Brevkassen: Hvorfor skal kristne tro på Det Gamle Testamente?

Til Bibelselskabet

Jeg er lidt forvirret over selve Det Gamle og Det Nye Testamente.

Jeg ved, at mange kristne også vælger at følge og se Det Gamle Testamente som et kristent skrift. Selv kan jeg ikke få mig selv til at se Det Gamle Testamente som at være en del af min tro og en del af Bibelen, da jeg mener, at det er et udtryk for jødernes tro udelukkende.

Hvordan kan det være, at vi som kristne også skal tro på Det Gamle Testamente, når det er jødernes tro? Jeg ved, at det er forhistorie for Bibelen, men jeg forstår det ikke.

Venlig hilsen

Clara

**********************************************************

Kære Clara

Tak for dit spørgsmål om, hvorvidt man skal tro på Det Gamle Testamente. Det er et interessant og relevant spørgsmål. Igennem kirkehistorien er det vedvarende blevet stillet og indenfor kirken altid besvaret med, at begge testamenter er en uopgivelig del af vores skriftsamling, den bibelske kanon.

Bibelen er en samling af skrifter, der hver især har så stærke kvaliteter, at vi ikke kan undvære nogen af dem. Netop skrifternes enkeltvise forskellighed giver Bibelen en særlig styrke. Skrifterne taler ind i meget forskellige situationer og taler som sådan også til os i dag. Samtidig er skrifterne fra begge testamenter en smuk og spændende beretning om, at vore forfædre har forsøgt at beskrive forholdet mellem Gud og mennesker på så vidt forskellige måder. Bibelens tekstlige mangfoldighed er også baggrunden for, at vi endnu i dag har et rigt og varieret gudsbillede, både indenfor folkekirken og i særdeleshed de mange forskellige kristne kirker imellem.

Jeg kunne godt tænke mig at vende dit spørgsmål på hovedet. For er det Bibelen, vi skal tro på, eller Gud? Det er selvfølgelig det sidste. Bibelen er til gengæld vores primære kilde til at forstå Gud, ligesom vi formulerer os sådan, at Gud har åbenbaret sig gennem skrifterne i både Det Gamle og Det Nye Testamente. Derfor vil vi som kristne mene, at vi ikke kender Gud fuldstændigt uden gennem Bibelens to testamenter. 

Denne barmhjertige og trofaste Gud giver sig også til kende i Det Gamle Testamente. For Gud var, er og forbliver den samme treenige Gud, nu og altid.

Hvis vi springer Det Gamle Testamenter over med skabelsesberetningen, fortællingerne om Noa, Moses, Abraham, Isak og Jakob, men også Salmerne og profeterne, så går vi glip af kristendommens forhistorie. Jesu fødsel var allerede forudsagt af for eksempel profeten Esajas, sådan som evangelisterne også skriver. Hele Det Nye Testamente bliver på en måde utroværdigt, hvis vi mener, at alle henvisninger til Mosebøgerne, patriarkerne, salmerne og profeterne er løgn og latin. Forfatterne til de nytestamentlige skrifter gør en dyd ud af at skabe forbindelse med skrifterne i Det Gamle Testamente. På den måde opfylder Jesus de forudsigelser, der allerede er givet, og alle de længsler, som Jesus forløser, er opbygget gennem jødernes historie. Vores historie er tæt knyttet til jødernes. 

Det er på den måde svært at lære den kristne Gud at kende uden gennem Det Gamle Testamente. Først og fremmest, fordi Jesus selv var jøde og forblev jøde gennem hele sit liv. Ligesom vi fejrer gudstjeneste i dag, mødtes de første kristne og fejrede Jesus' opstandelse, og i de første mange år læste man først og fremmest skrifterne fra Det Gamle Testamente i lyset af begivenhederne omkring Jesus' fødsel, død og opstandelse. Jesus selv refererer til skrifterne, og Paulus fortsætter med det i sine breve til byerne rundt omkring i Romerriget.

Endnu en måde at se forbindelsen mellem de to testamenter på, og som fastholder Jesus' afgørende betydning, er læren om Guds treenighed. I de første århundreder efter Kristi fødsel samles kirken om et fælles gudsbillede på baggrund af skrifterne fra både Det Gamle og Det Nye Testamente. Gud er en faderskikkelse, en almægtig, opretholdende og skabende Gud, sådan som vi lærer ham at kende i Det Gamle Testamente, og sådan som Jesus selv anråber sin far. Gud er også menneskesønnen, Jesus Kristus, som gennem sine gerninger og ord har vist os ’sandheden, vejen og livet’. På samme måde er Gud også helligånd, den ånd som kommer til apostlene pinsedag, og som fylder dem med forundring over Guds kraft. Den guddomsfylde er netop omfanget af Gud som både far, søn og ånd, og sådan lærer vi Gud at kende i skrifterne fra begge testamenter.

Det er på en og samme tid såre enkelt og meget komplekst. Den barmhjertige Gud elsker mennesket så højt, at han vil ofre alt for os, endog sit liv. Det er enkelt og smukt. Men at Gud selv dør og bliver levende igen for at sone enhver af vores synder, selv når vi vender ham ryggen, er næsten ikke til at forstå. Vi kan ikke forstå det med fornuften, men må gribe det i troen. Her bliver det sandt og en befriende tro. Denne barmhjertige og trofaste Gud giver sig også til kende i Det Gamle Testamente. For Gud var, er og forbliver den samme treenige Gud, nu og altid. Sådan forstår vi Det Gamle Testamente i lyset af Det Nye Testamente, men altså også omvendt.

Venlig hilsen

Rasmus Nøjgaard

Rasmus Nøjgaard er ph.d., sognepræst i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro og en af oversætterne bag Den Nye Aftale - Det Nye Testamente på nudansk. Se hans andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.