09.06.2016 Thilde Thordahl Andersen
Ida Jessen: "Det her er kontroversielt stof, prøv at se!"
Ida Jessen var i første omgang afvisende overfor tanken om at genfortælle Bibelen. Men hun kunne ikke modstå fristelsen til at dykke ned i grundteksterne og fortolke dem. Resultatet er en børnebibel om Guds samspil med mennesker og om Jesus' vandring mod sin død og opstandelse
Da forfatteren Ida Jessen i sin tid blev spurgt af Bibelselskabet, om hun ville skrive forlagets nye børnebibel, var hendes første tanke "nej." Nej, det kunne hun da ikke. Hun var jo romanforfatter, og dette projekt ville kræve alt for meget tid.
Men så var der alligevel noget, der trak. Ida Jessen har hele sit liv levet mellem præster. Nu var der faktisk en mulighed for selv at dykke ned i de gamle skrifter. Selv fortolke og fortælle dem.
Så Ida Jessen sagde ja til opgaven, og i maj 2016 udkom hendes Bibelhistorier med illustrationer af Hanne Bartholin.
Ida Jessen genfortæller i Bibelhistorier 29 af de mest centrale historier fra Bibelen. Hun har ikke forholdt sig fuldstændig frit til skrifterne.
"Men jeg har rettet min lygte en vej, hvor Gud er hovedpersonen i Det Gamle Testamente, men træder tilbage i Det Nye Testamente på baggrund af de erfaringer, som han har gjort sig. Her overlader han pladsen til sin søn, som kan komme tættere på menneskene end han selv."
I begyndelsen ...
I Ida Jessens genfortælling af Det Gamle Testamente lever Gud i samspil med menneskene. Og han afstedkommer noget, der raser i dem.
"I Det Gamle Testamente kender Gud ikke verden, for han har lige skabt den. Derfor afprøver han den på menneskene. Hvad sker der, hvis man tager imod Abels takkeoffer og ikke Kains? Så opstår der jalousi, som har forfærdelige konsekvenser."
"Når mennesket rammes af noget ondt, spørger det: 'Hvorfor mig?' Og så er svaret fra Gud: 'Ikke, fordi du har fortjent det.'"
Første del af Det Gamle Testamente kulminerer i Ida Jessens genfortælling med historien om Job, hvor Gud indgår et væddemål med Satan. Ifølge forfatteren rummer den historie en særlig morale for mennesker i dag:
"Mens jeg skrev den her historie, tænkte jeg: 'Kom da frem, Gud, hvad er meningen?' Og så stillede han sig frem og sagde: 'Jamen, der er ingen mening.' Når mennesket rammes af noget ondt, spørger det: 'Hvorfor mig?' Og så er svaret fra Gud: 'Ikke, fordi du har fortjent det.'"
Guds søn
Hvor teksterne i Det Gamle Testamente er afrundede historier, kom Ida Jessen i højere grad på prøve, da hun kastede sig over de mere episodiske historier fra Det Nye Testamente.
"Jeg ville fortælle Det Nye Testamente som en roman, hvor hver enkelt begivenhed rækker ud efter den næste. Derfor har jeg taget mig ret til at bytte rundt på nogle af hændelserne, lige som evangelierne gør. Og jeg har sammentænkt fortællingerne om Guds søn, så de alle udgør en del af den lange vandring til Jerusalem," fortæller hun.
Hvis det ikke havde været for Tommy og Annika, havde jeg ikke været lige så glad for Pippi Langstrømpe. På samme måde har Peter været min identifikationsfigur.
Ida Jessen sammenligner Jesus med en prisme. Den kan vendes og drejes, og solen vil finde nye veje at skinne igennem den på.
"Jeg har vendt prismen, som jeg synes, at jeg kan ud fra vores tid og ud fra den person, jeg er."
Særligt Matthæusevangeliet har inspireret hende til at vende prismen. Her kommer skrifterne tæt ind på livet af disciplen Peter, som ender med at fornægte Jesus.
"Hvis det ikke havde været for Tommy og Annika, havde jeg ikke været lige så glad for Pippi Langstrømpe. På samme måde har Peter været min identifikationsfigur. Han stiller de spørgsmål, vi andre også sidder med: 'Hvorfor skal du korsfæstes?' Og det er ikke til at forstå, hverken som voksen eller som barn."
