Enhver oversættelse er bundet til sin samtid

Romanen Fisk har ingen fødder er skrevet af den islandske forfatter Jon Kalman Stefansson. Hovedpersonen læser Dantes Guddommelige Komedie efter en gammel oversættelse og blotlægger en af litteraturens hemmeligheder: ”Ligegyldigt hvor gode og vigtige oversættelser er, så er det som om de er mere bundet af deres samtid end originalerne.”

Sådan er det også med bibeloversættelser. De er bundet til den tid, de er blevet til. Det kan man se, når man går til ældre bibeloversættelser. Et helt prosaisk eksempel er beretningen fra Første Mosebog om Jakob og Esau, der sælger førstefødselsretten for – ja, for hvad? En bibel fra 1600-tallet oversætter med ”en ret tilberedt af kerner”, mens en oversættelse fra 1800-tallet får Esau til at bede om ”den rødgrød dér”. I 1992-oversættelsen hedder det ”en portion linser”, mens man i den nudanske oversættelse af Første Mosebog fra 2014 hører en velkendt tone fra Karolines Køkken, når der oversættes til ”gryderetten med linser”.

Turistrejser og globalisering har ændret vores madvaner, så det mellemøstlige køkken virker mere hjemligt i dag end i 1500-tallet og 1800-tallet. I modsætning til landbrugsudtryk fra Bibelen, der var velkendte for blot få generationer siden, mens kun få danskere i dag gør erfaringer med tærskepladser eller med de avner, der i Salme 1 er billedet på de ugudelige, der blæses bort af vinden.

Det er enhver oversættelses begrænsning, at den er bundet til sin samtid. Men det er samtidig også dens styrke. Det betyder jo, at teksten bliver til for hver ny generation og omsættes ind i en ny tid. Kristendommen har helt fra begyndelsen været en oversættelsesbevægelse; oversættelse har været en livsbetingelse og en nødvendighed for den Kristustro, der ikke er begrænset til en bestemt kultur. I kristendommen findes ikke et særligt, privilegeret helligt sprog – i modsætning til islam, hvor Koranen i princippet skal læses på arabisk. Oversættelse tager ikke noget fra grundteksten; oversættelsen lægger noget til, fordi den åbner for, at teksten også kan berige vores kultur – nu.

Det er enhver oversættelses begrænsning, at den er bundet til sin samtid. Men det er samtidig også dens styrke.

Fordi sprog og tider ændrer sig, må man oversætte igen og igen. Den nudanske oversættelse, som Bibelselskabet er i gang med i øjeblikket, skal ikke erstatte den autoriserede oversættelse, men gøre Bibelen tilgængelig også for mennesker uden særligt kendskab til bibel og kristendom. Det betyder naturligvis ikke, at der ikke er noget at diskutere. Enhver oversættelse er en tilnærmelse, det bedste bud på at ramme indhold, sprog og mening fra den hebræiske eller græske tekst på en måde, så det samtidig er godt dansk. Der er meget at overveje og drøfte, og jeg har i forbindelse med foredrag rundt i landet oplevet stærkt engagement, når det gælder sproget i Bibelen. Der er noget på spil.