At gå er at flytte sig. Ikke kun fysisk, men også rent mentalt sker der noget, når vi går. Det er som om tankeprocesser sættes i gang på en helt anden måde, når først fødderne bevæger sig.

Jeg tænker, at Jesu disciple må have haft en hel del at processere i dagene efter først hans død og dernæst mirakuløse opstandelse. De må have været ramt af både stor sorg over at have mistet ham og forvirring over den mærkelige melding, som kvinderne bragte med tilbage efter at have set den tomme grav påskemorgen. Det fornemmer man i fortællingen, som vi læser i folkekirken 2. påskedag, hvor to af disciplene vandrer mod byen Emmaus, væk fra begivenhederne i Jerusalem. Hvad de egentlig skal i Emmaus, får vi ikke at vide. Måske har de besluttet sig for at vende snuden hjemad, måske trænger de bare til at få de seneste dages oplevelser lidt på afstand.

Og mens de vandrer slutter en mand sig til dem på vejen. Han vandrer med dem hele vejen, uden at de ser, hvem han egentlig er. Først da de sidder om aftenen og spiser sammen, går der et lys op for dem. Da Jesus bryder brødet, genkender de ham endelig.

Endelig forstår de, at manden foran dem, er den selv samme, som for få dage siden sad midt iblandt dem og brød brødet efter påskemåltidet.

Men her i Emmaus brydes brødet i en helt ny virkelighed, som et slags modsvar til alt det, der fulgte efter skærtorsdag. Jesu vej mod døden var en ensom og smertefuld vandring. Disciplenes vandring til Emmaus er også smertefuld. De er ramt af sorg over det, der er sket. Men forskellen er, at de ikke går vejen alene. Jesus går ved deres side, også selvom de ikke genkender ham. Disciplene ser det ikke undervejs, men deres vandring er en vandring væk fra gravens og sorgens blændende mørke tilbage mod livet. Først da Jesus bryder brødet, går det i et splitsekund op for dem, at de har flyttet sig.

Emmaus-vandringen er et godt billede på hvordan også vi i dag, kan vandre gennem smerte og sorg. Nogle gange føles sorgen som en endeløs vandring uden noget særligt mål. Men så pludselig opdager man glimt af lys. Pludselig løftes sorgens mørke, og livet lyser ind gennem sprækkerne. I begyndelsen er det måske kun kortvarigt, men på vandring gennem sorgens landskab, vil glimtene hen ad vejen blive længere, lyset vil tage til, og lige så stille begynder livet igen at spire frem, som vintergækker efter en lang vinter. Hvis bare vi bliver ved med at gå, som en insisteren på at vandre mod livet. Og fortællingen om Emmaus-vandringen viser os, at vi ikke går vejen alene.

Sarah Kragh Dedieu er sognepræst ved Sct. Johannes Kirke i Vejle.