30.11.2018 Af Thomas Godsk Larsen, idéhistoriker og stud.theol.
Vær velkommen kirkeår
I søndags sluttede kirkeåret, og med 1. søndag i advent begynder et nyt. Men hvorfor har den kirkelige kalender sit eget ”nytår”, og hvad er et kirkeår? Få svaret her.
Første søndag i advent er en festdag, som markerer begyndelsen på et nyt kirkeår. Den falder altid en søndag mellem den 27. november og den 3. december, den fjerde søndag før juleaften – i år den 2. december.
I søndags, kirkeårets sidste søndag, var temaet dommen; den dag, hvor Gud griber ind til sidst i menneskeslægtens historie som dommer og frelser. På søndag synger vi så Grundtvigs salme: ’Vær velkommen Herrens år!’, hvor fortællingen begynder på ny. I salmen smelter dagens rytme sammen med kirkeåret: Festen begynder ’julenat’, fortsætter ’påskemorgen’ og kulminerer ’pinsedag’. Sidste vers omfavnes hele kirkeåret:
’Herrens år med Guds velbehag / nu bringer os glæde hver Herrens dag!’
Læs søndagens tekster til 1. søndag i advent
Advent sparker kirkeåret i gang
I den danske folkekirke begynder kirkeåret med adventstiden, som er optakten til Jesus’ fødsel. I januar følger helligtrekonger-tiden. Dernæst følger fasten, der kulminerer med påsken, og endelig kommer pinsen.
Resten af kirkeåret kalder vi trinitatis-tiden, som afbrydes af en enkelt helligdag, som har sin helt egen karakter, nemlig første søndag i november, allehelgen, som efter gammel kirkelig tradition er mindedag for vores døde. Selv om trinitatis-tiden er uden de store fester, behøver den ikke at være uden fest og farver. Det oplever vi blandt andet til de mange festlige og farverige høstgudstjenester rundt omkring i landet.
Hver søndag sin tekst
Idéen med kirkeåret er at fortælle hele Jesus’ historie fra advent til advent. Når året er gået, er historien om Jesus fortalt færdig.
I løbet af kirkeåret er der cirka 60 søndage og helligdage, som hver har sit eget navn, der passer til, hvilken tid på kirkeåret den ligger. Til hver søndag er der valgt bestemte tekster fra Bibelen, som præsten skal prædike over. Teksterne blev lagt fast af de tidligste menigheder, så man hvert år læste det samme til jul, påske og pinse. Efterhånden som tiden gik, blev der sat flere og flere faste læsninger på, og nu er der tekster til alle dage i kirkeåret.
I den danske folkekirke skifter teksterne hvert andet år. I de ulige kalenderår læses der efter 1. tekstrække og i de lige kalenderår læses der efter 2. tekstrække.
Læs artikel om folkekirkens tekstrækker i løbet af kirkeåret
Kirkens festcyklus går tilbage til oldkirken
Kirkeåret er opbygget efter en såkaldt festcyklus omkring jul, påske og pinse, som fandt sin første form allerede i det 3. århundrede. Påskefesten – festen for Jesu lidelse, død og opstandelse – var den første og vigtigste fest, og siden hen kom fejringen af Kristi fødsel.
Alle kristne kirker følger i dag kirkeåret, men der er små variationer fra land til land og fra kirke til kirke.
Juledag var nytårsdag
Historisk har tidspunktet for nytår også varieret. Det, man kalder den borgerlige nytårsdag, altså 1. januar, blev først indført i Danmark ved en kalenderreform i 1575. Indtil da regnede man almindeligvis juledag for at være årets første dag, for når tidsregningen rettede sig efter Kristi fødselsdag, burde årets første dag også være juledag, mente man. I øvrigt en holdning, som deltes af reformatoren Martin Luther.
De pavelige myndigheder tilsluttede sig i 1622, at året begyndte den 1. januar – indtil da havde lande under pavelig indflydelse almindeligvis fejret nytår på Mariæ Bebudelsesdag den 25. marts.
