
26.03.2025 Af Nanna Endahl Jørgensen
Når ord og billeder går hånd i hånd
Forfatter Kim Fupz Aakeson og illustrator Signe Kjær skaber sammen serien om æslet, hvor fortælling og illustration smelter sammen i én fælles stemme
Når Kim Fupz Aakeson skriver, er der plads til billeder. Faktisk er det en helt bevidst strategi fra forfatterens side, og det er netop denne åbne tilgang, der har givet illustrator Signe Kjær et stort kreativt rum i arbejdet med serien om æslet, udgivet på Bibelselskabets Forlag. Kim Fupz Aakeson, der har en lang og anerkendt karriere som børnebogsforfatter bag sig, og illustrator Signe Kjær, der blandt andet har modtaget Kulturministeriets Illustratorpris i 2022, er begge stærke navne i dansk børnelitteratur. Andet bind i serien om æslet, Æslet fortæller den største historie, udkommer nu, og her folder deres særlige samarbejde sig endnu engang ud.
En fælles stemme, der taler til både øjne og ører
Kim Fupz Aakeson har selv en baggrund som illustrator, og netop den erfaring har været afgørende for hans måde at skrive på:
"Man ved jo godt, når man får noget, hvor alt er tygget og beskrevet, så er det som om, der ikke er plads til at tegne. Det sjove opstår, når teksten er sin egen, og billedet får lov at udvide eller udfordre. Det er dét, der gør billedbogen interessant – at vi supplerer hinanden og bliver en fælles stemme,” siger Kim Fupz Aakeson.
Signe Kjær nikker genkendende til den frihed, det giver hende som illustrator:
"Når Kim skriver, så skriver han ikke billeder. Det gør, at mit rum er helt frit. Jeg skal ikke vise det, der allerede står, men kan vælge det sted i teksten, hvor jeg forestiller mig, et barn ville reagere. Det sted skal tegnes."
Samarbejdet handler netop om at lade tekst og billede spille sammen og trække fortællingen i flere retninger. Illustratoren fungerer som en slags instruktør, forklarer Kim Fupz Aakeson:
"Det er illustratoren, der sætter stemningen: Er det nuttet? Er det råt? Er det hyggeligt? Alt det afgør tegningerne. Og det sker allerede i splitsekundet, hvor man bladrer – billedet sætter tonen, før teksten læses."
Signe Kjær sætter ord på sin metode:
"Jeg prøver at finde det sted i teksten, hvor stemningen skal stå stærkest, og så vælger jeg at tegne netop det. For billederne taler direkte til den del af hjernen, der ikke har ord. Det er en toneangivende rolle, og det er et stort ansvar – men også fantastisk."
Æslet som serie
Serien om æslet startede i 2024 med fortællingen om julemiraklet og fortsætter nu med påskemiraklet set gennem æslets øjne. I Æslet fortæller den største historie oplever vi den sidste nadver, korsfæstelsen og opstandelsen – alt sammen fra æslets perspektiv. Kim Fupz Aakeson gendigter den velkendte bibelhistorie med humor, varme og en ny vinkel, mens Signe Kjær understreger stemningen og fortællingen med sine levende illustrationer.
Bogen er velegnet til højtlæsning derhjemme, i kirken og i skolen og byder desuden på et særligt folde-ud-opslag. Og næste bind i serien er allerede på vej i efteråret 2025 – igen med Kim Fupz Aakesons ord og Signe Kjærs streg som én fælles stemme.
Æslet fortæller den største historie

Forfatter: | Kim Fupz Aakeson |
---|---|
Illustrator: | Signe Kjær |
Sidetal: | 32 sider |
Indbinding: | Hardback |
Forlag: | Bibelselskabets Forlag |
Varenummer: | 978-87-7232-347-3 |
---|---|
Mål: | 21 x 21 cm. |