08.04.2020 Af Louise Højlund, sognepræst
Langfredag er også en sær begyndelse
BREV TIL MENIGHEDEN: LANGFREDAG.
Påsken er den vigtigste højtid i den kristne kirke, så en påske med lukkede kirker er et stort afsavn. Med inspiration i Paulus’ breve, har vi derfor bedt fire præster om at skrive et brev til den menighed, som de i øjeblikket er afskåret fra. Her skriver sognepræst Louise Højlund sin hilsen i anledning af langfredag
Kære bror, kære søster.
Det er Langfredag. Det sker igen. Jesus. Der. Død.
Vi må atter se det. Modvilligt. Fordi det er så grumt. Og helst sammen. Fordi der er nok ensomhed i lidelsen. Det hjælper lidt at høre det sammen. Så blodet ikke fylder det hele. Jeg skriver så alle, der læser med nu, er sammen om at se det. Jeg håber, at vi ved at se det. Se Jesus. Lide. Også forstår en snert af det. At det ikke kun er lidelse. At det også er noget andet. En sær begyndelse. At Langfredag er også en Godfredag. At denne fredag har et smykke. Men det kommer først senere. Først må vi tvinge øjnene åbne. Eller lukke dem og se:
Tre kors. Jesus i midten. De, der havde kendt ham, blev stående, også de kvinder, der havde fulgt ham helt fra Galilæa. De stod et stykke derfra og så alt. De ser små ud. Elskende. Sårede. Udmattede. Så gaber de, fordi de er så trætte. Gaber og kan ikke få samlet kæberne igen. Kæberne vrides længere op, ud af hængslet. Sådan må man sove. Mundene bliver tørre som en ørken.
De har set bødlerne stå med hatte med skygger på, så de ikke fik blod ned i øjnene, da de rejste korset. Blod fra sårene, der kom, da de gennemborede hænder og fødder, man kunne tælle knoglerne. De har set ham blive gennemboret. De har set naglerne. Nej, hørt dem. Gå gennem kødet og knoglerne i Guds kød. De ser alt og bliver stående. Frosset af frygt. Som et lam, der skal klippes. Som en kvinde, der bliver voldtaget.
Gennem blodet må vi stage / ind i vore morgendage, husker én.
Men de fleste husker ikke noget. De er stivnede af rædsel. Som en vingummibamse i en budding med en hel pakke husblas. Der ligger den med kæben af led.
Står du der også? Ser du det?
Vil du trøste ham, som han hænger der helt alene? Vil du tage ham ned og sætte plaster på?
Vil du gøre noget? Eller står du bare stum overfor verdens fortræd? Lidelsen. Skal den lære os noget? Giver den noget? Eller tager den bare?
Forstår du, at undergangen var nødvendig? At han hænger der, så vi ikke skal være alene. I vores lidelse. Han vil give sig selv. Som et plaster på vores sår. Hans ensomhed er et fællesskab. En forening. Her var han også.
De stikker i ham. De tager ham ned. De løfter kroppen. Om natten. Ligger han svøbt som en baby. I en hule. Med sine sår, de uhyggelige smykker.
Jeg skriver bare for at sige, at det er Kristus i sin vorden. At det er hans fredagssmykker. Lidelsen adlede ham. Og at enhver, der kommer og lægger en hånd på dig. Enhver, der bærer lidt, synger en sang, ser, letter lidelsen. Hun kommer med Kristus og hans smykker.
Louise Højlund er sognepræst ved Langenæskirken i Aarhus. Hun har desuden bidraget til undervisningsmaterialet Udforsk Bibelen 2020 i fællesskab.
