To tekstrækker

En tekstrække er den række af tekster, man skal læse og prædike over hver eneste søndag og helligdag året igennem. Der findes to tekstrækker. Den første bruger man i de ulige år; den anden bruger man i de lige år. Der er dog en undtagelse i adventstiden. Det skyldes, at kirkeåret begynder 1. søndag i advent og ikke nytårsdag. Så i adventstiden bruger man i de ulige år anden tekstrække og i de lige år første tekstrække.

Hvem har valgt tekstrækkerne?

Første tekstrække blev til i den tidlige kristne kirke, hvor der hurtigt opstod en praksis for, hvad man læste til årets højtider og mærkedage – jul, påske og pinse. 

Men udover disse kendte højtider havde man i den tidlige kristne kirke andre mærkedage. Og ikke mindst en praksis for på hvilke søndage man holdt dåb af nye kristne (oftest voksne). Det er formentligt især det, der har bestemt, hvilke tekster man læste hvornår. Søndagene op til en sådan dåbssøndag blev nemlig brugt som forberedelse og oplæring af de kommende kristne. Det gjorde man bl.a. ved til gudstjenesten at læse bibeltekster, der på forskellig måde kunne indføre i kristendommens vigtigste trosspørgsmål. 

Man begyndte helligtrekongersdag, 6. januar, med fejringen af Jesus’ dåb i Jordanfloden. Herefter fulgte påsken og pinsen som de to store dåbstidspunkter. Teksterne fra pinse hen over sommeren og efteråret (trinitatis-tiden) synes især at være bestemt af de helgener, man fejrede de pågældende søndage. Mens advents-, jule- og nytårstidens tekster naturligt nok fortæller om Jesus’ fødsel, optakten og forberedelsen dertil (advent) og tiden umiddelbart efter med bl.a. flugten fra Ægypten. 

Også de vanskelige tekster

Anden tekstrække er ikke ret gammel. Den blev autoriseret i 1885, fordi man syntes, der var for mange bibeltekster, man aldrig fik læst og brugt, når man kun havde én tekstrække.

I forbindelse med den nye autoriserede bibeloversættelse i 1992 foretog man inden for Folkekirken en revision af tekstrækkelæsningerne. På den måde fik man tekster fra Det Gamle Testamente med som en fast del af gudstjenestens tekstlæsninger.

Hvorfor stadig tekstrækker?

For det første sikrer man sig, at præster ikke nøjes med at vælge de bibeltekster, som de synes særligt godt om. Eller sagt med andre ord: Gennem tekstrækkerne kommer man rundt i store dele af Bibelen og må forholde sig til og prædike over tekster, man måske synes er vanskeligere end andre.

Men der kan også være en anden grund til, at man holder fast ved tekstrækkerne. For igennem dem følger og ledes man gennem årets højtider og mærkedage. Til jul læser man om Jesus’ fødsel; til påske om hans død og opstandelse; til pinse om hvordan Helligånden kommer over disciplene 50 dage efter opstandelsen og gør dem brændende og levende – og så fremdeles.

Tekstrækkerne gør os samtidige med Jesus

Det betyder, at man på sin vis bliver samtidig med Jesus ved at følge ham fra fødselen; over barndom, dåb, hans opgør med Djævelen, hans fremtræden og forkyndelse af Gud; hans undere, hans udvælgelse af disciple, hans sidste måltid med disciplene; hans død og opstandelse fra de døde, hans himmelfart. Siden bliver man samtidig med disciplene, da Helligånden kommer, og man går ind i den tid, hvor man lever som kristne. Så går året på hæld, og med det går verden på hæld. Ja, verden går under den sidste søndag i kirkeåret. Men første søndag i advent indvarsles en ny tid: Jesus kommer, og man får som mennesker og som verden en ny begyndelse.

Denne mulighed for at blive samtidig med de vigtigste begivenheder i Jesus’ liv og de første kristnes liv kan være en dybere begrundelse for, at man også i dag holder fast ved de to tekstrækker.