”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.” Sådan lyder det i landets kirker juleaften. Det er profeten Esajas’ ord, der fører os ind i julens evangelium med store forventninger. Større bliver det ikke. Jesus er Messias. Lille Messias, som Anne Linnet synger, men for kristne Messias, Kristus.

Det Gamle Testamente i gudstjenesten

Er det Esajas’ ord, der løfter Jesus’ fødsel op til en beretning om noget stort? Eller er det Jesus’ fødsel, der giver mening til Esajas? Giver den gammeltestamentlige læsning med andre ord mening og perspektiv til evangeliet – eller er det omvendt? Begge dele. For nylig har Mogens Müller, professor emeritus i Det Nye Testamente ved Københavns Universitet, på ny rejst diskussionen om Det Gamle Testamentes plads i gudstjenesten. Müller mener, at lige så selvfølgeligt som Det Gamle Testamente hører til i den kristne bibel, lige så lidt hører en gammeltestamentlig læsning til i en kristen gudstjeneste.

Synspunktet er ikke nyt, og det er stadig værd at diskutere – både i forhold til Bibelen og i forhold til gudstjenesten. Det Gamle Testamente var de kristnes første bibel og citeres derfor også flittigt i Det Nye Testamente. Ofte er det profeten Esajas og Salmernes Bog, der aktualiseres og bruges til at kaste lys over de første kristnes forståelse af troen på Kristus. Det giver ganske enkelt mening for de første kristne at se deres liv og tro i lyset af tekststykker fra Det Gamle Testamente. De oplever teksterne som levende kilder til den kristne tro – ikke som historiske kildeskrifter til en overhalet religion.

Esajas' ord minder om, at Guds historie med mennesker ikke begynder i stalden i Betlehem.

Levende kilder

Det er også på den måde, tekster fra både Det Gamle og Det Nye Testamente bruges i den kristne gudstjeneste i dag, som levende kilder. Ideelt set er gudstjenesten det, man på moderne dansk ville kalde ”en dynamisk sammenhæng”, hvor bibelske tekster reaktualiseres og kaster lys over vores liv og tro i dag. Søndag morgen i kirken er en morgen i fortolkningsfællesskabet, og det kræver en hel del af den, der alene kommer i kirke en enkelt søndag, at finde sig hjemme dér. Undersøgelser viser da også, at det er svært – og at det er svært for mange at opfatte de bibelske tekster som relevante for deres liv. Prædikenen er den genre, folk bedst forstår, fordi den ligner noget, de kender. Det er ikke teksterne fra Det Gamle Testamente, der er problemet i gudstjenesten. Problemet er, hvis de bibelske tekster ikke sættes ind i en sammenhæng, så de opleves som relevante og meningsfulde for kirkegængeren i dag.

Det gælder hver søndag – og det gælder juleaften. Esajas’ profeti er en stemme fra en anden verden, en verden fuld af forventning. Esajas’ ord minder om, at Guds historie med mennesker ikke begynder i stalden i Betlehem – og de er samtidig en erindring om, at det heller ikke er her, den ender: ”For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud. Evigheds Fader, Freds Fyrste.”

Glædelig jul!