Brevkassen: Kan I løse Det Nye Testamentes sprogmysterium?

Til Spørg om Bibelen

Jeg er ikke kristen, og har heller ikke specielt stor viden om kristendommen eller lignende religioner. Men så vidt jeg forstår, så er store dele af Det Nye Testamente skrevet ca. år 50-100, og man mener, at Jesus levede fra år ca. 0 til år 30-50. Det Nye Testamente er jo som bekendt skrevet på koinégræsk, men man mener, at Jesus talte aramæisk. Hvordan hænger det sammen? For en del af Det Nye Testamente er da skrevet af nogle af Jesu disciple, ikke? Og må man ikke formode, at de har talt samme sprog som Jesus? Og siden sammenhængen mellem aramæisk og koiné er ikke-eksisterende, har jeg svært ved at få det til at hænge sammen. Så vidt jeg er informeret, så var Jesu disciple alle håndværkere, fiskere o.l., og jeg har derfor svært ved at forestille mig, at de har været 2-sprogede.

Jeg håber, I vil hjælpe mig med at opklare mit lille sprogmysterium.

Hilsen Charlotte

*********************

Kære Charlotte.

’Hvordan kan det være at Det Nye Testamente er skrevet på græsk, når Jesus og hans disciple talte aramæisk?’

Fordi de fire evangelier først blev nedskrevet fra år 70 og fremefter, og alle fire evangelister: Matthæus, Lukas, Markus og Johannes, var græsktalende.

Det er helt rigtigt, når du skriver at Jesus og hans disciple talte aramæisk, mens evangelierne er skrevet på græsk. Forklaringen er enkel: Evangelisterne lever en generation efter Jesus, og var græsktalende. Markus skriver sit evangelium ca. år 70, Matthæus år 80-90, Lukas år 80-100, Johannes ca. år 100. Evangelisternes navne er pseudonymer, og vi kender ikke deres rigtige navne. I antikken var det almindeligt at udgive tekster under pseudonym, og selv om evangelisterne fik tillagt et af disciplenes navne, har de levet forskellige steder rundt om i det græsktalende middelhavsområde. De var altså ikke Jesus’ disciple.

Jesus og hans disciple skrev, så vidt vi ved, ingenting ned. Da græsk var det store fællessprog i hele Middelhavsområdet, er det sandsynligt, at Jesus’ ord og disciplenes fortællinger hurtigt er oversat og udbredt på græsk. I Mellemøsten var græsk det største sprog, som man brugte til at tale sammen på, som fx engelsk er det i dag. Det er ikke umuligt at Jesus og hans disciple har kunnet lidt græsk, men som simple fiskere og arbejdere har de nok ikke været tosprogede. I Markusevangeliet taler Jesus flere gange aramæisk, fx kapitel 5, vers 41: ”Så tog han barnets hånd, og sagde: ’Talitha kum!’ – det betyder ’Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op!” Det er typisk at Jesus siger det på aramæisk, og at Markus så oversætter det til græsk. Aramæisk var et stort folkesprog i Mellemøsten, som synes at have fortrængt hebraisk på Jesu tid.

Alle Jesus’ disciple var jøder, og efter Jesus’ død og opstandelse kalder de sig for Kristus-troende jøder. Budskabet om Jesus spredes først mellem de jødiske menigheder omkring Jerusalem, så længere ud i Palæstina, og indenfor ganske få år også udenfor Palæstina, og nu også til ikke-jøder, folk som kun har forstået græsk.

De første apostle kunne både græsk og hebraisk/aramæisk, og de tog budskabet om den opstandne Kristus med sig ud i verden. Den mest kendte er apostlen Paulus. Paulus var en meget lærd jøde, der kunne hebraisk, aramæisk og græsk. Han skriver selv alle sine breve på græsk. Tosprogede apostle som Paulus har hurtigt bragt budskabet med sig videre, og snart får alle beretningerne sit eget liv på græsk. Tilsvarende havde de græsktalende jøder, der boede i diasporaen, dvs. udenfor Palæstina, allerede i generationer læst de jødiske helligskrifter i en græsk oversættelse kaldt Septuaginta.

Paulus er bedst kendt fra Apostlenes Gerninger og sine breve. De er alle skrevet på et let og ligefremt græsk, som vi kalder koinæ-græsk. Koinæ betyder fælles, og er en udvikling af oldtidens klassiske græsk til et bredere og folkeligt fællessprog der taltes i hele middelhavsområdet, lidt ligesom latin udvikler sig til italiensk.

Dit spørgsmål er spændende, fordi man i antikken havde en lang tradition for mundtlig genfortælling. En fortælling kunne genfortælles mundtligt gennem generationer uden tab eller forskydninger. Forskellene i de fire evangelier kan afsløre forskellige mundtlige traditioner, men også at der tidligt var flere skriftlige beretninger i omløb. De første kristne menigheder har tidligt haft behov for at skrive fortællingerne ned, ikke mindst fordi menighederne gerne ville bruge evangelierne i gudstjenesten, og måske for at sikre en fælles tradition. Der har været mange evangelier, breve og skrifter i omløb, men allerede omkring år 180 er de skrifter, som vi kalder Det Nye Testamente, anerkendt som de vigtigste. Den nuværende kanon er officielt fastlagt i slutningen af 300-tallet.

Med venlig hilsen

Rasmus Nøjgaard

Rasmus Nøjgaard er ph.d., sognepræst i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro og en af oversætterne bag Den Nye Aftale - Det Nye Testamente på nudansk. Se hans andre brevkassesvar.

Har du et spørgsmål om Bibelen? Send dit spørgsmål til spoerg@bibelselskabet.dk

Se brevkassens panel.