04.09.2014 Helle Viuf, sognepræst
"Man skal flytte ind i sin bibel"
I Havdrup Kirke er det hårdt arbejde at være konfirmand: Bibelen undersøges og bearbejdes på kryds og tværs, til konfirmanderne føler sig hjemme i den. Sognepræst Helle Viuf vil nemlig give dem et livsberedskab. Hun vil åbne en dør til Guds store fortælling om os, som konfirmanderne kan finde hjælp i, når de farer vild i deres eget liv.
I konfirmationsforberedelsen bruger jeg konstant Bibelen. Ikke meget foregår uden den, for konfirmanderne skal blive fortrolige med den og føle sig hjemme i den.
De får udleveret deres eget eksemplar første gang, de møder. Den skal med hjem i tasken, for de får hjemmeopgaver for. Og så skal den selvfølgelig medbringes hver gang, de kommer til forberedelse.
Jeg fortæller dem, at denne bog skal de passe umådeligt godt på. Den skal være lige ved siden af dem på natbordet, når de lægger sig til at sove. Den skal med i kufferten på ferie.
"Det er jeres livs bog!"
"Hvorfor det???"
"Fordi din bibel fortæller alt om dig. Du er, hvad og hvem den siger, du er."
"Og hvad er det så?"
"Guds udvalgte og elskede!"
"Nå!"
Konfirmanderne skal have et livsberedskab
Konfirmanderne laver mange opslag. Enten på grundlag af et godt gammeldags arbejdsark, drama over en lignelse, orienteringsløb med poster osv. Eller også fordi det udspringer af en snak om løst og fast, som jeg så applicerer en bibeltekst på.
Man kan både fare vild og blive hjemløs i sin egen lille livsfortælling. Men der er altid hjælp at hente i Guds store fortælling om os. Og man behøver ikke forstå alt. Bare man ved, at Gud bor i den og altid holder en dør åben, så vi kan flytte ind i den også.
De streger alle referencer under og skriver ting ind i deres bibel. Måske sættes der små kulørte faner og post-its ind, som jeg altid har med til formålet.
Konfirmanderne skal have et livsberedskab og derfor skal de lære vers udenad og kunne genfortælle lignelser
At være konfirmand og discipel er hårdt arbejde og der skal arbejdes for sagen, men så har de også gjort noget rigtig godt og vigtigt for sig selv.
Man skal nemlig flytte ind i sin bibel, og det gør man ved at bruge den og kende den godt.
Der er hjælp at hente i Guds store fortælling om os
Man kan både fare vild og blive hjemløs i sin egen lille livsfortælling. Men der er altid hjælp at hente i Guds store fortælling om os. Og man behøver ikke forstå alt. Bare man ved, at Gud bor i den og altid holder en dør åben, så vi kan flytte ind i den også.
Jeg fortæller dem og giver mange eksempler på, hvordan jeg selv bor i min bibel, og hvordan den er flyttet ind i min hverdag og i mit liv.
Jeg viser dem, at jeg har flere udgaver, bl.a. Bibelen på tværs, som altid ligger i min bil sammen med salmebogen - og som er så lille, at den kan ligge i en kosmetikpung eller være i baglommen. Jeg viser dem dén, der altid er i min taske, nemlig Bibelen som e-bog på iPad og smartphone.
Derudover har jeg altid min gode, gamle bibel med til timerne, dvs. den, som jeg hver morgen læser i og sætter streger i og skriver kommentarer i, og som nu er holdt sammen af gaffatape i ryggen
... og så hygger jeg mig i mit stille sind, når jeg ser en konfirmand flytte ind i sin bibel, ved at give den nogle gevaldige knæk i ryggen, sådan uden at det var tænkt, at nogen skulle se det. Da ved jeg, at den virkelig betyder noget for ham. Så er der housewarming! Slagt fedekalven!
Helle Viuf er sognepræst i Havdrup Kirke.