25.03.2026 Nanna Endahl Jørgensen
Mens Iran er lukket ned under krigen, ser nogle en mulighed for forandring
Midt i en krig, der har isoleret Iran fra omverdenen, oplever nogle iranere situationen som en mulighed for politisk forandring, fortæller Nahid Sepehri, direktør for Det Iranske Bibelselskab i Diaspora.
Den igangværende krig i Iran har på kort tid isoleret befolkningen fra omverdenen.
“Kommunikation med mennesker i Iran er næsten umulig, fordi myndighederne har blokeret stort set alle telefonlinjer og internetforbindelser,” siger Nahid Sepehri.
Fra Seattle i USA følger Nahid Sepehri udviklingen tæt. Her leder hun arbejdet i Det Iranske Bibelselskab i Diaspora, som fra eksil støtter kristne iranere, efter at det oprindelige bibelselskab blev lukket i 1990.
I den situation oplever Nahid Sepehri, at nogle iranere ser krigen som et muligt vendepunkt.
“Det paradoksale er, at mennesker inde i Iran faktisk fejrer den nuværende krig. Både mine kontakter og jeg selv mener, at der – trods ødelæggelserne – kan opstå en mulighed for frihed fra det nuværende styre,” siger Nahid Sepehri.
Frygt i hverdagen
Samtidig sætter krigen tydelige spor i civilbefolkningens hverdag.
Nahid Sepehri fortæller om en kvinde, der kontaktede organisationens traumeteam, efter at en militær installation nær hendes hjem var blevet bombet. Eksplosionen knuste alle hendes vinduer, og hun var bange for sit liv.
“Frygten er en meget konkret del af hverdagen i disse dage,” siger Nahid Sepehri.
Situationen påvirker også menneskers forhold til tro. Nahid Sepehri oplever, at mange bevæger sig væk fra religion.
“Frygt, håbløshed og angst presser almindelige mennesker, især dem der ikke har haft mulighed for at flytte til sikrere områder,” siger Nahid Sepehri.
Samtidig spiller husmenigheder fortsat en central rolle. Offentlige gudstjenester for konvertitter fra islam har været forbudt siden 1993, og derfor foregår meget af det kirkelige liv i private hjem.
Bibeldistribution er stoppet
Krigssituationen har også fået direkte konsekvenser for arbejdet med at distribuere bibler.
“Transport og distribution af bibler er helt standset på grund af flere kontrolposter og øget pres på befolkningen,” siger Nahid Sepehri.
Kort før krigen begyndte, lykkedes det dog at få en større sending bibler ind i landet.
“13 timer før krigen startede, lykkedes det os at få en stor sending bibler ind i Iran. Det var en stor opmuntring for os,” fortæller Nahid Sepehri.
“Vi er ikke alene”
Midt i den begrænsede kontakt er der dog stadig enkelte forbindelser til omverdenen.
Det lykkedes en medarbejder i Teheran at få kontakt til organisationen.
“Han fortalte, at vi er hans eneste kontakt uden for Iran, og at det betyder meget for ham ikke at være alene,” siger Nahid Sepehri.
VIL DU STØTTE BIBELSELSKABETS ARBEJDE I IRAN? Giv dit bidrag på MobilePay: 62903 eller via bankoverførsel 3001 9000488 (mærket "Iran"). Du kan også klikke her og støtte online.