Poul Joachim Stender
Hvis du drømmer om at ændre sit liv, så gør det!, skriver Poul Joachim Stender. Foto: Rune Hansen.

04.01.2017 Poul Joachim Stender, sognepræst

Nytårsklumme: I 2017 må der gerne fjumres

Sognepræst Poul Joachim Stender er aktuel med bogen Stop op – fjumreår for voksne. Og hvorfor ikke benytte det nye år til at kaste et kritisk blik på de gamle vaner? Læs Poul Joachim Stenders nytårsklumme.

For år tilbage lavede Psykiatrifonden en rundspørge, der afslørede, at hver tredje dansker drømmer om at ændre deres tilværelse. Og alligevel gør de det ikke!

Hvad er det, der får folk til at blive i deres gamle vaner? En af grundene er, at vanen har den klare fordel, at den sparer på kræfterne. Den faste rutine betyder også, at man ikke behøver at tage nye beslutninger. Dertil kommer endnu en ting: Det er som regel trygt at forblive i det, man kender. Men hvis man drømmer om at ændre sit liv, gør det! Tag et fjumreår eller flere!

Kvinder og mænd over 55 år med mange år på arbejdsmarkedet og børn, der ikke bor hjemme længere, har mere brug for at fjumre efter et langt, regelret liv, end de unge har. Mange vil indvende, at de ikke kan tillade sig det på grund af gæld, arbejde, forpligtelser. Og det er rigtigt. Det er forbundet med visse problemer.

Men et af de mest brugte ord i kristendommen er ordet omvendelse. ”Omvend dig” har det igen og igen lydt fra profeter og prædikanter. Det kunne ligeså godt have været udtrykt med ordene: ”Ændr dit liv fundamentalt”.

Vanerne i 2016 kan have været skyttegrave, man barrikaderede sig i for Gud og for hinanden og for livet. Og hvad værre er: I 2017 fortsætter mange måske med at være nede i disse skyttegrave for at spare på kræfterne, for at undgå at træffe nye beslutninger, for at føle tryghed.

I stedet for de harmløse nytårsforsætter om at tabe et par kilo, lade være med at ryge eller motionere mere, kunne man fremsætte dette nytårsfortsæt: ”Nu prøver jeg, med Guds hjælp, at tage et fjumreår”. Med Gud i ryggen burde alle have mod til det. En ting er nemlig sikkert.

Hvis man længes voldsomt, som hver tredje dansker åbenbart gør, efter at ændre sit liv, men ikke tør det, kan man risikere at tabe sit liv.

Tiden er måske inde i 2017 til at give vore vaner, regler, forordninger, meninger, principper et service check for at se om de nu også tjener det dobbelte kærlighedsbud: Elsk Gud og elsk din næste. Og måske skal der et fjumreår eller to til for at finde ud af det.

Poul Joachim Stender er sognepræst og desuden forfatter blandt andet til bogen Stop op – fjumreår for voksne.

Stop op! Faktaboks

Køb bogen Stop op

Poul Joachim Stenders bog Stop op – fjumreår for voksne indeholder opfordringer, gode råd og vejledning til alle, der kunne føle sig fristet til at holde et fjumreår.



Køb den her