En høj alder er Guds velsignelse

Alderdom vurderes helt anderledes i Bibelen, end den almindeligvis bliver det i vores samfund. Ordet ”ældrebyrde” ville her være utænkeligt. Set i den aldrendes eget perspektiv er en høj alder i Det Gamle Testamente tegn på Guds velsignelse. Derfor er det et særligt gode at få lov til at dø gammel og mæt af dage (jf. Første Mosebog 25,8).

Men selv om urfædrene i bibelhistorien opnåede en fantastisk alder (Metusalem blev ifølge Første Mosebog 5,27 hele 969 år), så er der en klar opfattelse af, hvornår man når ”støvets år” (Grundtvig i Den Danske Salmebog 713,3, hvor det er 70 år) og derfor må gå ”al kødets gang” (Josvabogen 23,14; i 1931-oversættelsen: ”al støvets gang”).

I øvrigt var gennemsnitsalderen i antikken meget lav. Livet har desuden en naturlig grænse. Bibelen taler ikke meget om alderdommens skrøbeligheder. Men vi læser dog om, hvordan den aldrende og frysende David får den unge Shunem-kvinde Abishag til at holde sig varm i sengen (Første Kongebog 1,1-4).

Respekt for alderen

Den anden side af sagen er den holdning over for ældre, som Bibelen ønsker at fremme. Buddet om at ære sin far og sin mor (Anden Mosebog 20,12; jf. Markusevangeliet 7,8-13) er det eneste af de ti bud, der får en forjættelse hæftet på sig: ”for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.” Buddet kunne tyde på, at det ikke har været en selvfølge.

Omvendt er det et tegn på tidens forfald, hvis unge sætter sig op mod deres forældre, noget der ligefrem kan være dødsstraf for (se fx Anden Mosebog 21,15-17; jf. Esajas' Bog 3,5; Andet Timotheusbrev 3,2).

Voksende livsvisdom

Ellers er det gennemgående, at alder forbindes med voksende visdom. Alder kan skænke klarsyn. Det gælder for eksempel profetinden Anna, en 84-årig enke, der klart skuer, hvem hun har for sig, da hun ser Jesusbarnet (Lukasevangeliet 2,36-38).

At alder således er en kvalitet i sig selv, fremgår også af, at ledende forsamlinger kaldtes ”ældsteråd” og bestod af ”presbytere” (græsk: ældste). De tænkes at have aflagt ungdommens uklogskab og kan optræde som lærere (se Første Timotheusbrev 5,17; jf. Første Timotheusbrev 4,12, hvor ”Timotheus” formanes til ikke at lade sig ringeagte, fordi han er ung). Vi kan dog også træffe på formaninger til ældre (se Titusbrevet 2,1-5).

Alderdom forbindes altså i Bibelen mindre med legemligt forfald end med voksende livsvisdom. De gamle forventes ikke mere at være så meget i deres lidenskabers vold, de er bærere af overleveringerne og kan øse af erfaringen. De skal derfor som slægtens forankring omgærdes med ærefrygt og respekt.

Mogens Müller er dr.theol. og professor i Det Nye Testamente ved Det Teologiske Fakultet i København.