Er Lars Muhls fadervor oversættelse eller gendigtning?

Kære brevkasse

Jeg kunne godt tænke mig en sproglig (og teologisk?) kommentar til Lars Muhls nyoversættelse (fra aramæisk, så vidt jeg har forstået) af Fadervor. Jeg hørte et interview i radioen med ham. Mener, at det var i programmet Tidsånd, at han blev interviewet, men husker det ikke præcist.

Her er oversættelsen (eller skal jeg sige gendigtningen?):

Fader vor 

Himmelske ophav

du som er overalt

Helliget være dit navn

Komme dit rige

Ske din vilje her og nu 

og i al evighed

Fyld os med din nådes kraft

og løs os af de bånd vi binder os selv og hinanden med

Led os ud af fristelsen 

Befri os fra os selv 

og giv os styrke til at være ét med dig

Lær os tilgivelsens sande kraft at kende

og lad vores fremtidige handlinger vokse frem af dette hellige øjeblik

Amen

 Af sproglige grunde finder jeg formuleringen "Lær os tilgivelsens sande kraft at kende" uhensigtsmæssig; ville foreslå: "Lad os lære tilgivelsens sande kraft at kende".

I samme udsendelse kommenterede Lars Muhl nogle centrale kristne begreber (igen - efter sigende - med udgangspunkt i det aramæiske sprog) 

• begrebet synd: en fejl at ramme ved siden af målet (at fejle som når bueskytten ikke rammer målet) - løsningen: at bueskytten går nærmere, at være nærværende er løsningen
• begrebet helvede/Gehenna: Gehenna var en dal lidt uden for Jerusalem, “helvede” er at være nede i dalen, at være ved siden af sig selv

På forhånd tak for svaret!

Venlig hilsen

Inger Jacobsen

**************************************



Kære Inger

Tak for dine spørgsmål. I kraft af mit arbejde med oversættelse og med aramæisk bliver jeg af og til spurgt om Lars Muhls og andres tanker om, hvad Jesus egentlig mente med fadervor, og med hvad han ellers sagde. Jesu modersmål var med stor sikkerhed jødisk palæstinensisk aramæisk, men eftersom hans ord i Det Nye Testamente er overleveret på græsk, er der gået noget tabt i oversættelsen, og endvidere i oversættelsen til dansk.

Lad mig sige med det samme, at Lars Muhl har lavet en smuk gendigtning af fadervor, så bønnen passer godt ind i den åndelige og terapeutiske tidsånd. Men det er en gendigtning, der passer til nuværende ideer og tankemåde, ikke et realistisk bud på, hvordan Jesu jødisk palæstinensisk aramæiske ord blev forstået af hans tilhørere. Aramæisk er ikke et mere spirituelt sprog end så mange andre naturlige sprog. Jeg anfægter ikke, at Lars Muhl kan have et godt kendskab til denne aramæiske dialekt (og jeg håber, at det er denne dialekt han har studeret, fremfor den lidt mere fjerntliggende syriske dialekt, som nogle af hans ligesindede har brugt i samme ærinde). Men hvis han brugte sin aramæiske ordbog lidt mere og sin spirituelle intuition lidt mindre, ville han ende med en ordlyd, der ikke er meget anderledes end vores velkendte fadervor.

Lars Muhls misforståelse er forståelig og oplagt, og han er ikke den første, der har forsøgt sig med at oversætte eksotiske sprog med henvisning til eksotiske, bagvedliggende ideer. Lad mig forklare, hvordan misforståelsen kan opstå: Man hører, at et af ordene for at synde på aramæisk (ligesom på både hebraisk og græsk), kommer fra en rod, der har betydet at ramme ved siden af målet (og man overser, at der på hebraisk og aramæisk findes adskillige forskellige ord for synd, hvis etymologi indeholder temmelig forskellige ideer, såsom oprør og fordrejelse). Så tænker man intuitivt, at konceptet synd har været forstået anderledes på aramæisk. Lars Muhl skriver endda på sin hjemmeside, at der ikke findes noget ord for synd på aramæisk, blot et ord for at ramme ved siden af. Det har vel så givet anledning til hans tanke om, at nærvær er løsningen på problemet med synd.

