Kristi himmelfart. Udsnit af glasmosaik fra Den Tyske Kirke i Stockholm. Foto: Jorisvo /Shutterstock.com.
Kristi himmelfart. Udsnit af glasmosaik fra Den Tyske Kirke i Stockholm. Foto: Jorisvo /Shutterstock.com.

16.05.2023

Brevkassen: Hvordan skal vi forstå Kristi himmelfart?

En bibellæser undrer sig over fortællingen om himmelfarten. Hvordan skal vi forstå betydningen? Brevkassen giver et svar

Kære Bibelselskab.

Jeg er for nylig begyndt at læse i Bibelen og finder stor trøst og opmuntring ved det. Jeg er nu nået til Lukasevangeliets kapitel 24, hvor der bliver fortalt om, at Jesus bliver båret op til himlen.

Det er en lidt mærkelig historie, som jeg har svært ved at forstå betydningen af. Kan I hjælpe mig?

Med venlig hilsen

Pernille

-----------------------------------------------

Hej Pernille.

Tak for dit spørgsmål. Det glæder mig, at du finder opmuntring i Bibelen. Det er en berigende bog med mange spændende fortællinger.

Som jeg forstår dit spørgsmål, så prøver du på at forstå, hvad denne fortælling om Jesus, der farer til himmelen betyder, eller hvorfor den står, hvor den står i Lukasevangeliet.

Fortællingen kaldes også "Kristi himmelfart" og markerer afslutningen på Jesus’ liv og tjeneste på jorden. Samtidig er det begyndelsen på, hvad man kan kalde, Jesus’ himmelske tjeneste. Fortællingen kan derfor ses som en overgangsfortælling på flere måder

1: Den skaber bindeled imellem Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger.

2: Den muliggør, at Kristus kommer tilbage.

3: Den muliggør en allestedsnærværende Kristus

1. Den skaber bindeled imellem Lukasevangeliet og Apostlenes gerninger

Lukasevangeliet er et af de fire evangelier i Det Nye Testamente og har en særlig struktur og formål. Forfatteren, der har skrevet Lukasevangeliet, har også skrevet Apostlenes Gerninger. Det kan vi se på de første vers i begge bøger. Disse to skrifter udgør en sammenhængende beretning. Bind et handler om Jesus’ liv. Bind to handler om den tidlige kristendoms historie og udbredelse. Lukasevangeliet slutter med Jesus’ himmelfart, og Apostlenes Gerninger begynder med samme begivenhed. Dette skaber en sammenhæng mellem de to skrifter og viser, hvordan Jesus’ himmelfart fungerer som en overgang fra hans jordiske tjeneste til hans himmelske tjeneste og til den tidlige kristne kirkes mission.

2. Det muliggør, at Kristus kommer tilbage

Jesus' himmelfart indeholder også et løfte eller forventning om Jesus’ genkomst. Ved at stige op til himlen, skabes muligheden for, at han kan komme tilbage til jorden. At Jesus en dag kommer tilbage, er en central del af den kristne fortælling og et håb for os som mennesker, at verden en dag vil være som Gud har tænkt den. Hvornår det eventuelt vil ske, er uvist. I min optik er det ikke så interessant, men forventningstanken står centralt i kristendommen. Det kan f.eks. ses i Paulus’ gengivelse af Jesus’ sidste måltid i det første Korintherbrev i 11, 26: ”For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.”

3. Den muliggør en allestedsnærværende Kristus

For at være til stede alle steder, så kræver det, at Jesus ikke er på et enkelt sted. Når man læser evangelierne, så ser man spor af den allestedsnærværende Jesus lige efter opstandelsen, f.eks. i fortællingen om Emmausvandringen i Lukasevangeliet 24,13-35, som står lige inden himmelfarten. Her afsluttes fortællingen med, at Jesus forsvinder ud i det blå under måltidet. Den måde, Jesus tidligere har bevæget sig på, har været meget mere menneskelig. Jesus har vandret fra by til by. Efter opstandelsen sker der noget. Han er til stede hos disciplene på en anden måde. Han bryder med vores jordiske forståelse af, hvad der er muligt. Himmelfarten muliggør derfor også, at Jesus kan være til stede alle steder og ikke kun en på enkelt fysisk lokation.

Venlig hilsen

Christian Peter Heldgaard Bylund

Christian Peter Heldgaard Bylund er cand.theol. og til daglig præst i Tølløse baptistkirke. Se hans brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning. 

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.

Bibelen i lærred – livets træ

Lille luksusbibel med lærredsomslag og guldpræg
Bibelen i lærred – livets træ
399,95

Sidetal: 1440 sider
Indbinding: lærredsbind
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-250-6
Mål: 14 x 18,50 cm.
Andet: Med 2 læsebånd