derfor er det en god idé først at afklare, hvad Moseloven er. Her kan det være nødvendigt at holde tungen lige i munden, for Moseloven kan betyde to ting. Ordet kan både referere til Mosebøgerne som helhed og til lovene i disse bøger. I denne artikel er vi interesserede i lovstoffet i Mosebøgerne, og derfor bruger vi kun “Moseloven” til at beskrive de love, der bliver fremlagt i Mosebøgerne. 



Derudover er det ikke måske ikke engang helt præcist at referere til reglerne og budene i disse fem bøger som love. Det hebraiske ord for lov (torah), som bliver brugt i Mosebøgerne, betyder ikke kun lov. Det kan også betyde skik, levevis, belæring og instruks. Lovene i Mosebøgerne handler om, hvordan man bør leve sit liv, men de er ikke nødvendigvis retsregler, som de love, vi for eksempel kender fra nutidens lovsamlinger. 



Faktisk blev Moseloven formentlig slet ikke brugt som lov til domfældelse i det israelitiske samfund. Der er nemlig til dato ikke fundet én eneste samtidig og uafhængig kilde, som henviser til den i forbindelse med domfældelse. I stedet var den en slags ideallov: Hvis samfundet så ud, som et samfund burde se ud, ville det fungere i overensstemmelse med lovene i Mosebøgerne.

Øje for øje i Moseloven

Det såkaldte talionsprincip gentages flere steder i Mosebøgernes love. Talion er det latinske ord for gengældelse og det er netop gengældelsen, der skal præge udmålingen af straf. Straffen skal svare til forbrydelsen. Slår du en anden ihjel, må du selv dø. Slår du en tand ud, må du selv af med en af dine: 



2. Mosebog 21:23-25: liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brandsår for brandsår, flænge for flænge, skramme for skramme. 



3. Mosebog 24:19-21: Når nogen tilføjer sin landsmand en legemsskade, skal der gøres det samme ved ham, som han selv har gjort, brud for brud, øje for øje, tand for tand. Den legemsskade, man påfører en anden, skal man selv påføres. Den, der slår et husdyr ihjel, skal erstatte det, og den, der slår et menneske ihjel, skal lide døden.



5. Mosebog 19:21: Liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod! 



Vi møder det samme princip i en meget ældre, nærorientalsk lovsamling: Hammurabis lov. Denne lovsamling er blevet overleveret til os på en imponerende, to meter høj stele, som i dag findes på Louvre-museet i Paris. På stelen er en nærorientalsk storkonge, Hammurabi, afbildet sammen med en af de lokale guder. Nedenunder står alle lovene.



Pointen er klar: Det er kongens lov og det er på grund af hans autoritet, at den er gyldig og skal overholdes. Ligesom Moseloven er Hammurabis lov formentlig en ideallov. Den er ikke blevet brugt i konkrete, retslige sammenhænge. Der bliver nemlig i de kilder, vi har, heller ikke refereret til denne lovsamling én eneste gang i forbindelse med domfældelse.



Mosebøgernes love om talionsprincippet er inspireret af Hammurabis lov. I Hammurabis lov kan man blandt andet læse at: ”Hvis en fri borger (awilu) har gjort en anden fri borger blind på dennes øje, skal de gøre ham blind på hans eget øje.”

Er gengældelsesloven primitiv?

Man kan godt føle sig fristet til at tænke, at der er noget primitivt over talionsprincippet. Er det virkelig passende for et civiliseret samfund at kræve gengældelse på en så direkte måde, at en person, der er kommet til at slå en tand ud på nogen, selv skal have en slået ud? Det virker ret brutalt og som en noget barsk juridisk fremgangsmåde. Men faktisk er gengældelsesloven et strafferetsligt princip, der regulerer og begrænser selvtægt. Det bliver klart, hvis vi ser på alternativerne, for eksempel i passagen om blodhævn i 1 Mos 4,23-24:



Lemek sagde til sine koner:

“Ada og Silla, hør på mig,

Lemeks koner, lyt til mit ord.

Jeg dræber en mand for en flænge,

et barn for en skramme.

Hævnes Kain syv gange,

skal Lemek hævnes syvoghalvfjerds gange.” 



Blodhævn er et princip, der hurtigt løber løbsk. Første Mosebog 4,23-24 viser i lidt karikeret form, hvor galt det kan gå: Hvis nogen skader én eller ens familie, må det hævnes. Men når man har hævnet sig, har familien til den, man har hævnet sig på, pligt til at hævne hævngerningen, og så skal man hævne sig igen og så videre. I den forbindelse bliver gengældelsesloven et princip, der begrænser volden. Den sikrer nemlig, at forbryderen straffes og den forurettede kompenseres på en måde, der stemmer overens med skaden. *



Selvom hverken Moseloven eller Hammurabis Lov går ind for ligestilling i moderne forstand, idet de for eksempel modererer strafudmålingen alt efter samfundsklasse og køn, så øger gengældelsesloven i princippet retssikkerheden for alle og udgør en bastion mod selvtægt og anarki.

Fakta om De nærorientalske lovsamlinger

Ser man bort fra fragmentariske kilder, er den overordnede struktur for de oldbabylonske og sumeriske lovsamlinger stort set ens. De er forsynet med et forord og et efterord, hvori den enkelte konges bedrifter og dyder lovprises. Dette stadfæster dermed autoriteten for hans styre. Selve lovstoffet befinder sig i midten af teksten. Det skiller sig tydeligt ud, og har en anderledes og noget mere afdæmpet juridiske stil. Også i Moseloven er lovene vævet ind i et overordnet fortælling, som viser, hvorfor loven skal overholdes, og hvis autoritet de baserer sig på. Her er det ikke en konge, der er garant for lovenes gyldighed, men Gud.