Det er sådan her, det er med Kristi himmelfart:

Fordi han er dér, så kan han være her. Og fordi han kan være her, så er der ikke et sted, han ikke kan være.

Det kan måske være fristende at tænke på himmelfarten som den sidste guddommelige sløjfe på fortællingerne om Jesus. At så tog han afsted, og så finder historien sin naturlige afslutning.

Men himmelfarten er snarere en begyndelse. Den sprække, der åbnede sig i himlen har stået åben uafbrudt lige siden, og menneskets fællesskab med Gud har for altid forandret sig. 

Kristi himmelfart, som lever i skyggen af det frembusende forår og pokalfinalen i fodbold binder dermed på sin egen måde alle kirkens højtider sammen i sig. Den udfordrer os i tanken, men afslører måske også, at måden, Gud tænker om tid og rum på, er anderledes end hvad vi gør.

Kristi himmelfart baner vejen for pinsen, hvor Ånden én gang for alle udgydes over mennesker, og Guds nærvær på jorden ikke længere alene handler om at han vil være sammen med os, men i os. 

Og himmelfarten har sin oprindelse, sin ’origin story’ i juleevangeliet, der handler om, at Guds loyalitet med jorden er så stor, at han blev til én af os. 

Kristi himmelfart udtrykker det, som kirken i sin barndom kæmpede med sig selv for at forstå: At Menneskesønnen både var sand Gud, og sandt menneske. Vi forventer nok, at en Gud kan løftes tilbage mod himmelen. Et menneske kan vel ikke. Tanken slår sig på paradokset; det kan dårligt forstås. Men kan det tros?

Fordi han nu er dér, så kunne han være her, og derfor kan han være overalt. Guds tilstedeværelse er ikke længere specifikt, bundet til bestemte steder eller individer. Den er tilgængelig for alle gennem den Ånd, der ved troen kan bo i vores hjerter. Derfor måtte han rejse hjem, ud af historien, landet og tiden; for at give sig selv til alle i Helligånden, på alle steder, og til alle tider.

For Jesu nærmeste fornemmer man, at de måske netop først nu havde opdaget, at det var sandt. I sin fortælling om den ufattelige hændelse fortæller Lukas os, at Jesus lige én gang til må minde dem om hvordan det hele nu hænger sammen.

Han var Menneskesønnen, han var den længe ventede Messias; han var mere end en udsending fra Gud, men Gud selv. Og netop som han har gjort det klart for dem igen tager han dem ud af byen, velsigner dem, og bæres bort til himlen. 

Men det er ikke et farvel. Kristi himmelfart åbner en dør til et tættere nærvær med Gud.

Når en to-årig leger ”borte-tit-tit” og gemmer sit ansigt i hænderne i tro på, at når hun ikke kan se os, så kan vi heller ikke se hende, så er det bedårende, for hun sidder helt spillevende midt iblandt os. Det er det samme med den Opstandne, endskønt vi ikke kan se ham: Han har ikke forladt os; han rejste hjem for at forberede at kunne komme os endnu nærmere.

Himmelfarten bliver en troens højtid, der for os afslører dybden i den kristne tro. Det er ikke afhængigt af, om man så ham med sine egne øjne engang, eller var på rette tidspunkt på rette sted. Vi kaldes til at tro på det, der er utroligt. Den slags er svært. Og fortællingen om himmelfarten siger os, at det, vi ikke kan, det er muligt for Gud; derfor er der i det utrolige også en opmuntring til os at overgive vores mistillid og vantro til den opstandne – for på den måde at give ham plads til at tage sin bolig i vores tvivlrådige hjerte.

Det er sådan her, det er med Kristi himmelfart: Fordi han er dér, så kan han være her. Og fordi han kan være her, hos os, med os, og i os så er der ikke et sted, han ikke kan være.

Glædelig Kristi himmelfart.

Thomas Frovin er præst ved Apostelkirken i København.