Adam og Eva lever i Paradisets Have indtil de forbryder sig mod Guds vilje. Maleri af Lucas Cranach den ældre.
På kurset vil deltagerne blive introduceret og guidet igennem udvalgte temaer i Bibelen. Blandt andet vil der være fokus på mad og identitet. Maleri af Lucas Cranach den ældre. Kilde: Wikimedia Commons.

12.11.2019 Bibelselskabet

Forfatterkursus går i kødet på Bibelen

"Gå i kødet på Bibelen" er et kursus for forfattere, som vil dybere ned i Bibelen som tekst. Kurset udbydes i et samarbejde mellem blandt andre Bibelselskabet og Dansk Forfatterforening

Der står ikke noget om et æble. Frugt, men ikke æble. Der står heller ikke noget om tre vise mænd. Der er bare et tilfældigt antal. Og der står intet om et ’intet’. Verden skabes derfor måske i virkeligheden ud af kaos eller uorden?

Kurset ’Gå i Kødet på Bibelen’ dykker ned i Bibelen for at finde ud af, hvad der egentlig står. Samtidig giver kurset et indblik i, hvordan Bibelen er blevet til som tekstsamling, hvilke kulturer teksterne er opstået i og hvilke kilder, der går forud. De forskellige forfattere, stemmer, sociokulturelle strategier og teologier, som taler med og mod hinanden i den bibelske tekstsamling, bliver diskuteret, og en række temaer, som går på tværs i flere af teksterne, vil blive undersøgt – herunder temaer som ’mad og identitet’ og ’børneofringer’. En del af kurset vil også kigge nærmere på de sproglige overvejelser i forhold til spørgsmålet om oversættelse af Bibelen til dansk.

Fokus på kurset er således ikke så meget på Bibelens receptionshistorie i fx kunst og litteratur som ’Bibelen selv’. Kurset henvender sig til forfattere og kunstnere, der ønsker at arbejde med Bibelen som kulturel kilde bag om receptionshistorien. Formen varierer mellem forelæsninger og tematiske tekstlæsninger og diskussioner.

Kursusdatoer

19.-20. marts + 16.-17. april 2021, alle dage kl. 10.30-16.30 (sidste dag afsluttende med et glas vin).

Undervisere

  • Professor Hans-Jørgen Lundager Jensen
  • Lektor Jesper Tang Nielsen
  • Professor Anne Katrine de Hemmer Gudme
  • Lektor Gitte Buch Hansen
  • Lektor Martin Gustaf Ehrensvärd
  • Forfatter Pablo Llambías
  • M.fl.

Materiale

Bibelen på dansk, som Bibelselskabet sponsorerer til deltagerne.

Tilmelding

Tilmelding inklusive en begrundet ansøgning med værkliste sendes til kursus@danskforfatterforening.dk senest den 11. februar 2021. Med en begrundet ansøgning forstås en kortere beskrivelse af dit professionelle virke, hvad du arbejder på lige nu, hvorfor netop dette kursus har din interesse, og hvad du regner med at få ud af kurset.

Deltagerantal og pris

20 deltagere. Kr. 450,- som dækker frokost og kaffe/the + kage alle fire dage.

Kurset arrangeres af Grundtvig-Akademiet og Bibelselskabet i samarbejde med Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere

Sted: Vartov, Farvergade 27, 1463 København K