"Når man giver, bliver man mindet om dem, der har mindre end en selv.”

Gud elsker en glad giver, står der i Bibelen. Men ikke alle givere er lige glade. Faktisk var forfatteren Anne-Cathrine Riebnitzsky en vrangvillig giver, da hun for 16 år siden besluttede sig for at tage Gud på ordet. 

”Det begyndte i Afghanistan i 2007, da jeg var udsendt som soldat og fik mine første lønsedler. Jeg havde i nogle år fulgt en amerikansk tv-prædikant, Joyce Meyer. Hendes lavpraktiske tilgang til kristendommen har betydet meget for mig og min tro. Joyce Meyer talte en del om det at give, og at man skulle give til det sted, man føler sig fodret fra. Så jeg havde leget med tanken længe, da jeg stod der i det afghanske ørkensand. Jeg havde også ladet mig udfordre af det vanvittig provokerende, men også fuldstændig vidunderlige skriftsted i Malakias’ Bog kapitel 3 vers 10: ”Bring hele jeres tiende til forrådskammeret, så der kan være føde i mit hus. Sæt mig på en prøve, om ikke jeg åbner himlens vinduer for jer og udøser velsignelse uden mål over jer, siger Hærskarers Herre.” Det var min indgang til at give: Kom an, Gud!"

Hvordan finder man ud af, hvad man skal give til? 

”Det er svært, især i et land som Danmark, hvor vi betaler kirkeskat, og hvor man bare kan sætte sig ind i kirken. Men jeg holdt fast i spørgsmålet: Hvor henter jeg min åndelige føde henne? Man må mærke efter i sin sjæl og samvittighed: Hvor tænker jeg, at det her gør gavn? Hvem skal fodre mig åndeligt – og hvem skal fodre alle de andre?” 

Men hvorfor overhovedet give? 

”For mig er det godt at give, fordi det minder mig om det privilegium, at jeg kan! Nogle af de mest sørgmodige og ulykkelige mennesker, jeg kender, kan kun se deres egen lille matrikel. Og jo mere, du ser på dine egne problemer, jo større har de en tendens til at blive. Derfor er det en god disciplin at give, for man bliver mindet om dem, der har mindre end en selv.” 

Men hvad med bekymringerne om din egen økonomi? 

”Jeg har altid fundet det lettest at give i de perioder, hvor jeg ikke havde særlig meget. Det har været svært i de år, hvor jeg har tjent rigtig mange penge. Når jeg har haft få midler, har jeg givet i tro, og så er det alligevel endt med at hænge sammen. Det er en af de ting, jeg har med Vorherre: Jeg synes sjældent, han er i god tid, men jeg har endnu ikke oplevet, at han kom for sent. 

Kender du til bekymringen om, hvorvidt det overhovedet hjælper? 

”Ja, men man skal jo høre historierne, for de konkrete historier gør noget godt ved dit hjerte: Det var godt, at vi sammen kunne gøre noget. Hvis man selv har gavn af Bibelen, giver det mening at tro, den kan give mening andre steder for andre mennesker. Der er mange behov, mad, vand og husly, men selv hvis man har de ting, kan man stå i en situation, som jeg gjorde som ung, hvor man ikke kan finde retning i livet. Jeg havde ikke fået kærlighed og stabilitet og troen på, at verden kan være et godt sted, med hjemmefra. Den fandt jeg først i Gud. Så gik der noget tid, inden jeg kunne åbne Bibelen og bruge den til noget, men i dag er den et dagligt værktøj. Det er en af de væsentlige årsager til, at jeg støtter Bibelselskabets arbejde. Den bog giver mening, den giver håb.”