Mogens Bering Rasmussen
Mogens Bering Rasmussen har været præst ved Den danske kirke i Bruxelles siden 2013. Som udlandspræst møder han danskere, der lever midt i Europas politiske maskinrum og søger et sted, hvor døren står åben, og modersmålet giver plads til både ansvar og hvile. Foto: Vander Eycken

04.03.2026 Nanna Endahl Jørgensen

Præst i Bruxelles: “Vi skal ikke frelse hele verden selv”

SERIE: BIBELEN I FUNKTION
Midt i en menighed præget af globalt ansvar og store beslutninger vender udlandspræst Mogens Bering Rasmussen igen og igen tilbage til et bibelord, der sætter en grænse for menneskets ansvar og giver frihed

Hvilket bibelvers bærer dig i din tjeneste, og hvorfor netop dette?

“Det bibelord, jeg vender tilbage til, er fra Filipperbrevet: ‘Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser.’ Det står i Filipperbrevet kapitel 3, vers 20.

Jeg hæfter mig ved selve ordet borgerskab. Borgerskab er at høre til. At være en del af et fællesskab, som jeg ikke selv har skabt, og som jeg ikke har gjort mig fortjent til. Det tildeles. Jeg er elsket på forhånd. Det er klassisk luthersk, og det er dybt befriende.

For i det jordiske liv skal vi hele tiden leve op til noget. Mange af dem, jeg møder her i Bruxelles, arbejder med storpolitik, klima og internationale forhandlinger. Der er høje ambitioner og stort ansvar, og man kan let komme til at tænke, at det hele hviler på ens egne skuldre.

Borgerskabet sætter en grænse. Det er ikke mig, der er Gud. Jeg skal ikke frelse verden. Jeg er en del af et fællesskab, som allerede er givet mig. Og det gælder også de andre, dem jeg er uenig med, og dem jeg har svært ved. Vi hører til samme sted.”

Hvordan bruger du verset i praksis, i samtaler, ritualer eller prædikener?

“Jeg bruger det ofte, når vi taler om ansvar. Mange af dem, jeg møder her, arbejder midt i storpolitik, klima og internationale beslutninger. Det er mennesker, der tager deres arbejde og ansvar alvorligt.

Derfor bliver borgerskabet også en påmindelse om, at man ikke er Gud. Vi har et ansvar, ja, men vi kan ikke bære hele verden alene. Hvis man forsøger det, bliver byrden for tung.

Det gennemlever vi også i gudstjenesten. Når vi står ved alteret, står vi der som modtagere. Ikke som dem, der har styr på det hele. Også den, jeg måske er politisk uenig med, står der. Det gør det sværere bagefter helt at dæmonisere hinanden.”

Er der konkrete situationer, hvor verset har gjort en forskel?

“Forleden aften sad jeg i en samtalegruppe med nogle yngre mennesker. Vi talte om, at verden kan føles uoverskuelig. En ung kvinde, der arbejder med grønne løsninger, sagde: ‘Det bliver ligegyldigt for mig, hvis ikke jeg har mig selv og mine eksistentielle tanker med. Så bliver det bare noget ligegyldigt.’

Der rammer borgerskabet noget vigtigt. Vi har ansvar, men vi skal ikke gøre os til Gud. Hvis vi tror, vi skal redde det hele selv, bliver byrden ubærlig. Borgerskabet minder os om, at vi er elskede på forhånd, og at vi kan handle uden at skulle bære det hele.

Jeg tror også, det er noget af det, mange finder ro i, når de går ind i kirken. I en by med adgangskort, sikkerhed og lukkede døre er kirken et åbent hus. Man kan ikke bare gå ind på en ambassade, men man kan gå ind her.

Der er ikke nogen, der tjekker dit trostermometer ved døren. Du skal ikke præstere. Du må gerne være her.

Og så betyder sproget noget. Mange lever deres arbejdsliv på andre sprog. Inde i kirkerummet kan vi synge og bede på dansk. Det giver en oplevelse af at høre til.”

Er der steder i Bibelen, hvor du støder dig på ord eller vendinger?

“Ja, alle steder, hvor der står noget om dom. Der falder jeg igennem. Det er irriterende at blive konfronteret med, at man ikke lever op til det hele.

Men måske er det også en nødvendig irritation. Vi lever i en tid, hvor vi gerne vil være det selvgjorte menneske, den bedste version af os selv. Så må vi også bære ansvaret for ikke at lykkes. Det er en hård dom.

Domsteksterne kan give mig en erkendelse af min begrænsning. Men så bliver evangeliet desto vigtigere. Der er en, der bærer det for mig. Borgerskabet betyder, at jeg er inviteret ind, og at jeg må være med på trods.”

Hvis du skulle give én bibeltekst videre til dem, du møder, hvilken skulle det være?

“Så ville jeg give ordene fra Jesus' dåb videre: ‘Denne er min elskede søn, i ham har jeg velbehag.’ (Matthæusevangeliet kapitel 3, vers 17)

Det bliver også vores ord. Du er elsket på forhånd. Det er fundamentet for menneskelig frihed. Du skal ikke kæmpe for Guds anerkendelse. Den har du. Og så kan du gå ud og gøre det så godt, du kan, for dit medmenneskes skyld. Ikke for at bevise noget. Det er befriende.”