På vandring
I sin genfortælling har Ida Jessen lagt vægt på, at Jesus er på en bestemt vandring. Nemlig mod sin død og opstandelse.
"Det her er fortællingen om en, der vælger sig egen død, om Guds søn, der bliver slået ihjel," siger hun.
Derfor giver Ida Jessen læseren det forhold med fra starten, da Johannes har døbt Jesus. Efter dåben af Guds søn sidder Johannes samme aften ved sit bål og tænker over sit møde med Jesus:
Der lød en sagte klikken på hulens gulv. En græshoppe havde vovet sig frem fra et hjørne af grotten. Johannes blev liggende musestille. Først da den var ud foran ham, jog han en hånd ud. Han fangede den bagfra, så den ikke nåede at opdage det, og stak den på en pind og ristede den over bålet. Den knasede i munden på ham. Bagefter lod han sig falde tilbage i sandet og lå igen musestille. Han tænkte på det, Jesus havde sagt. “Jo, du skal døbe mig,” havde han sagt, “for Gud har brug for menneskene, og det har Guds søn også. Jeg er blevet født af et menneske, jeg skal døbes af et menneske, og snart, når jeg skal dø, vil det blive menneskene, der dræber mig.”
En ny græshoppe vovede sig frem. Johannes så den nærme sig. Den satte i et spring og landede oven på hans bryst, sad der og tronede. Han kunne se ilden spille i dens blanke skjold. Men han lod den sidde.
Dø? Dræbe? Og snart? Hvad havde Jesus ment med det? Og hvor var han blevet af?
Vandringen mod Jerusalem og døden er en motor for Ida Jessens fortælling om Jesus. En anden motor er humoren. For der er altid noget humoristisk at finde i det alment menneskelige, mener hun:
"Tænk bare på historien om søstrene Martha og Maria. Martha knokler løs i køkkenet, hun har bagt omeletter hele morgenen, og nu vasker hun op og op og op, mens Maria bare sidder og taler med Jesus. Martha er misundelig på Maria, der ikke tager ansvar for gæstebuddet, og hun forstår ikke, hvorfor Maria er den af de to, der gør det rette."
Læs også: Hanne Bartholin: "Jeg har gået rundt i Bibelen i to år"
Hvordan ser der ud inde i den største forræder?
Som romanforfatter er Ida Jessen optaget af at gå hele vejen rundt om en sag. Derfor har hun forsøgt at leve sig ind i Judas, som gennem årtusinder er blevet lagt for had, men som måske mest af alt er menneske.
"Hvordan ser der ud inde i den største forræder i verden? Ser han sig selv som forræder, ved han, at han gør det? Bibelen er så rig på nuancer, som jeg gerne vil bringe frem."
Og Ida Jessen ser da også de bibelske tekster som kilde til provokation, fordi de konfronterer os med vores egen menneskelighed.
"Jeg har ønsket at sige: Det her er kontroversielt stof, prøv at se!"
Ida Jessens arbejde med at genfortælle Bibelen har givet hende et mere nuanceret billede af, hvad de gamle skrifter har at sige.
"Da jeg sagde ja, kunne jeg slet ikke vide, hvor spændende det rent faktisk blev."
Ida Jessen
Ida Jessen, født 1964, er cand. mag i litteraturhistorie og massekommunikation. Hun er forfatter til en række noveller og romaner for voksne, senest den anmelderroste En ny tid fra 2015. Hun har endvidere skrevet bøger for både små og store børn, og hun har tidligere arbejdet sammen med illustrator Hanne Bartholin om blandt andet de populære børnebøger om elefantungen Carl.
Ida Jessen har modtaget en række priser, blandt andet De gyldne Laurbær, som hun vandt i 2009, hvor hendes roman Børnene udkom. Ida Jessen er desuden medlem af Det Danske Akademi.
Bibelhistorier
Forfatter: | Ida Jessen |
---|---|
Illustrator: | Hanne Bartholin |
Sidetal: | 320 sider |
Indbinding: | Indbundet |
Forlag: | Bibelselskabet |
Materiale: | Med lærredsryg |
---|---|
Varenummer: | 978-87-7523-777-7 |
Mål: | 19,0 x 29,7 cm. |