Hvor eller hvornår læser du i Bibelen? 

Indtil jeg begyndte på teologiuddannelsen, havde jeg ikke læst meget i Bibelen, men havde primært fået den formidlet mundtligt, især i forbindelse med kirkegang og til FDF, da jeg var barn. Men det er fantastisk spændende at gå i dybden med Bibelen selv. På Pastoralseminariet har vi fået til opgave at skrive den evangelietekst, vi skal prædike over, langsomt af med en tyk tømrerblyant og sætte streg under de ord, der taler særligt til os. Når man skriver sådan, får man nærmest ordene taktilt ind i kroppen, og jeg har oplevet at få øje på detaljer og aspekter, som jeg ikke har bemærket tidligere. Jeg har netop arbejdet med beretningen om Jesu besøg hos Martha og Maria, og Martha-figuren stod meget tydeligt for mig. Jeg kunne se mig selv i hendes stress og bekymringer og hendes ideer om alt det, der skal nås, før tingene er, som de skal være, og man kan slappe af.

Hvem er din favoritperson fra Bibelen?

Jeg kunne sige Martha, men det må blive Jesus, for ham bliver jeg aldrig færdig med. I forbindelse med mit studie er jeg blevet opmærksom på, hvor enormt mange Jesusbilleder, der findes i Bibelen, og jeg er blevet bevidst om, at det er nogle bestemte Jesusbilleder, jeg har haft med mig. Jeg husker som barn at møde den lidende Jesus på korset som det første, når vi trådte ind i middelalder-landsbykirken i den by, hvor jeg er vokset op. Derudover var det nok især den fromme hyrdefigur på glansbilleder og den hvide, glatte Jesusfigur i Thorvaldsens Kristusstatue i Vor Frue Kirke i København, der satte aftryk i mig. Men når man læser Bibelen, får man øje på, at Jesus også er alt muligt andet. Han er fodvaskende, tegnende, vred og grædende. Han er politisk revolutionær. Mirakelmager. Han er en del af en vennekreds og en, der slår sig ned hos Martha og Maria og tager sig god tid til samvær og samtale. Han er ofte gæst men også vært. 

Hvad er dit yndlingsvers eller -skrift?

Det må være denne sentens fra Første Korintherbrev: ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.” (Første Korintherbrev 13,12). Jeg fik øje på det i konfirmationsalderen og følte mig genkendt og set, og siden er jeg vendt tilbage til det igen og igen. Jeg føler mig genkendt midt i livets kompleksitet – i min erfaring af, at tilværelsen er en gåde, der ikke går op. Der er noget, vi aldrig får greb om, men alligevel bliver vi ved med at prøve. Det er, som om der er en kraft, der maner til en konstant søgen og længsel efter et svar – og det er en trøst hos Paulus at finde ord for denne erfaring af at leve i gåden. Kristendommen er ikke nem, men netop derfor meget stimulerende. Det er en del af velsignelsen ved kristendommen, at man virkelig bliver taget om hjertet og i tanken, sådan som her hos Paulus. 

Hvorfor skal vi læse i Bibelen?

Fordi der er uendelige dybder i den, som kan kaste lys over vores eksistens. Alene Bibelens mange billeder af Jesus og alle de mennesker, han interagerer med, er en uudtømmelig kilde. Når man, som jeg, overvejer at blive præst på et tidspunkt, giver Bibelen mandat til at tale om kærlighedens magt i verden og frihed til at tale om troen og om medmenneskelighed. Jesus, som han beskrives i Bibelen, er det centrum, som alt dette springer ud af.

Hvilken fortælling vil du anbefale til en ny bibellæser?

Enten Prædikerens Bog fra Det Gamle Testamente, som rummer en masse eksistensfilosofisk visdom. Eller nogle af Paulus’ breve, for eksempel Romerbrevet, hvor vi finder sentensen om, at ”det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. Her mødes vi i den kompleksitet, som menneskelivet rummer, og kan forhåbentlig føle os genkendt.

Se video med Marianne Søgaard, der synger adventssalmen Hold håbet op

Melodi: Marianne Søgaard. Tekst: Dy Plambeck.