Generalsekretærens klumme: Håb der giver liv

ET ORD ER ET ORD. Sådan siger man, og sådan skulle det gerne være, når man indgår en aftale. Men ord er ikke statiske, de får nye betydninger – nogle skifter endda helt mening.

Tag for eksempel et ord som håb. Det er et stærkt ord; det er tilmed et af kristendommens kerneord – sammen med tro og kærlighed. Men et ord som håb er også i almindelig sprogbrug et ret svagt ord, for noget, vi ikke rigtigt tror på.

Som når man langt inde i en brugt regnvejrsferie giver udtryk for, at man håber, at NU kommer sommeren ... Når man har erfaringer med den svigtende sommer, ved man jo, at det kan gå begge veje. Her er håb sådan lidt bop-bop, som man siger – og vipper med hånden. Det er en lille bevægelse, en gestus, man forstår over det meste af kloden.

Det gik da også rent ind, da den britiske teolog Paula Gooder vippede lidt med hånden og anskueliggjorde denne almindelige opfattelse af ordet håb, da hun talte på De forenede Bibelselskabers World Assembly, der blev afholdt i Philadelphia i maj. Mennesker fra mere end 150 lande var til stede i salen – og jeg er overbevist om, at alle som én forstod den vippende hånd. Her var tale om et håb så vakkelvornt som håbet om en solrig dansk sommer.

Nogle gange skal man omkring et andet sprog, før man forstår sit eget. Hovedindsatsen for bibelselskaberne kloden rundt er oversættelse – at give Bibelen videre i et sprog, der er til at forstå. Og der er en vis ironi i, at der i denne forsamling af mennesker optaget af oversættelse og sprog skulle en lille vrikken i håndleddet til for at gøre det helt klart for alle, hvad det drejede sig om. Men tegnsprog er også sprog.

Paula Gooder fortalte om, hvordan hun på et tidspunkt i et foredrag havde luftet sin skepsis overfor vores almindelige – svage – hverdagsagtige forståelse af håb som en yderst usikker affære. Hun havde bemærket, at tegnsprogstolken dengang havde vippet lidt med hånden, da hun talte om denne forståelse af håb. Bop-bop. Når alt kommer til alt, hvem vil så sætte sine sparepenge på en solrig dansk sommer – meteorologer eller ej?

Temaet for mødet i Philadelphia var ”Guds ord – levende håb for alle”. Paula Gooders overvejelser over vores almindelige forestillinger om håb dannede en virkningsfuld baggrund for hendes udlægning af det levende håb i 1. Peters Brevs første kapitel. En kernepassage, der også indgår i folkekirkens ritual ved både dåb og begravelse.

Det er det levende håb, der er spændt som en hvælving hen over menneskelivet. Håbet på trods, om opstandelse trods nederlag og lidelse, sådan som det er fortalt i Det Nye Testamente. Det er et håb på det, vi ikke ser, men som – paradoksalt nok eller måske netop derfor – er en både stærk og virksom vision i det liv, vi lever.



Hvordan havde Paula Gooders tolk på tegnsprog anskueliggjort denne stærke, bibelske forståelse af håb som en vision og en vished? En fremstrakt flad hånd med håndfladen vendt opad og den anden knyttede hånd blev slået ned i den, sådan! Et ord er et ord.