15.12.2016 Bibelselskabet
Engelsk julekage med tørret frugt og mandler
Der er i julen stor tradition for kager, småkager og andet godt bagværk. Her får I vores opskrift på en klassisk engelsk julekage
Det skal du bruge
750 g tørret frugt
50 g syltet pomeransskal
1 1/4 dl æblemost eller æblecider
250 g blødt smør
500 g muscovadosukker
6 æg
300 g hvedemel
1 vaniljestang
½ tsk. stødt nellike
1 tsk. stødt ingefær
1 tsk. stødt kanel
½ tsk. fint salt
200 g blandede nødder
Sådan gør du
Sæt ovnen på 150 grader. Skær frugten i mindre – ca. 1 x 1 cm – store stykker. Kom frugten i en skål, og vend med most eller cider. Lad det stå, imens resten af dejen tilberedes. Rør smør og sukker sammen i en skål. Pisk et æg ad gangen ned i dejen.
Kom mel i en anden skål. Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ned i melet. Bland krydderier i. Kom melet i dejen, og rør godt rundt. Tilsæt nu frugt plus most eller cider, og rør godt rundt. Vend nødder i, og rør rundt. Smør en springform på 24-26 cm, eller dæk den med bagepapir, og kom dejen heri, og glat ud. Bag kagen midt i ovnen i 2 timer.
Sluk for varmen, men lad kagen stå i den lukkede ovn, indtil den er helt kold, gerne natten over. Drys rigeligt med flormelis over kagen.