Præst for mennesker med særlige behov: “De skal opleve, at Gud også er med dem”

Hvilket bibelvers bærer dig i din tjeneste og hvorfor netop dette?

“Hvis jeg skal pege på ét bibelsted, der er grundkernen for mig i mit arbejde, så er det missionsbefalingen i Matthæusevangeliet. Især de ord, Jesus slutter med: ‘Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.’ (Matthæusevangeliet kapitel 28, vers 20)

Det er et vers, jeg vender tilbage til, fordi det siger noget helt afgørende: At Gud ikke kun er for nogle få, men også for dem, der ofte føler sig anderledes.

Mange af de unge, jeg møder, har erfaring med at stå udenfor. Derfor betyder det så meget, at de både får lov til at høre og mærke, at Gud også er med dem.

I sidste ende handler det om noget, vi alle sammen har brug for: At blive set, hørt og rummet. Og for mig understreger det her vers, at det gælder for alle.”

Hvordan bruger du verset i praksis, for eksempel i samtaler, ritualer eller undervisning?

“Jeg bruger det især gennem mundtlig bibelfortælling. Når fortællingerne får liv, kan de unge meget lettere være med. Der bliver ro i rummet, og det bliver en fortælling, man kan træde ind i, i stedet for en tekst, man skal kæmpe sig igennem.

For nogle af dem er det helt konkret svært at læse selv, og for andre bliver Bibelen hurtigt for teksttung. Men når fortællingen bliver fortalt, stiller de spørgsmål og går ind i det. De kan spørge helt direkte: ‘Hvordan kan Jesus være med alle på én gang?’ Og så får vi talt om, at tro ikke altid kan forklares logisk.

Verset fra missionsbefalingen er den røde tråd i min undervisning. Og for at gøre det konkret fortæller jeg bibelhistorier, der viser det samme. For eksempel fortællingen om Zakæus. (Lukasevangeliet kapitel 19, vers 1-10)

Zakæus er ham, der står udenfor, men som Jesus inviterer med ind. Den fortælling rammer noget, fordi mange af de unge kender følelsen af ikke at høre til, og de har ofte flere erfaringer med det, end vi andre har.

Nogle af dem har prøvet at blive sendt rundt mellem forskellige skoletilbud og fået at vide, at de ikke passer ind. Og når man hører det nok gange, kan det sætte sig som et billede af, hvem man er.

Derfor har de brug for modfortællinger, der siger: Du er god nok, som du er. Du er elsket, som du er.”

Er der konkrete situationer, hvor verset eller fortællingerne har gjort en forskel?

“Når jeg starter konfirmandforløbet, får de et lille lommespejl. Udenpå står der: ‘Gud elsker dig lige som du er.’ Når de åbner det, ser de sig selv. Det er ikke et bibelcitat, men det er essensen af det, jeg gerne vil give dem med.

Jeg siger også til dem, at det faktisk er det vigtigste, de skal huske fra konfirmandforløbet: At Gud elsker dem lige som de er.

De tager rigtig godt imod det. En af dem kom tilbage og spurgte, om de kunne få et nyt spejl, fordi det første var gået i stykker undervejs. Og det viste mig, at det ikke bare var en ting, de fik, men noget, der faktisk fulgte dem.

Til konfirmationen har jeg også givet dem en guldmønt med velsignelsen på. Bagefter hørte jeg fra lærere, at det betød helt vildt meget for dem at få den. At få noget, man ikke skulle gøre sig fortjent til, men som man fik, fordi man er med.

Og jeg kan se, at det rammer dem, når de får at vide i talen: ‘Du er som du skal være. Der er plads til dig.’

Konfirmationen betyder meget her, hvor jeg arbejder. Den er en teenage-markør, og det betyder enormt meget at få lov til at være med i det fællesskab. Det er ikke nok, at vi siger de rigtige ord. Det skal kunne mærkes.”

Er der steder i Bibelen, hvor du støder dig på ord eller vendinger?

“Ja. Der er en sætning, jeg har det stramt med. Den står i Matthæusevangeliet kapitel 25, vers 29, i afslutningen på fortællingen om de betroede talenter: ‘For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.’

Jeg forstår godt pointen med teksten. At vi skal bruge det, vi har fået givet, og at vi har et ansvar. Men når jeg læser den med min målgruppe i baghovedet, bliver det svært, fordi der også findes vilkår, man ikke bare kan arbejde sig ud af.

Nogle har mindre end gennemsnittet, fordi de er ramt af noget, der er svært. Og så kan sætningen komme til at lyde som: Hvis du ikke kan bidrage, så mister du også det lille, du har.

Hvis man hører den uden andre ord omkring, kan den være skadelig. For hvis man i forvejen ligger ned, kan det føles som endnu en måde at få at vide, at det også er ens egen skyld.

Til gengæld oplever jeg igen og igen, at den her målgruppe viser mig, at rigdom og værdi kan se ud på mange måder. Nogle gange ligger rigdommen et helt andet sted, end vi tror.”

Hvis du skulle give én bibeltekst videre til dem, du møder, hvilken skulle det være?

“Så ville jeg give et stykke fra Paulus videre. Fra Første Korintherbrev kapitel 12, hvor han beskriver, at vi alle sammen er en del af den samme krop, og at vi har brug for hinanden. At alle har en funktion, og at ingen kan undværes.

Den ligger som en grundtone i min måde at arbejde på. For det er ikke meningen, at vi skal kunne det samme. Vi bidrager forskelligt, men vi hører sammen.

Det bliver også vigtigt i de etiske debatter, vi har lige nu. Hvem bliver selekteret fra, allerede inden man er født? Jeg vil ikke dømme nogen, for der kan være enorme dilemmaer og smerte hos forældre. Men jeg synes, det er vigtigt at spørge: Hvad er det for et menneskesyn, vi som samfund giver videre, hvis vi alt for meget kan selektere?

For jeg kan personligt sige, at det jeg får, når jeg kommer på bosted for voksne med udviklingshæmning, det får jeg ikke andre steder. Jeg kan komme fra en hel dag med møder og tænke: ‘Her slog jeg måske ikke helt til.’ Og så bliver jeg mødt med: ‘Hej præsten’ og et kram.

Der er en umiddelbarhed og en tillid, som jeg tror, vi andre kunne lære noget af. Når jeg kommer der, bliver jeg mødt i ren tillid. Og det bygger mig op.”