Fem bibeltekster om taknemmelighed

1. Taknemmelighed og forventning

Salme 145, vers 10 + 14-16: Alle dine skabninger, Herre, takker dig,dine fromme priser dig…Herren støtter alle, der falder,og rejser alle de nedbøjede. Alles øjne er rettet mod dig,og du giver dem deres føde i rette tid.Du åbner din håndog mætter alle skabninger med det, de ønsker.

Når uheldet er ude, kan vi finde på at sige Tak skæbne! Men skæbnen er blind. Når vi beskæftiger os med fremtiden, retter vi vore øjne mod økonomien. Så bliver vi bekymrede. Teksten retter forventningsfulde øjne mod Gud. Sætningen Alles øjne er rettet mod dig udtrykker en tillidsfuld forventning til fremtiden, fordi den kommer til os som Guds åbne hånd og mætter os med det, vi ønsker.

2. Taknemmelighed og ubekymrethed

Markusevangeliet kapitel 4, vers 26-32: Og han sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan.  Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.« Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«

Vi tror ofte, at vi skal sørge for alting selv og følge det hele til dørs. Og vi tror sjældent på, at vi slår til. Skal vi tro teksten, er der imidlertid et skjult vækstlag i tilværelsen, som lige så lidt har brug for vores foretagsomhed, som en mark har brug for, at landmanden går og trækker i spirerne om natten. I dette uudgrundelige vækstlag gror selv det mindste frø af sig selv frem til større betydning for andre, end vi havde nogen anelse om. Gør, hvad du kan – og se tiden an. Og glæd dig over, at Gud er på færde i det, du gør.

3. Taknemmelighed og sindets forvandling

Filipperbrevet kapitel 4, vers 4-7: Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak.  Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.

Bekymring er det modsatte af taknemmelighed. Teksten opfordrer os til at bringe bekymringerne frem for Gud og få dem "vekslet" til glæde.  Skal vi tro teksten, gør taknemmeligheden os milde.  Det handler vist ikke så meget om at blive bedre mennesker, som det handler om at få rettet vore øjne mod Gud, så glæden over hans åbne hånd overrumpler os. Der er intet som taknemmeligheden, der kan fjerne afstandene imellem os. Der er intet som glæden, der kan gøre os storsindede, så vi gavmildt åbner hænderne overfor hinanden.

4. Taknemmelighed og livets storhed

Første Thessalonikerbrev kapitel 5, vers 16-18: Vær altid glade, bed uophørligt, sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.

Husk at sige tak! Ikke for at opføre os dannet, men for ikke at gøre livet småt og os selv mindre. Uden tak reducerer vi alting til selvfølgeligheder. Der er ikke langt fra det selvfølgelige til det ligegyldige – og det ligegyldige behandler vi efter eget forgodtbefindende. Uden taknemmelighed bliver tilværelsen glædesløs, flad og kynisk. Tæl dine gaver: Kroppen, føden, vennerne, fuglesangen, musikken, din elskede – at du overhovedet kan trække vejret frit. Og husk så at sige Gud tak!

5. Taknemmelighed og evighed

Peters Første Brev kapitel 1, vers 3: Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde

Taknemmeligheden for det levende håb ved Jesu Kristi opstandelse omkranser hele vort liv. Det udtales både ved døbefonten og ved kisten, og i begge tilfælde gælder det for personer, der ikke – endnu eller mere – selv er bevidste om det. Nogle gange får det levende håb os til alligevel at rejse os op, selvom vi ikke har kræfterne til det eller til igen at vinde fodfæste efter fald og nedbøjethed. Andre gange betyder det, at vi knugede af sorg bærer vore døde ind i kirken og takker Gud for håbet om, at han aldrig slipper os.

Steffen Ringgaard Andresen er sognepræst ved Københavns Domkirke.