Advent uden adventskrans er svært at forestille sig. Vi samles om adventskransen og synger. Ofte er det Grundtvigs elskede salme ”Blomstre som en rosengård”. Men hvad har rosengårde og blomster egentlig med de kolde og mørke adventsdage at gøre? Og hvorfor skriver Grundtvig om ”øde vange”, ”Libanons og Karmels glans, Sarons yndigheder”?

Forklaringen er, at han citerer fra en af profeten Esajas’ mange løfter om en ny og bedre fremtid. I Esajas’ Bog kapitel 35 beskriver profeten, hvordan Gud kommer til sit folk for at hjælpe det. Blinde skal få synet igen, døve skal høre, halte skal springe omkring, og de stumme skal synge. Også naturen skal forandres, så det, der før var ørken, nu skal blomstre. Der skal springe kilder frem af den tørre jord, og de, der er ført i fangenskab, skal vende hjem til Jerusalem.

Hvad der tænkes på er hjemkomsten fra eksilet i Babylon i 6. årh. f.Kr. Og så kunne man egentlig godt forestille sig, at en sådan profeti gik i glemmebogen, da de forviste rent faktisk var vendt hjem. Men sådan gik det ikke. Ordene om den blomstrende ørken og Herrens komme blev skrevet ned, og de blev en del af jødernes hellige skrifter. Men da den kristne menighed overtog disse skrifter og kaldte dem Det Gamle Testamente, fik ordene om Herrens komme en ny betydning. For menigheden kunne bruge dem til at formulere, hvad det betød, at Jesus kom til verden.

Esajas udtrykker sig nemlig igen og igen i billedsprog. Ørkenen, der blomstrer, betyder ikke nødvendigvis en bogstavelig ørken, men kan forstås som et billede på en håbløs situation. Med Jesu komme til jorden vendes håbløsheden til nyt håb. Nogle af de begrænsninger, der hindrer os i at springe omkring og juble, bliver nu fjernet. Glæden griber os, og vi kan med forventning fejre advent og jul. De gamle Esajasord kan som al god poesi blive relevante i en ny situation.

Det var også Esajas’ Bog, evangelisterne hentede sprog og billeder fra, da de skrev om Jesu fødsel.  I Esajas' Bog 7,14 taler profeten om den unge kvinde, som skal blive gravid og føde en søn, som skal have navnet Immanuel. Og lidt længere fremme, i Esajas' Bog 9,5, møder vi beskrivelsen af det barn, der fødes. Han skal kaldes ”Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.” Også denne beskrivelse kunne man se som rammende udtryk for, hvem Jesus var. For evangelisterne var der ikke noget mærkeligt ved, at ord fra gammel tid stadig kunne være aktuelle. For når en profet talte, talte han på Guds vegne. Og hvad Gud engang i fortiden havde sagt og gjort, det kunne Gud naturligvis gentage på en ny måde midt i deres egen verden.

Advent og adventskrans hører sammen; jul og julekrybbe hører også sammen. Og igen er det Esajasbogen, der kan hjælpe os til at forstå en af vore egne traditioner. De allerfleste julekrybber indeholder – ud over Jesusbarnet, Maria og Josef, hyrderne og måske de hellige tre konger – to bestemte dyr: en okse og et æsel.

I juleevangeliet fortælles der ikke noget om oksen og æslet. Det gør der til gengæld i et senere skrift, som kaldes Det Uægte Matthæusevangelium og stammer fra 9. årh. e.Kr. Her skildres det, hvordan Maria, tre dage efter at hun havde født Jesus, går ind i en stald og lægger ham i en krybbe. Så begynder en okse og et æsel at tilbede barnet, og fortælleren forklarer dette som en opfyldelse af profeten Esajas’ ord: ”Oksen kender sin ejer, og æslet sin herres krybbe.”

Citatet er hentet fra Esajas' Bog 1,3, hvor Gud anklager sit eget folk for at opføre sig som børn, der ikke vil kendes ved deres egen far. De opfører sig så tåbeligt, at selv dyrene er klogere. For oksen og æslet ved dog, hvor de hører hjemme! Både når der skal forkyndes godt nyt, og når vi skal mindes om, hvor tåbeligt det er at glemme sin himmelske far, har kristne forkyndere gennem tiden lånt udtryk og billeder fra Esajasbogen. 

Det er da også Esajasbogen, der har givet sprog til det billede, som måske føles allermest nærliggende en kold og mørk decemberdag:

Det folk, der vandrer i mørket,
skal se et stort lys,
lyset skinner for dem,
der bor i mørkets land. 
Esajas' Bog 9,1

Julen er festen for det lys, der kom til verden julenat. Derfor kan salmedigteren Johannes Johansen med rette skildre julenat som en nat fyldt af lys:

Det var ikke en nat som de andre,
thi al skabningen holdt på sit vejr
og så engle i tusindvis vandre
rundt på jorden med stjernernes skær.
Denne nat blev et lyshav i tiden,
den har lyst gennem slægterne siden,
dengang Gud selv blev menneskets lys.   

Artiklen stammer fra "Den Store Julebog", redigeret af Lene Trap-Lind og Lotte Lyng.