Hvor eller hvornår læser du i Bibelen?

Jeg har især læst i Bibelen, når jeg har læst op for mine børn af Synne Garffs gendigtning af Bibelen, De Mindstes Bibel. Det er efterhånden nogle år siden, da mine børn var lidt yngre. Ellers læser jeg en del i Bibelen af faglig interesse, fordi jeg på det seneste er begyndt at interessere mig meget for begrebet ånd, og der er Paulus helt uomgængelig. Derudover læser jeg ikke i Bibelen. Jeg er vokset op i en klassisk grundtvigsk familie på en højskole – med en mor, der var vokset op med en valgmenighedspræst som far, og en far, der var rundet af et Venstre-landbomiljø på Mors, og begge bar kristendommen med sig som et selvfølgeligt fundament. Men jeg var ret gammel, før det gik op for mig, at jeg havde fået kristendommen ind på en indirekte og implicit måde. Der blev ikke læst i børnebibel eller den slags. Men kristendommen lå som et grundlag, der også kom ind via Grundtvigs tanker og Højskolesangbogen. I forhold til mine egne børn har det været vigtigt for mig, at de forstår, hvorfra de kommer; jeg har forsøgt at give dem en pælerod både i geografisk, åndelig og national forstand. Jeg tror, at det er grundlæggende godt, at man har sin rod et sted. Så kan man selv vælge, om man vil hive den rod op, men den må være slået i jorden et sted, og det er godt, at man ved hvor.

Hvem er din favoritperson fra Bibelen?

Det må være Paulus. Jeg synes simpelthen, at historien om ham og hans omvendelse er så fascinerende og vild. At han – ifølge legenden – bliver omvendt på vejen til Damaskus og indser, at det, som det har været hans mål i livet at bekæmpe, i virkeligheden er sandheden. At hans livsvalg har været etisk forkert, og at han skal gå en fuldstændig ny vej. Det er det, vi i dag vil kalde en dyb eksistentiel livskrise. Og så gør han det – med en dedikation, man næsten ikke kan forstå. Han lever jo i forestillingen om, at Jesus vil vende tilbage, ikke på et eller andet tidspunkt langt ude i fremtiden, men om et år eller en måned eller om endnu kortere tid. Men det sker ikke. Og hvad gør det ved et menneske at skulle forholde sig til det? Hvordan finder man trøst og mening? Hans livshistorie er både troshistorie og en historie om det at være til. Troels Engberg-Pedersen, som er en internationalt førende Paulus-forsker, har skrevet en bog om Paulus, som har hjulpet mig til at forstå Paulus som figur og at forstå hans tekster. Det er for eksempel først for nylig gået op for mig, at når Paulus taler om ånd, opfatter han det ikke som noget flyvsk og æterisk, men som en fysisk realitet i ens krop. Det er jeg stadig i gang med at forstå.

Hvad er dit yndlingsvers eller -skrift?

Min yndlingspassage er korsfæstelsen. Jeg har naturligvis kendt til den, siden jeg var lille; det er jo kernestof i den kristne fortælling. Men der skete en lille metamorfose med mig og min forståelse af korsfæstelsens betydning for ret få år siden, da jeg læste Synne Garffs gendigtning af Bibelen for børn for mine egne børn. Mens jeg læste hendes beskrivelse af korsfæstelsesscenen, begyndte jeg at græde, fordi jeg ligesom for første gang mærkede smerten i historien. Ikke mindst det, at Jesus på korset er opfyldt af tvivl. Han spørger jo Gud ’hvorfor har du forladt mig?’. At dø i så dyb tvivl er en skræmmende tanke. Men også det, der fører frem til korsfæstelsen, er jo grufuldt – den ondskab og rædsel, som hele historien rummer, er barsk at forholde sig til. Samtidig er det en nødvendig fortælling at forholde sig til, for livet rummer ondskab og rædsel, og vi må forstå, at det er størrelser, vi må kæmpe med i os selv og i verden. 

Hvorfor skal vi læse i Bibelen?

Af to grunde. Den historiske og sekulære grund er, at Bibelen er historie på linje med alt mulig andet historie. Den er en fundamental del af vores kultur og den måde, vi tænker på. Så selvfølgelig skal vi kende til Bibelens historier, ligesom vi kender til Romerriget. Vi skal kende historien, så vi ikke ender med at løbe rundt i verden som blinde høner i et konstant nu. Den eksistentielle grund til, at vi skal læse i Bibelen, er, at vi dér kan finde ord og sprog for alt det, vi ikke kan få vished for. Alt det, der ikke findes svar på. Hvorfor er vi her? Hvad er godt, og hvad er ondt? Hvad vil det sige at være til? Hvad er tilgivelse og ansvar? Alle de store eksistentielle spørgsmål, som menneskeheden altid har bokset med, kan vi finde sprog for i Bibelen. Gennem Bibelens fortællinger kan vi få adgang til det, der ligger bag vores almindelig madpakkehverdag.

Hvilken fortælling vil du anbefale til en ny bibellæser?

Påskens budskab og teksterne, der leder op til korsfæstelsen, er de centrale for mig. Men de er også lidt hardcore, og at begynde med dem ville næsten være som at begynde med nadveren, første gang man træder ind i kirken eller går til gudstjeneste. Det ville ikke være en god ide, tror jeg. Så jeg vil nok i stedet sige, at man skal begynde med begyndelsen på fortællingen om Jesus – altså juleevangeliet. Begynder man dér, får man også en kronologi og en dramaturgi forærende, som alle gribende fortællinger jo skal have, og som historien om Jesus i den grad har.