En selfie i lyset fra opstandelsen

Hvis ikke det var for troen på opstandelsen, var der ikke nogen grund til at holde påske. Det er kernen i kristendommen, den helt ufattelige hændelse, som overgår al forstand og kaster et særligt lys ind over tilværelsen.



Ingen ved, hvad der skete den nat før påskemorgen, hvor kvinderne kom til graven og fandt den tom. Der er ingen vidner til kristendommens helt centrale begivenhed; ingen så det ske, men det er det, vi holder påske og søndag på - og hverdag.



For nogle måneder siden befandt jeg mig på det sted, hvor Jesus efter traditionen blev gravlagt. Hvis ikke det var, fordi Gud i kristendommen skal tilbedes i ånd og sandhed og ikke på særlige steder, så var dette sted vel det nærmeste, man kommer det allerhelligste.



I Gravkirken i Jerusalem kan enhver stille sig op i køen og få adgang til det lille grottelignende rum centralt i kirken. En slående generøsitet i kristendommen i forhold til de begrænsninger, andre religioner lægger i adgangen til helligsteder.



Til gengæld må man så finde sig i at dele også dette sted med ikke bare Gud, men også hvermand. Selve rummet er ikke mere end 3-4 kvadratmeter, og da jeg krøb ind i rummet, blev vi et umage sammenrend af tre personer. Ud over mig var der en ortodoks søster i sort og en yngre amerikansk mand i collegetrøje.



Den ortodokse søster knælede på stentrinnet og vrissede hjemmevant ad os andre om at gøre ligeså. Der er altid nogen, der ved bedre. Jeg forsøgte at undgå at komme i klammeri med amerikanerens lange arme i det lille rum, hvilket ikke var helt let, eftersom han var i gang med at tage en selfie. Af alle steder nok det mest upassende sted for en selfie. Tænkte jeg, mens jeg bøjede mig ned for at gå ud af det lille rum.



Det var kikset med selfien dér i grotterummet i Gravkirken, for hvad er det, man gør, når man tager selfie? Man sætter sig selv i centrum, samtidig med at man sætter sig uden for en sammenhæng i stedet for at være til stede, her og nu. At gribe dagen. At se ud over sin egen næsetip.



Men selfie-manden satte alligevel en tanke i gang. Kunsthistorien er fuld af fremstillinger af den korsfæstede Kristus, som kristne har brugt til at meditere over lidelse og død. De 14 korsstationer tjener samme formål med gravlæggelsen som sidste station. Det er sværere med opstandelsen, selv om hver eneste tekst i Det Nye Testamente er skrevet netop i lyset af den. Ja, nærmest er én lang udlægning af, hvad det betyder at se og leve sit liv i opstandelsens lys.



Hvis man skal være meget venlig, så var det måske dét, manden i gravkirken forsøgte at indfange? Sig selv i lyset fra opstandelsen.



Glædelig påske!