William Salicath. Foto: Jonas Kim Jakobsen.
"Woke-bevægelsen kan inspirere os til en større nysgerrighed over for de mangfoldige gudsbilleder, vi møder i Bibelen", siger præst William Salicath. Foto: Jonas Kim Jakobsen.

14.06.2023 Af Thomas Godsk Larsen

Når Bibelen er woke

Præst William Salicath er optaget af, hvad Bibelens gudsbilleder betyder for den enkeltes trosliv – og han mener, at woke-bevægelsen rummer et potentiale til at tale om Gud på flere måder

Woke er et ord og en bevægelse i tiden, der deler vandene. Nogle frygter, at bevægelsen vil nedbryde, slette og dernæst diktere, hvad flertallet kan sige og mene, mens andre ser bevægelsen som et nødvendigt opgør med undertrykkelse og uretfærdighed før og nu. William Salicath, præst i Eliaskirken på Vesterbro i København, tilhører den sidste gruppe – men ikke uden forbehold:

Woke-bevægelsen kammer over, når den bliver til cancel culture, altså, når man vil slette dele af historien og udelukke dem, man ikke er enige med i dag. Det mener jeg, vi skal vogte os for. Til gengæld mener jeg, at bevægelsen kan inspirere os til en større nysgerrighed over for de mangfoldige gudsbilleder, vi møder i Bibelen.”

Gud er en mand og …

”Det er nok de færreste i dag, der tror, at Gud er en gammel, langskægget mand, der sidder oppe i himlen – men at Gud er en mand, er nok den mest almindelige forestilling og også den, vi oftest møder i Bibelen.”

Bibelen omtaler Gud som Han, Ham, Fader, Herre, Hærskarers Herre, konge og fyrste, og særligt i Det Gamle Testamente kan Gud siges at have traditionelt maskuline karakteregenskaber som styrke, stridsomhed, beslutsomhed og strenghed. Men dét er langt fra hele historien om Gud i Bibelen, mener William Salicath:

”Gud er også kærlighed, lys, liv, sandhed og barmhjertighed. Og vi møder også en Gud, som overgiver sig og tjener mennesket, ja, viser sig som den allerstørste ved at dele kår med de allermindste og lade sig føde og lægge som et forsvarsløst spædbarn i en krybbe i Betlehem.”

Tag woke-brillerne på

”Gud bliver ikke mindre af, at vi åbner op for at tale om Gud i andre termer end de mest almindelige. Gud bliver større af det,” mener William Salicath, som gerne ser, at mere feminine gudsbilleder får lov at fylde i vores sprog om Gud:

”Ikke, fordi vi skal stoppe med at bruge maskuline termer, vi skal bare også inkludere de feminine termer, så vi kan få et rigt, nuanceret sprog om Gud,” siger han og giver nogle eksempler på bibelsk billedsprog om Gud som en moder med et diende barn eller en høne, der samler sine kyllinger under vingerne (Esajas' Bog 49,14-15 og Matthæusevangeliet 23,37).

For William Salicath er det et grundvilkår for os mennesker, at vi gør os Gud begribelig med det sprog og den forestillingsverden, vi har til rådighed. Det gælder både, dengang Bibelens tekster blev til, og i dag:

”Men bruger vi kun den del af den bibelske palet, hvor Gud er far, risikerer vi, at nogle mennesker ikke tager imod Bibelens ord, fordi de intet positivt forbinder med en faderfigur, eller fordi de oplever det som begrænsende. Min påstand er, at hvis vi vover at tage woke-brillerne på, når vi læser Bibelen, bliver vi både bedre til at få øje på mangfoldigheden af gudsbilleder i Bibelen, og får skærpet vores blik for, hvordan Jesu forkyndelse igen og igen retter sig mod de marginaliserede og dem, ingen regner for noget.”

Giv Bibelen videre til marginaliserede

Ifølge William Salicath ligger det også i tråd med den forkyndelse, vi møder i Jesu lignelser:

”Her betoner Jesus gang på gang, hvordan Guds rige bryder med fasttømrede normer og vanetænkning om, hvem og hvad Gud er, og hvad der fordres af os mennesker. Jesus fortæller os, at Gud er meget større end det, vi mener, vi kan hegne ind med sproget. Derfor må vi være ydmyge over for evangeliet og den kontinuerlige åbenbaring, som Gud er. At have woke-brillerne på betyder at læse Bibelen fra minoriteters synsvinkel, og det kræver en vis ydmyghed, men det åbner vores øjne for andre perspektiver og, vil jeg påstå, større rigdomme og nuancer. Og skal flere møde evangeliet, ja, så giver det god mening, at vi bruger hele paletten af gudsbilleder i Bibelen.”

Hvad betyder woke?

Ordet ’woke’ er et identitetspolitisk og aktivistisk begreb, som betegner en oplevet social, køns- eller racemæssig uretfærdighed. Wokeness, eller det at være woke, signalerer en social bevidsthed og en politisk opmærksomhed på bestemte samfundsgruppers privilegier og undertrykkelse af andre grupper.



Kilde: www.lex.dk