Det danske sprog er fuld af ord og udtryk fra Bibelen. Denne gang får du forklaringen bag fire bibelske udtryk – to fra Det Nye Testamente og to fra Det Gamle Testamente.

Tage sit kors op

”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.” Sådan formaner Jesus disciplene i Matthæusevangeliet kapitel 16, vers 24, og vi finder en tilsvarende formulering i Markusevangeliet. Jesus er i færd med at forudsige sin lidelse, død og opstandelse, og disciplene kæmper stadig med at forstå, hvad alt dette skal betyde.

Det skal vise sig senere i evangelierne, og dermed skal udtrykket også få den betydning, der siden er gledet over i det danske sprog: At ’bære sit kors’ betyder slet og ret at gøre det svære, der nu engang er ens opgave, eller at gøre, hvad der kræves af en.

Sluge kamelen

”I sier myggen fra, men sluger kamelen.” Vi er i Matthæusevangeliets kapitel 23, og Jesus er godt i gang med en ordentlig røffel til de skriftkloge og farisæere, da disse ord falder. Men hvad skal de da betyde?

Kamelen kender de fleste af os måske bedst fra ordene om kamelen og nåleøjet nogle kapitler før i evangeliet. Den tager vi i kommende udgave af ’Klog på bibelsprog’, men her er det en lidt anden kamel, der er på spil. Jesus kritiserer de skriftkloge og farisæerne, for de giver vel at mærke tiende af mynte, dild og kommen, som der står, men til gengæld forsømmer de det i loven, der vejer tungere, nemlig ret, barmhjertighed og troskab. Med andre ord: De sier den lille myg fra, når de handler samvittighedsfuldt i småting og ubetydeligheder, men sluger til gengæld kamelen, rub og stub, når de glemmer det vigtige og betydningsfulde. Velbekomme!

Men er det nu det samme, som vi i dag forstår ved at ’sluge en kamel’? Ifølge Den Danske Ordbog betyder udtrykket, at man accepterer eller går med til noget, der egentlig strider imod ens idealer og ønsker. De skriftkloge og farisæerne mener jo nok næppe, at de, sådan i moderne forstand, sluger kameler. Det mener Jesus til gengæld: Når de handler, som de gør, kommer de til at handle imod det, som rettelig er idealet, og dermed også det, der vil være dem selv til gavn.

Det forjættede land

Sproget er løjerligt. Ord, der lyder ens eller minder om hinanden, kan give farve til vores opfattelse af virkeligheden. Lyd og betydning smitter af på hinanden, og måske endnu mere, når man ikke rigtig forstår ordene. Som barn undrede jeg mig over, hvad der foregik, når de voksne havde fyraften, for var det da en slags ekstra, men mindre nytårsaften? Eller efter min far var blevet indsat som sognepræst i Aalborg, da jeg var dreng i 1984, og han efter dette begyndte at rende til bisættelser – som jo måtte være en slags lille indsættelse, ikke?

Det samme med det forjættede land. Et land fyldt med jætter? Dog ikke. Det lidt gammeldags ord ’forjættelse’ betyder løfte eller en forventning om noget glædeligt. Og det er netop, hvad der lyder til Abram, der siden bliver til Abraham, i 1. Mosebogs kapitel 12, vers 7:

”Herren viste sig for Abram og sagde: »Jeg vil give dine efterkommere dette land.« Dér byggede Abram et alter for Herren, som havde vist sig for ham.”

Gud lover Abraham, at han skal blive til et stort folk i et land, som Gud vil give ham, og dette forjættede land er Kanaans land, dvs. Palæstina/Israel; landet, der flyder med mælk og honning. Det er på én gang et konkret sted og en ønskedrøm, en tilstand, som er eftertragtet, fordi det skaber forventning om noget vidunderligt.

I dag er det især den overførte betydning, der lever videre i udtrykket ’det forjættede land’, og det bruges undertiden ironisk, som når Hanne-Vibeke Holst i Thereses tilstand fra 1992 skriver om USA som ”det forjættede land, der flyder med Big Macs og Coca-Cola”. Også i en ældre roman, storværket Det forjættede Land af Henrik Pontoppidan, spiller udtrykket en vigtig rolle for hovedpersonen, præsten Emanuel Hansted, der drømmer om det primitive og lykkelige liv på landet, men hvis drømme og idealisme får en tragisk udgang.

Vejen til det forjættede land er lang og farefuld, og den fulde bibelhistorie kan må få ved blot at læse videre i Mosebøgerne. For snart skal folket ud på en …

Ørkenvandring

Vandringen strækker sig fra 2. Mosebogs kapitel 15, hvor Moses leder israelitterne bort fra Egypten og Faraos lænker og ud i ørkenen, og helt til 5. Mosebogs kapitel 34, hvor de ankommer til, ja, du gættede rigtigt, det forjættede land. Moses må dog nøjes med at skue ind i landet:

”Og Herren sagde til ham: »Det er det land, jeg lovede Abraham, Isak og Jakob, da jeg sagde: Jeg giver det til dine efterkommere. Du har fået det at se, men du kommer ikke derover!«  Moses, Herrens tjener, døde dér i Moabs land, efter Herrens afgørelse.”

Når vi siger, noget er en ørkenvandring, er det uendeligt, tungt og kedsommeligt. En tung vinter, en kedelig film, et uendeligt zoom-møde, ja, corona-nedlukningen kan føles som én lang ørkenvandring – der forhåbentlig bliver noget kortere end de 40 år, det siges, israelitterne vandrede i ørkenen. På vej mod landet, der flyder med vacciner og vaskeægte hverdag.