For indsatte er der noget fortrøstningsfuldt i at høre, at Gud heller ikke kunne passe ordentligt på sin søn. I krybben blev Guds faderlige omsorgssvigt tydeligt. Fængselspræst Bjarne Lenau Henriksen skriver om jul i fængslet
Julen er kommet indenfor. Man ser den på gangen. Dens røde hjerter hænger i række og geled under loftet. Håndlavede, røde og hvide. Fængselsgangen ser mere menneskelig ud, når julen hænger ud med fangerne. Der sker noget. Selv med tiden. Den får et forsonligt skær over sig. Sådan da. Det er som om, tiden bevæger sig frem mod noget. Noget der er anderledes. Noget der er godt. Noget der gør godt. Men tiden kommer ikke udenfor. Det er udelukket! Den lever isoleret. Intet kommer uden for den lukkede afdeling.
Med julens ankomst bliver livet indenfor mere blødt. I hvert fald på overfladen. Nedenunder bliver livet indadvendt. Især for dem, der har børn og kun kan møde dem i besøgsrummet. Det er snart det værste, det med børnene! De står bøjet i smertende neon som evidensbaseret dokumentation for svigt på svigt og svigt oveni.
Julegudstjenesten er som julegudstjenester skal være. Salmer og juleevangelium, bøn og velsignelsen. Især velsignelsen. Den har en indre autoritet, som kryber ind i skylden og skammen og gør godt. Man kan næsten ikke sige nej til den.
Så er der juleevangeliet. En anelse for elendighedsromantisk, synes de. Men det er ok at høre, at Gud heller ikke kunne finde ud af at passe ordentligt på sin søn. I krybben blev Guds faderlige omsorgssvigt tydeligt. Burde han ikke have klaret det bedre? Det taler vi om lige inden julemiddagen, om Gud der går til bunds og bli’r der! Indtil han må krybe til korset.
Sådan noget kan man kun tro på, lyder det, mens vi sætter os ved det lange julebord i gangen. And, okse og gris med rødkål, kartofler og sovs med sammenhængskraft. Der mangler ikke noget. Bortset lige fra børnene og dem man ellers elsker. Men man er selv ude om det. Skylden vedkender man sig. Skammen skjuler man.
Der er ikke andet for, end at vi kryber til korset og kendes ved os selv. Sært nok, dér møder vi Jesus, Guds omsorgssvigtede søn, som vedkender sig alt mellem himmel og jord. Det største og det mindste; det bedste og det værste.
Bjarne Lenau Henriksen er fængselspræst og tidligere chef for Kirkens Korshær.
