Tusmørket har afløst dagens mørkegrå skydække, og gadelygter og julebelysning er allerede tændt. Jeg er på vej hjem gennem byen, da en lang lysstribe pludselig viser sig på himlen. Det ser overjordisk ud. Ved nærmere eftersyn er det skyerne, der er krænget til side, så strålerne fra den nedadgående sol som en flænge er trængt igennem mørket. Det er, som om Vorherre maler ordene fra Johannesprologen på himlen: “Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.”

Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, kom til verden julenat. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Det er dette lys, vores hjertes kompas må rette sig efter, for alt blev til ved ham. Johannesevangeliet er forunderligt nok i samklang med naturvidenskaben her: Lys er liv! Uden lys ingen fotosyntese, og uden fotosyntese intet liv. Derfor er lyset forudsætning for alt liv. 

Menneskers øjne kan lyse af liv og glæde – men lyset i menneskers øjne kan også slukkes. Mange folk vandrer i mørkets land i denne tid, igennem håbløshed, opløsning og oplevelsen af Gudsfravær. Billed- og nyhedsstrømmen er fyldt af mennesker, der bevæger sig mellem ruiner af bygninger uden strøm og vand, oversvømmede eller tørkeramte landskaber. En verden, hvor grådighed og begær driver rovdrift på vores fælles klode – med klimaforandringer, naturkatastrofer og flere flygtninge til følge. Og lige omkring os breder mørket sig også, når vores egne egoer pumper sig op, graver dybe grøfter mellem mennesker og barrikaderer sig i ensom majestæt uden blik for livets sande Herre.

I mørket råder angsten. Lyset og den fred, vi ikke kan skabe selv, kan nogle steder være svære at få øje på. Selvom vi lever i et trygt lille land som Danmark og omringer os med julelys og gaver, så sniger frygten sig også ind på os. Bekymringer for fremtiden – krigen i Europa, klimakrisen og manglende vilje til at slippe vores privilegier – farver sindet som mørke uvejrsskyer på himlen.

Men hvorfor er mørket så ubehageligt? Når lyset forsvinder, kan vi ikke se og orientere os. Manglen på overblik vækker vores fantasier om det, der gemmer sig i mørket, og skruer op for “hvad-nu-hvis”-forestillinger. Evolutionært har mennesker været sårbare i mørket, og usikkerheden aktiverer vores urinstinkt af frygt. Samtidig forbinder mange mørket med svære perioder af deres liv – sygdom, sorg, tab eller ensomhed – så mørket er for de fleste noget negativt.

Men mørket er faktisk godt for noget. Vi har brug for mørket for at kunne hvile. Mørket hjælper kroppen med at frigive hormoner, så den falder til ro, og under søvnen restitueres kroppen. Der er også utallige arter, der lever, jager, bestøver og bedst orienterer sig i mørket; natten er en del af skaberværkets balance. Men vigtigst er nok, at kontrasten gør lyset synligt.

For mange år siden fejrede jeg jul i Australien. Vi tændte lysene på juletræet, mens en kølig brise fra en aircondition holdt varmen ude på en lys og lummer sommeraften. Det var anskuelsesundervisning i, at mørket er forudsætningen for at kunne se og værdsætte lyset. På samme måde kan det også være svært at se og værdsætte lyset, når livet spiller i dur, og alting kører for os. Så fristes vi nemt til at tro, at vi selv styrer verdens gang. Så forsvinder ydmygheden, taknemmeligheden og erkendelsen af, at vi er afhængige af Gud, der af kærlighed til os lod sig føde julenat. 

For sjælelivet kan mørket være en tid til åndelig modning. I den kristne tradition kaldes denne modning for ”sjælens dunkle nat”. Tager man sin tro alvorligt, kan mørket blive en tid, hvor troen prøves og kærligheden renses. Den, der søger Gud, vil erfare, at mødet med Gud i den første fase kan gøre ondt, fordi Gud er så radikalt anderledes. Men det er blot det sande lys, der oplyser mørket i os. For egoet er det en trussel. For det indre menneske, hvis kerne er kærlighed, er det en livsalig glæde. 

For at vi ikke skal gribes af angst, skal hjertets kompas være rettet mod Gud. Ingen afgrund er så dyb, intet bjerg så højt, at det ikke kan blive en vej for Gud. Gud har aldrig forklaret os meningen med lidelse, men har taget den på sig og delt vilkår med os ved at lade sig føde julenat. Natten er blot en etape på vejen, og når det ser allermørkest ud, netop da, kan en stråle af guddommeligt lys trænge igennem og flænge mørket. For lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Glædelig jul.

Marianne Gaarden er biskop i Lolland-Falsters Stift.