“Augustus", råbte hun gennem paladsets stuer. "Hvad har du nu gang i?” Vagten havde fortalt hende det hele. At han aftenen før havde underskrevet en befaling, som nu ville gå ud til alle guvernørerne rundt omkring i det enorme rige. Og hun undrede sig. Var det nu nødvendigt med alt det besvær? 

Han kom ind ad døren nu. Hun kunne se, at han ikke var i et særligt godt humør, tværtimod. "Hvad er der i vejen min skat?", spurgte hun med en sukkersødme, som hun nærmest selv fik kvalme over. Han kiggede ikke engang på hende, da han svarede henkastet: “Det er Judæa, de snyder mig for skat”. 

Hun kunne klart fornemme, at det ikke var lige nu, hun skulle forsøge at finde ud af, hvad han egentlig mente. Og slet ikke lufte den tanke, der slog hende, at det måske ikke var de lokale, der snød, men Romerrigets udsendte. Så hun lod det passere med et uengageret “nå”. “Men nu skal det være slut”, sagde han, “nu vil jeg vide, hvor mange de er - og så kan vi tælle efter til sidste denar om de passer deres forpligtelse”. “Men er det ikke et temmelig omfattende arbejde?”, spurgte hun. “Jo”, svarede han kort, og så forlod han stuen igen.

Hun var ikke helt sikker på, at det ville ende godt, for hun kendte udmærket til den moral, som de romerske guvernører rundt omkring i provinserne normalt havde, når det handlede om at kende forskel på Roms og deres eget. 

Hun tænkte på, om den store folketælling alene handlede om en mistanke rettet mod det lille bitte område nede ved Ægypten men slog tanken væk igen, så tosset kunne han da ikke være blevet, at han ville sætte hele Romerriget i bevægelse bare for at få lidt håndører, som den begrænsede mængde i provinsen Judæa kunne bidrage med.

Hun huskede med lige dele glæde, vemod og forfærdelse deres besøg i Jerusalem for et par år siden. De var blevet indkvarteret på et palads, der fik hendes eget af slagsen i Rom til at ligne en middelmådig villa i en støvet landsby. Hvordan kunne en helt almindelig konge, i et rige, der betalte ganske begrænsede mængder skat, dog have råd til sådan luksus? Hun havde aldrig set så mange tjenere - og aldrig fået så meget mad. Og hun havde ellers deltaget i nogle af de mest overdådige orgier i Rom.

Til sidst kunne hun ikke holde det for sig selv. Hun gik ind i hans arbejdsværelse, og så slyngede hun henkastet men målbevidst den sætning ud, som hun vidste ville gøre ham rasende: "Er du sikker på, dine embedsmænd husker at sende hele kejserskatten til Rom?” Hans reaktion var forudsigelig, han løftede blikket, med slet skjult vrede og nærmest spruttede: “Er det dig eller mig, der er kejser i verdens mægtigste rige?”

Hun bøjede af, bukkede og trak sig tilbage med et: “Det er du, naturligvis”. 

Så gik hun ind ved siden af igen. Og nu piblede en tåre frem af hendes øjenkrog. Hvor var den mand, hun havde giftet sig med? Dengang havde de kunnet dele alt og han havde været glad for hendes evne til at gennemskue nogle af hans landsmænds alternative måder at få deres vilje på. De havde været et stærkt makkerpar, så længe han havde hørt på hende. Hvem var det magtbegærlige monster, der var flyttet ind i hendes hjem? Magten havde taget magten fra ham, gjort ham til et rovdyr. Det eneste, der talte, var magten til at kunne rykke rundt på både økonomiske og menneskelige brikker som var det et spil det hele. Et magtspil med få vindere og mange tabere. Jeg ville ønske, han aldrig var blevet kejser, tænkte hun.

Fortsættelsen af historien om hvad den folketælling førte med sig, kender vi rigtig godt. Den er fortællingen om, hvordan den almægtige Gud, som kunne få alting til at blive til, pludselig bliver det mest afmægtige, vi kan forestille os: Et lille barn, lagt i noget så ydmygende som en foderkrybbe, med savlende kreaturer som jordemoder. Men et sted midt i det utrolige åbner himlen sig og hyrderne på marken bliver badet i et guddommeligt lyshav og der lyder et glædesråb: Frygt ikke! I dag er Gud steget ned til jorden - i dag er frelseren født. I dag kom der himmel-bud om fred på jorden for alle mennesker.

Julefortællingens inderste kerne, at det barn, der fødes i krybben, det menneske, der blev kendt som Jesus Kristus, den Gud, der lod sig korsfæste, er magten til ikke at ville magt. Gud fødes som et lille afmægtigt barn, for at være kærlighedens almagt blandt os.

Magt bruges alt for tit til at lemlæste, ødelægge og undertrykke mennesker og skabe ufred mellem mennesker og mellem nationer og folk.

Gudsbarnets fødsel i en stald er et opgør med den tanke, at det er menneskets fornemmeste opgave at være magtinstans. Tværtimod. Julefortællingen er nemlig fortællingen om, hvordan julebarnet og den fred og det guddommelige lys, som strålede ud af stalden den første julenat og som omkransede hyrderne er så kraftigt, at der fortsat lyses på vores afmagt. Så den eneste magt, der virkelig betyder noget, er magten til at vise, hvordan julen bringer velsignet bud, også til dem, som lider under magtmisbrug. Må julebarnet være det, som modsiger magten igen og igen - så julen virkelig må være en tid, hvor englesangen får ret: fred over jorden, menneske fryd dig. Glædelig jul!

Læs juleevangeliet og de øvrige bibeltekster til juleaften

Jette Bendixen Rønkilde (f. 1980) er cand.theol. fra Københavns Universitet og ph.d. fra Aarhus Universitet, siden postdoc i kirkehistorie og praktisk teologi sammesteds, nu lektor i liturgik på pastoralseminarieuddannelsen ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Hun er desuden medlem af chefredaktionen for den kommende, autoriserede bibeloversættelse.