Kære Bibelselskab.

Paulus skriver i sit Første Korintherbrev kapitel 11, at kvinder skal bære tørklæde i kirken. Han skriver, at kvinder bringer skam over deres hoved, hvis de beder med utildækket hoved. De kan lige så godt lade sig kronrage, hvis de ikke har tørklæde på. Men da det netop ifølge Paulus er skamfuldt at være kronraget, så skal de have tørklæde på. Det er ikke en skik som kristne danske kvinder følger. 

Nonner bærer slør og tildækker deres bryster.

Er der ikke grund til i kirken at rose muslimske kvinder for i stort omfang at følge påbuddet? Det ville fremme mellemfolkelig forståelse.

Venlig hilsen
Peter

-----------------------------------------

Kære Peter,

Tak for henvendelsen vedrørende kvinders hovedbeklædning i kirken, som Paulus omtaler i Første Korintherbrev kapitel 11.

Paulus’ påbud om, at kvinder skulle bære hovedbeklædning under bøn og profeti, skal forstås i lyset af den kulturelle kontekst, han skrev i. I antikkens Korinth signalerede en kvindes hovedbeklædning ikke blot dyd og ægteskabelig respekt, men indikerede også socialt, at hun var gift. Et tyndt tørklæde eller anden form for hovedbeklædning symboliserede en gift kvindes dydighed og hendes underordning over for sin mand. På denne måde ærede en hustru sin mand offentligt, og hvis en gift kvinde nægtede at dække sit hoved, vanærede hun offentligt sin mand. Det græske ord gynē kan i denne kontekst både betyde kvinde og hustru, og i dette afsnit refererer det specifikt til hustruen (i vers 3, 5, 6, 10 og 13), hvilket ikke altid fremgår tydeligt i danske oversættelser.

På det tidspunkt, hvor Paulus skrev, var der i den romerske verden en bevægelse blandt gifte kvinder, som gjorde oprør mod det kulturelle miljø, der tillod ægtemænd at være seksuelt frie til at have relationer uden for ægteskabet, mens hustruer ikke havde samme frihed. Disse kvinder ønskede at udnytte den samme frihed, og en af måderne, de kunne vise deres oprør på, var ved at fjerne deres slør. I denne sammenhæng bliver Paulus’ påbud forstået som en opfordring til kristne kvinder om ikke at identificere sig med denne oprørsbevægelse, særligt ikke i menigheden under bøn og profeti, da det ville sende et forkert signal om deres dyd og ægteskabelige respekt.

For Paulus var der imidlertid et fundamentalt princip som lå bag hans instruktion. Nemlig det, at forholdet mellem mand og kvinde begrundes i skabelsen og kan ses som en parallel til forholdet mellem Kristus og menigheden. Hovedbeklædningen blev betragtet som et synligt udtryk for denne gudgivne orden, hvor manden blev anset som hovedet. Derfor blev det i Paulus' kontekst betragtet som passende, at kvinder bar hovedbeklædning, når de deltog i bøn og profeti i menigheden, som et tegn på respekt for denne strukturelle orden.

Hvorfor påbuddet ikke følges i dag
I kirkens tradition er det blevet forstået, at Paulus’ påbud om hovedbeklædning var kulturelt betinget og knyttet til datidens sociale normer i Korinth. I moderne, vestlige samfund har hovedbeklædning ikke den samme symbolske betydning som dengang, og derfor ses det ikke som et krav i nutidens kristne praksis. Selvom det underliggende princip om en gudgiven orden og forskellighed mellem mænd og kvinder traditionelt stadig anerkendes, anses hovedbeklædning som et kulturelt udtryk for dette princip, der ikke er nødvendigt i alle kontekster.

Kirkens praksis har i stedet fokuseret på at opretholde værdierne om orden og forskellighed mellem kønnene, men måden, hvorpå disse værdier udtrykkes, har tilpasset sig de forskellige kulturer og tider.

Tilsvarende kan nævnes Paulus' instruktion om at hilse hinanden med et helligt kys, som nævnes flere steder i Det Nye Testamente. Dette var en almindelig hilsen i det antikke samfund og blev betragtet som et tegn på kristent fællesskab og omsorg. I dag anvendes dette dog sjældent bogstaveligt i kirker, men det underliggende princip om at udtrykke kristen kærlighed og fællesskab er blevet bevaret, blot i andre former, som bedre passer til nutidens kulturelle skikke. Dette viser, at Paulus' vejledning ofte har været kulturelt bestemt, mens de principper, der ligger bag, har en tidløs værdi, som kan udtrykkes på forskellige måder i forskellige kulturer.

Sammenligning med muslimske kvinder
I modsætning til islam, hvor hovedtildækning ofte anses som et fast religiøst krav på tværs af kulturer, har kristendommen en iboende evne til at tilpasse sig forskellige kulturelle kontekster. Kristendommen er ikke bundet til bestemte ydre symboler, men tillader, at de grundlæggende værdier og principper kan udtrykkes på måder, der er passende i den kultur, man befinder sig i. Dette er ikke en udvikling af kristendommen, men noget, der ligger i dens natur. Kristendommen har altid kunnet oversættes til forskellige kulturer, og derfor er hovedbeklædningens betydning ikke fastlåst som en ufravigelig regel, men snarere et udtryk for en kulturel praksis, der kan variere.

Denne evne til kulturel tilpasning har været central for kirkens forståelse af Paulus’ påbud om hovedbeklædning og er en af grundene til, at hovedbeklædning ikke længere ses som nødvendig i moderne kristne praksisser.

Se desuden mit andet svar til et spørgsmål vedrørende Første Korintherbrev kapitel 11: Manden er kvindens hoved – mener Paulus det? 

Med venlig hilsen
Christian Schøler Holmgaard

Christian Schøler Holmgaard er ph.d. og adjunkt i Ny Testamente ved Dansk Bibel-Institut. Se hans andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk