Lever med et stædigt håb

I Bibelen, særligt Det Gamle Testamente, bliver nogle af hovedpersonerne temmelig gamle. I Første Mosebog 6,3, sætter Gud dog grænsen ved 120 år. Hvad tænker du om at fylde 60 år og dermed være ’halvvejs’ i livet?

Peter Skov-Jakobsen: Jeg må ærligt sige, at jeg ikke skænker det en tanke. Det undrer mig, at tiden er gået; men jeg har været heldig at bo i den bedste tidsalder. Mit liv er fyldt med opgaver, og de fleste nyder jeg. Jeg har i mit liv været omgivet af mennesker, som jeg satte pris på, og nogle af dem elsker jeg endog. Hver morgen er ny. Hver dag har sine udfordringer, og sommetider bliver man trist over verdens gang. Men jeg er heldigvis ikke afhængig af en eller anden optimisme, men lever med et stædigt håb.

Vores liv er for hektisk

I Bibelen er det et særligt gode at få lov til at dø gammel og mæt af dage (fx Første Mosebog 25,8). Dengang syntes man at være længere tid om at blive voksen – alt gik ganske enkelt langsommere. Er det et ideal, vi bør efterstræbe i dag – at leve langsommere?

Peter Skov-Jakobsen: Vi lever i hvert fald alt for hektisk. Den tyske sociolog Hartmut Rosa har meget rigtigt gjort det klart, at vi lever i et effektivitetsjag, og vi bliver fremmede for livet. Langsommelig skal ingen være, men leve med langsomhed burde blive en dyd. Vi skal turde dvæle ved oplevelser og ved indsigter. Vi skal ikke gribe ud efter telefonen og se, om der er ”post” på de sociale medier, og føle os døde, hvis ikke der er bud til os. Det skal vi nok få lært. Vi vil blive nødt til det, og vi vil have brug for det. Selv har jeg det sådan, at jeg ikke kan se, det skulle gøre noget, at man en dag skulle sige om mig, at jeg er slidt op. Det er mærkeligt at sige om sig selv, at nu er man ældre; men om ti år er jeg vel blevet gammel – og det er vel også ok at sige om sig selv – også selv om jeg aldrig tror, jeg bliver ældre end 26 – og mine døtre vil muligvis mene, at jeg aldrig er kommet over de ni.

Langsommelig skal ingen være, men leve med langsomhed burde blive en dyd.

Man kan blive klogere med alderen

I Bibelen tegner der sig et billede af, at alder i højere grad forbindes med voksende livsvisdom end med legemligt forfald. Vi møder for eksempel den gamle enke Anna, der klart skuer, hvem hun har for sig, da hun ser Jesusbarnet (Lukasevangeliet 2,36-38). Gælder det også i dag, at vi bliver klogere med alderen?

Peter Skov-Jakobsen: Man kan blive klogere med alderen – altså hvis man er agtpågivende, lytter, er opmærksom. Der er mennesker, som har mange erfaringer, men de lærer ikke af dem, og de kan blive så gamle som Metusalem, og de vil aldrig blive gode at gæste for visdom og håb. Men hvis man tør sætte sig hen i et hjørne af sofaen og lytte til de andre og tør omgås sit eget liv kritisk, da vil der uundgåeligt falde visdom af. De skarpe kanter bliver nok lidt mindre markerede, og forhåbentlig bliver modet større til at sige det, der skal siges!

Gud – mage til luskefis!

Du har i et interview fortalt, at du ikke blev lagt i vuggen med religion, men at du som 20-årig begyndte at gå til gudstjenester i Københavns Domkirke, og at det blev begyndelsen til din beslutning om at læse teologi. Var det også omkring den alder, du begyndte at læse i Bibelen?

Peter Skov-Jakobsen: Som enhver anden af årgang 1959 har jeg i løbet af min skoletid læst brudstykker af Bibelen. Jeg husker ikke noget væsentligt fra skolen eller fra konfirmationsforberedelsen. Der var et år omkring mit 10. år hvor jeg gik i kirke alene. Min mor var syg, og jeg vil tro, at der var noget ”luft” at hente i kirken. Det holdt hurtigt op. En spejderleder gjorde mig begribeligt, at min mor var syg, pga. at Gud var på kant med hende. Så var jeg færdig med Gud – og det på mindre end to splitsekunder, for mage til luskefis. Han var jo Fanden selv, hvis han kunne finde på sådan noget. Jeg kunne jo se, hvor syg min mor var. Min far blev rasende og ville tale med den leder; men jeg syntes ikke, at han skulle gøre noget ved det, for jeg ville alligevel aldrig komme der mere. Mit held var, at der meldte sig en interesse, da jeg blev 20. Tre vidt forskellige præster i Vor Frue Kirke; Bugge, Langhof og ikke mindst Bent Jessen, blev mine første præster som voksen, og så kom Johannes Værge til et halvt år senere i Studentermenigheden og siden mange flere. Da der først var blevet åbnet til det frieste, smukkeste, skønneste, mest udfordrende univers, hvor pligt og ansvar danser med glæde, tålmodighed og medfølelse, kunne der ikke lukkes ned igen. Sidenhen har jeg mødt en del teologer, som brugte nogen tid på at forstemme mennesker med smålighed og moralisme. Der er altid nogle hændervridende stakler, der anser tiden for at være uden ånd, og som synes, at alting var bedre før. De lever i deres eget lille museum og går og ser ned i deres montre. Det må de bare gøre. Man skal bare holde sig fri af dem, så der er udsyn til folket, til nationen, til verden og til den gode fremtid.

Da der først var blevet åbnet til det frieste, smukkeste, skønneste, mest udfordrende univers, hvor pligt og ansvar danser med glæde, tålmodighed og medfølelse, kunne der ikke lukkes ned igen.

Nyder Bibelens mange stemmer

Er der bibeltekster, du har sat særlig pris på igennem årene?

Peter Skov-Jakobsen: Ja, vandringen til Emmaus bliver jeg aldrig færdig med. Det bliver jeg heller ikke med fortællingen om Jesus, der stiller stormen på Geneserat sø, eller med hende, der blev grebet i hor, eller hende, der blev helbredt for sine blødninger ved at røre hans kappe. Jeg bliver aldrig færdig med at lytte til de fire grundfortællinger. De er så forskellige, så man skulle tro, at en eller anden velmenende teolog skulle være sluppet i land med at gøre det hele ens. Gud ske lov er det aldrig lykkedes. Dette forundrende menneske, Jesus fra Nazaret, fortryller stadig verden med sine fortællinger og bliver til Kristus, menneskenes ven og vores bror, som slipper håbet ud, lige som vi troede, at der kun var nattehimmel uden stjerner. Jeg nyder de mange stemmer i Det Nye Testamente og i Det Gamle.