Dette er en smuk og i tidsånden rammende tanke, men den skal ikke forveksles med, hvad der oprindeligt lå i ordet, og hvad Jesu tilhørere forstod, da de hørte det. Man kommer ofte langt med intuition, men stringent videnskabelig argumentation skal man have med i overvejelserne, dog kun så længe som man behandler spørgsmål, som er velegnede for videnskaben at besvare. Jeg fornemmer i spirituelle kredse ofte en mistro over for videnskaben. Det er klart, at videnskab ikke er perfekt. Vi lever jo i en falden verden. Men videnskab er trods alt baseret på en uhyre intens søgen efter sandheden, og i dette tilfælde negligerer Lars Muhl og andre en enorm mængde af lingvistisk viden og indsigt, oparbejdet igennem de sidste to hundrede år – dette er cirka det tidsrum, som lingvistikken i princippet har tilstræbt en videnskabelig tilgang, som vi i dag forstår videnskab, dvs. evidensbaseret og dermed hinsides intuition og dogmatik.

Sagen er den interessante, at ord får deres betydning fra den kontekst, de bruges i. Et berømt eksempel er ordet bordben. Når vi bruger det ord, tænker vi som regel ikke på det sjove i, at et bord siges at have ben, ligesom mennesker har. Vi hører altså ikke ordets oprindelse som metafor, men forstår det blot som reference til de stolper, som et bord hviler på. Vi forstår med andre ord, hvilket objekt i verden ordet referer til, og så er der ikke mere med det.

Forestil dig, at vi placerer en aramæer fra Jesu tid i det moderne Danmark. Hun studerer dansk, og en dag lærer hun ordene bordben og stoleben. Hun morer sig over det og tænker, at danskerne må have en særlig mytologi om, at borde og stole engang kunne gå, men nu er blevet stationære. Men dette ville være en misforståelse.

Når Jesus og hans samtidige talte om synd, blev det altså forstået som det koncept, ordet pegede på, ikke som et ord der engang blev dannet på baggrund af en bestemt metafor. Konceptet synd var veletableret og blev nok brugt forskelligt i forskellige jødiske kredse. Generelt har det nok været forstået som ’at svigte Gud’, ’at overtræde af Guds lov’ eller ’at gøre det stik modsatte af, hvad Gud vil’.

Til gengæld har det bibelske ord synd ikke samme betydning på nudansk, som det havde dengang. Eller det vil sige, at ordet i kirkelig kontekst har en betydning, der stemmer meget godt overens med ordets ældgamle betydning af at gøre det modsatte af, hvad Gud vil. Men uden for en kirkelig kontekst bruges ordet i dag typisk i forbindelse med at give efter for primært seksuelle eller kulinariske fristelser.

Lad mig gerne også kommentere ordet for helvede, som på græsk hedder Gehenna. Ordet henviser ganske rigtigt til Hinnoms dal uden for Jerusalem, som var forbundet med død og helvede. Igen har Lars Muhl en smuk og i vores tid rammende fortolkning af ordet og konceptet, nemlig at man er nede i dalen og ved siden af sig selv. Denne fortolkning har dog ikke noget at gøre med, hvad ordet Gehenna betød for Jesus og hans samtid.

På samme måde gendigter Lars Muhl fadervor. Det er ærgerligt og (utilsigtet) uærligt at begrunde gendigtningen i det jødisk palæstinensisk aramæiske sprogs forskellighed fra græsk. Fadervor er godt gengivet i vores danske bibel både i den autoriserede 1992-oversættelse og i Den Nye Aftale, og alt tyder på, at det græske Nye Testamente i store træk gengiver de formodede oprindelige aramæiske ord rigtigt, om end visse ting uundgåeligt må være gået tabt i oversættelsen.

Lad mig til sidst sige noget generelt om sprog som udtryk for tanker. Aramæisk er ikke, som man ellers kan forstå på Lars Muhl og andre, et særligt spirituelt sprog. Sprog er sprog og bruges til at kommunikere folks tanker og ideer. Spirituelle tanker og ideer kan utvivlsomt formidles på et hvilket som helst naturligt sprog.

Med venlig hilsen

Martin Ehrensvärd

 

Martin Ehrensvärd er ph.d., forsker i hebraisk sprog og kultur og ledelsescoach. Se hans andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.