Corona-beskyttelse under SAT-7-produktion. Foto: SAT-7
Børnene er særligt udsatte netop nu. Mere end 13 millioner børn og unge i Mellemøsten og Nordafrika går i forvejen ikke i skole, og corona har nu lukket alle skoler. Derfor har SAT-7 valgt at styrke SAT-7 Academy, der sender undervisningsprogrammer til børn og unge, særligt i flygtningelejre. Foto: SAT-7

05.05.2020 Thomas Godsk Larsen

I Mellemøsten holder de vejret

Kurt Johansen, generalsekretær i SAT-7, fortæller om den vigtige oplysningsopgave, kanalen har påtaget sig i den aktuelle situation.

I store dele af Mellemøsten og Nordafrika trodser millioner af mennesker hver dag de strenge udgangsforbud, for kommer de ikke ud, får de ikke noget at spise. Resten af tiden sidder de hjemme, angste og usikre på, hvad denne nye virus, corona, vil bringe. Informationsniveauet er lavt i mange af landene, og tilliden til myndighederne er lav.

Folk søger et lys i mørket

”Situationen er meget alvorlig, og alle holder vejret. Tænk på befolkningstætheden i en by som Cairo, på den dårlige hygiejne, manglende adgang til værnemidler og et elendigt sygehusvæsen mange steder. Og tænk ikke mindst på, hvad et coronaudbrud i de enorme flygtningelejre vil betyde,” fortæller Kurt Johansen.

Mulighederne for at producere tv for den kristne tv-station SAT-7 er tilsvarende begrænset. Man har valgt at prioritere at sende liveprogrammer og børneprogrammer, og så løber der også en del genudsendelser over skærmen:  ”Vi kan se, at vi har flere seere end nogensinde. Midt i denne enormt vanskelige periode søger folk svar, et lys i mørket.”

"Ideen til skole-tv på SAT-7 blev faktisk undfanget af Det Danske Bibelselskab", Kurt Johansen. Foto: SAT-7
Kurt Johansen, generalsekretær i SAT-7.

”Corona er ikke Guds straf”

Kurt Johansen fortæller, at SAT-7’s formål er det samme, som det hele tiden har været: at sende kristen tv i en muslimsk domineret del af verden; tv, der giver evangeliet om Jesus Kristus videre og samtidig giver mennesker håb om sociale forandringer igennem programmer om religions- frihed og kvinderettigheder:

”Lige nu er der mere brug for os end nogensinde. Vi formidler Bibelens budskab og fortæller, at corona ikke er Guds straf, men at Gud elsker os og er med os dér, hvor det ser allermørkest ud. Derudover sender vi løbende en række indslag om, hvordan man undgår corona – også målrettet børnene. Dén meget vigtige oplysningsopgave har SAT-7 påtaget sig i den aktuelle situation,” fortæller Kurt Johansen.

Lige nu er der mere brug for os end nogensinde. Vi formidler Bibelens budskab og fortæller, at corona ikke er Guds straf, men at Gud elsker os og er med os dér, hvor det ser allermørkest ud.

Skole-tv til 50 millioner husstande

Børnene er særligt udsatte netop nu. Mere end 13 millioner børn og unge i Mellemøsten og Nordafrika går i forvejen ikke i skole, og corona har nu lukket alle skoler. Derfor har SAT-7 valgt at styrke SAT-7 Academy, der siden 2015 har sendt undervisningsprogrammer til børn og unge, særligt i flygtningelejre:

”Med mere end 50 millioner husstande i Mellemøsten og Nordafrika med satellitadgang, kan SAT-7 Academy ændre livet for millioner af børn, der sidder derhjemme nu med deres familier. Vores My School-programmer lærer børnene at læse, skrive og regne. Og så er der selvfølgelig oplysning om, hvordan man undgår coronasmitte,” fortæller Kurt Johansen, der også beretter om positive tilbagemeldinger fra voksne i familierne, der kigger med.

Ingen børn og unge i studiet

For at undgå spredning af COVID-19 har SAT-7 ikke, som normalt, børn og unge i studiet, når der optages. Men, fortæller Kurt Johansen, ”folk, der laver tv, er ofte kreative mennesker, og det er utroligt, hvad der kan lade sig gøre med en netforbindelse, et lille kamera og et redigeringsprogram.”

Også voksenprogrammerne kommer vidt omkring, fortæller han videre:  ”Vi sender liveprogrammer 3-4 gange om dagen, hvor vi taler via videoopkald med psykologer, læger og præster i ethvert hjørne af Mellemøsten og Nordafrika. Det betyder også, at vi når flere kristne, der p.t. er afskåret fra at være sammen med andre kristne og komme i en kirke.”

Vi sender liveprogrammer 3-4 gange om dagen, hvor vi taler via videoopkald med psykologer, læger og præster i ethvert hjørne af Mellemøsten og Nordafrika.

Kristne er fortsat udsatte

Situationen for kristne i området er uændret, fortæller Kurt Johansen. Det betyder, at de, som minoritet, fortsat er udsatte. Men man kan frygte, at forholdene forværres:

”I enhver krise er minoriteter i en sårbar situation. Der kan udvikle sig konspirationsteorier, og der kan udpeges syndebukke, når eller hvis situationen eskalerer. Det følger vi tæt. Derudover sidder mange kristne konvertitter i fængsel, alene, fordi de er kristne, og mange kristne i Mellemøsten og Nordafrika lever i forvejen en marginaliseret tilværelse. Vi må ikke glemme dem, heller ikke herhjemme,” siger Kurt Johansen.

Vil du støtte SAT-7’s arbejde med at sende kristen tv i Mellemøsten og Nordafrika?

SAT-7-logo

SAT-7

  • Er den første, ældste og største kristne tv-kanal i

    Mellemøsten og Nordafrika.
  • Kan i dag ses via satellit i 25 lande i Mellemøsten og Nordafrika. Kan ses online i hele verden.
  • Har over 25 millioner seere, og sender 365 dage om året.

Læs mere om SAT-7