SAT-7 Puzzle. Foto: Les Kaner
Tv-optagelser til programmet Puzzle i SAT-7's studier i Beirut. TV-stationen har stor erfaring med at formidle interreligiøs dialog, tilgivelse og forsoning. Foto: Les Kaner

01.12.2020 Synne Garff, international chef

Menneskerettigheder i børnehøjde

TV-programmet Puzzle er interreligiøs dialog for åben skærm Det er samtidig et krævende socialt eksperiment. Igennem leg knyttes der bånd og reflekteres over ansvar, pligt, omsorg, rettigheder og tolerance.

Libanon ligger i en urolig region med mange religiøse fronter. Jeg er på vej for at møde de unge generationer, som lider under forholdene, men med stor entusiasme og nysgerrighed samarbejder for at nedbryde fronterne. I SAT-7’s studier skal jeg overvære optagelserne til det nye program Puzzle, der ikke blot er et gameshow, men også skal være en gamechanger. Her åbnes døren for venskab, og venskab er nøglen.

Øvelser i medmenneskelighed

Hver udsendelse har aktiviteter, som får deltagerne til at reflektere kritisk og tænke selvstændigt. Nogle optagelser udspiller sig i byen, hvor børnene serverer lemonade, giver blomster til folk og samler og sorterer skrald for at blive bevidste om miljøet. Og så er der rettigheder, som fx øves, ved at en deltager fra hvert hold skriver tre rettigheder op på en tavle. Resten af holdet skal så gætte, hvilke rettigheder, der er tale om.

”Klar, parat …” siger en runner med høj, klar stemme og kigger rundt på børnene, der står på nåle for at gøre sig umage. Nogle er syriske og afrikanske flygtninge, andre fra Libanon. De er alle mellem 12-15 år, nogle kristne, andre muslimer. Der er drenge, og der er piger med slør, nogle uden. Ti af dem skal konkurrere om en vifte af temaer. De er fem på hvert hold og begynder dagen med en øvelse i teambuilding.

Hver udsendelse har aktiviteter, som får deltagerne til at reflektere kritisk og tænke selvstændigt.

Børnene slår nu rytmisk på en tom tønde og et bord, et par unge mænd gestikulerer i takt, nu skal rytmen og energien op. Værten springer igennem studiet, lydmanden klapper og … ”Stop, stop. Vi skal lige tage den om.”

Fire fotografer styrer kameraerne, mens lydmænd løber rundt og justerer lyden. ”To minutter til optagelse.” Produktionen har strakt sig over to måneder. I alt er 50 børn med forskellige social baggrund involveret. Det er en af de sidste optagelser på programmet.

Fordomme nedbrydes i leg

Der er to hold på hver sin side af studiet. Kulissen er farvestrålende, rå og moderne. De skal lege i en gade, der minder om gaderne i New York. Lilla- og gulmalede bildæk er stablet op, ovenpå ligger en rå, sort dør som bord. Studieværten står midt i en fodgængerovergang mellem holdene og styrer konkurrencen.

Det sociale eksperiment vil give en større forståelse for, at brikkerne i et puslespil kan have forskellige former og udtryk, men at hver og en er unik og har lige stor betydning.

Fire børn i forskellige aldre stiller sig op på to smalle finerbrædder, holder fast i en snor og skal koordinere bevægelserne sammen for at kunne bevæge sig fra den ene ende af gulvet til den anden. Følger de hver sin vilje, vil de ikke kunne rokke sig ud af stedet.

”Det var så svært i begyndelsen, men så talte vi til 1-2-3-4 og bevægede os samtidig,” forklarer vinderne mig ivrigt i pausen. Underholdning, leg og engagement er forudsætningen for, at de unge vil lytte og forholde sig til de vigtige temaer, men teamet bag programmet er opmærksomt på, at børnene bliver trætte af at interagere.

Efterhånden som de to hold kommer igennem runderne, vinder de point. Holdet med flest point får chancen for at deltage i et socialt udviklingsprojekt efter eget valg. Undervejs opstår  nye venskaber på tværs af sociale og religiøse skel. Det sociale eksperiment vil give en større forståelse for, at brikkerne i et puslespil kan have forskellige former og udtryk, men at hver og en er unik og har lige stor betydning.

SAT-7 transmitterer undervisning så børn kan komme i skole. Foto: SAT-7.

MILLIONER AF UDSATTE BØRN

I store dele af Mellemøsten og Nordafrika vokser unge mennesker op uden at kende til menneskerettigheder. For mange er virkeligheden barsk. En ud af ti børn er involveret i børnearbejde. En ud af fem piger er gift, inden de fylder 18 år – i Yemen er det næsten en tredjedel. Millioner af børn overalt i regionen er konfliktofre eller flygtninge, og mange flere er droppet ud af skolen. I mange tilfælde er regionens krænkelser af menneskerettigheder drevet af fattigdom og ulighed.

PUSLESPIL MED MANGE FORSKELLIGE BRIKKER

Puzzle, som betyder puslespil, er et nyt program på den kristne tv-station SAT-7, der sender i Mellemøsten og Nordafrika, hvor der er mange fragmenterede samfund, og hvor folk med forskellig socioøkonomisk eller religiøs baggrund, flygtninge og migranter ofte ikke er velkomne.

Med Puzzle vil SAT-7 fremme menneskerettigheder og tolerance for de yngste medlemmer af samfundet – med særligt fokus på religions- og trosfrihed. Ud over de 26 Puzzle-udsendelser på hver 45 minutter kan seerne også engagere sig i en e-learning-platform, der gør det muligt for forældre, lærere og plejere at forstå og gå ind for børns rettigheder.

SKRIFTESTOLEN

I pauserne taler personalet med deltagerne på tomandshånd og hjælper med eventuelle uoverensstemmelser. Efter hver leg har børnene mulighed for i diskretion at fortælle hvad der var svært. ”Hvad lærte du?” spørges der ofte. Nogle opdrages til ikke at måtte lege med det andet køn. Det gør de i programmerne, hvor der også tales om ligestilling og kvindeligt lederskab. For at sikre showets udvikling og etiske standarder arbejder SAT-7 med den anerkendte ikke-statslige organisation Right to Play.