Henrik Højlund er kendt som en præst, der gerne debatterer sin tro og holdninger i offentligheden, og som han fortæller i sin nye bog, Jeg tror, du er her, er han ud af en familie, hvor man ikke putter med troen på Gud. Alligevel rammes han selv ofte af blufærdighed om tro. Hvorfor?

Bøn i lufthavnen

Hans nye bog starter i Københavns Lufthavns afgangshal. Henrik Højlund og hans kone er på vej til Etiopien. Pludselig hører de deres datter råbe efter dem. Hun og kæresten er kørt fra Jylland – hun vil gerne bede en bøn for dem inden afrejsen.

Der er en blufærdighed i situationen, fortæller Henrik. De tager hinanden i hånden, og datteren beder en kort bøn:

”Det føles godt og som noget, der skulle være sket for længst og mange gange.”

Kristendom på sidesporet

Henrik Højlunds nye bog har undertitlen At slippe blufærdigheden og vove troen. Gennem oplevelser fra sit eget liv og refleksioner over det samfund, vi lever i, giver han et bud på, hvordan vi får et mere frimodigt forhold til troen – og hvorfor vi i grunden er så blufærdige:

”Der er mange svar på vores blufærdighed om tro. Måske det er vores nordic noir-gemyt. Men en væsentlig grund er også, at troen og kristendommen som fælles fortælling for det danske folk slet og ret har svære vilkår i dag. Kristendommen er gradvist, siden sekulariseringens ankomst fra slutningen af 1800-tallet, blevet skubbet ud på et sidespor i det offentlige liv, og vi har fået denne her skarpe opdeling mellem offentlig og privat, mellem verdsligt og religiøst. Samtidig har trosfundamentalisme og terrorisme måske givet mange en større mistro over for religion – for hvor langt er der egentlig fra bønner til bomber?”

Gud er her, der og allevegne

For Henrik Højlund stiller den skarpe opdeling mellem offentlig og privat sig i vejen for, hvordan vi lever med troen på Gud som en forudsætning for alt:

”Som kristen er min tro på Gud fundamentet for, hvordan jeg forstår og møder verden. Den er udgangspunktet for alt. Gud er her som en kraft, der griber ind i mit – vores – liv, som en relation mellem Gud og menneske, en ressource i det liv, vi lever med hinanden. Den har slet ikke nok i at blive hengemt til de private gemakker, til en ’Gudsskuffe’, vi kan trække ud engang imellem – og lukke i igen.”

Tag et stykke Etiopien med til Danmark

Efter bønnen i Københavns Lufthavn kommer Henrik Højlund og hans kone til Etiopien, hvor de i perioder af en til to måneder de følgende tre år skal undervise på et lille præsteseminarium i byen Asella:

”Mens en synlig bøn i en lufthavn måske falder uden for normalen i det folkekirkelige, lutherske Danmark, får vi hurtigt en klar fornemmelse af, at det ville falde fint ind i det lutherske Etiopien. For etiopierne griber til bøn i enhver situation og overalt. Der er ingen blufærdighed i det. Et måltid på restaurant blev gerne indledt med en takkebøn for måltidet og for de tilstedeværende. Gud tænktes med i alt. Ikke som noget påklistret, noget demonstrativt, men som det selvfølgeligste. Jeg blev grebet af denne umiddelbarhed i forholdet til Gud. Guds nærvær tages hele tiden for givet. Gud er den, hvorudfra alt andet må ses. Det var en enorm inspiration for mig – og det kan inspirere os alle.”

Vov troen!

For mange danskere kan det med Gud imidlertid føles langt væk. I sit arbejde som præst møder Henrik Højlund ofte mennesker, der ønsker sig at kunne tro, men ikke ved, hvordan:

”I bogen taler jeg om at vove troen. At vi ikke skal tro, Gud er langt væk, eller at vi først skal kunne forstå med vores fornuft, hvad Gud er. Hvis du ønsker at tro på Gud, så prøv en chance på, at Gud faktisk er der. Tal til ham. Bed. Prøv at løbe an på, at Gud er til stede midt i det liv, du lever. Kast dig ud, som Kierkegaard skriver, på de 70.000 favne og se, hvad der sker. For det spektakulære kan ligge lige om hjørnet i det almindelige.”