"Jeg trak ikke en billet til et syn"

Det er ikke sådan at have mødt Jesus. Det ved om nogen Charlotte Rørth, 54-årig journalist på Nordjyske. Den 25. februar 2009 var hun på besøg i den spanske by Úbeda. Hun gik ind i et sakristi, og dér, mellem nysgerrige turister, tonede Jesus frem i et halogram bare halvanden meter fra hende.

”Jeg så ham på en grusvej ved Genesaret Sø omkring et års tid før, han blev korsfæstet. Selvom jeg aldrig havde været i Israel, var jeg ikke i tvivl om, at det var dér, han var. Han havde Jesus-sandaler på fødderne. Det var lidt komisk, for sådan nogle har jeg selv gået i engang. Omkring ham var der et hvidt lys a la det, vi kan se i Skagen. Det var en meget surrealistisk oplevelse, sådan lidt high tech, men alligevel nærværende,” siger Charlotte Rørth, der også fik øjenkontakt med Jesus.

”Da han så mig, smilede han og begyndte at tale til mig. Jeg forstod ikke det sprog, han talte, men alligevel vidste jeg, at jeg forstod hans budskab,” siger hun.

Drivvåd skjortekrave

Da det, hun kalder en lille film, er forbi, græder hun. Kraven på skjorten er drivvåd og lettere tummelumsk forlader hun sakristiet.

Hjemme i Danmark fortalte hun sin mand, sin mor og sine søskende om sin oplevelse. Hun var bange for, at hun var blevet skør, og derfor forblev mødet med Jesus en hemmelighed for en snæver kreds.

Indtil slutningen af sidste år. Her udsendte hun bogen Jeg mødte Jesus, der udkom på Informations Forlag.

”Og en bog skulle jeg skrive om oplevelsen,” siger Charlotte Rørth og fortsætter:

”Når man gør sig nogle erfaringer, er det vigtigt at dele dem med andre. Det har ingen værdi, hvis den viden kun ligger hos mig selv. Nogle mener, at jeg skulle gemme det i mit hjerte. Men det er jeg uenig i. Vi skal dele med hinanden. Det er også derfor jeg er blevet journalist.”

Hun taler afklaret og detaljeret. Hun har fået lægens ord for, at hovedet ikke fejler det mindste, og hendes mand har forsikret hende om, at hun ikke bliver sindssyg, så længe han lever.

Fra kulturkristen til troende

Var Charlotte Rørth rundet af et stærkt kirkeligt miljø, ville det måske bare have været det. Men hun er ikke konfirmeret, og på det tidspunkt kunne hun ikke sit Fadervor. Hun betegnede sig selv som kulturkristen med streg under kultur.

”Jeg gik ikke fra at være ikke-troende til troende. Det var ikke sådan, at jeg trak en billet til et syn,« siger hun.

Men Jesus ville ikke slippe hende. Efter sin hjemkomst tabte hun 15 kilo, og der kom lys ud af hendes fingre. Fænomenet hedder kundaliniforløsningen og er en fysisk reaktion, der er kendt i alle religioner. Lyset i fingrene kunne hun kun selv se, men flere i hendes familie og omgangskreds fortalte, at hun havde et hvidt lys om sit ansigt.

Det var i den periode, hun fik sit andet syn – 11 måneder efter det første.

”Jeg lukkede øjnene og ser så Jesus igen. Jeg spørger ham, hvad jeg skal gøre i et håb om at få klar besked. Men han lader mig bare vide, at han stoler på mig, og så var jeg lige vidt,” siger Charlotte Rørth.

Jesus stoler på hende

Med tiden fik hun bearbejdet sine to møder med Jesus, og i dag er hun ikke i tvivl om hans ærinde.

”Hans pointe er, at jeg ikke skal gå et andet sted hen eller blive fundamentalist. Han mener, at vi skal tænke selv og gøre det så godt, vi nu kan dér, hvor vi er. Vi kan ikke lægge ansvaret fra os. Sådan tolker jeg det, og jeg vil afvise, at jeg har fået et kald. Jeg skal ikke erobre Jerusalem for 20. gang. Jeg er ikke udvalgt. Jeg er ikke noget særligt. Pointen er, at hvis det kan ske for mig, kan det ske for alle. Så har vi pligt til at rumme alle folk, hvor uelskelige eller elskelige vi end er,” siger Charlotte Rørth.

Frederiks død

Hun tager en dyb indånding. Kort før jul – næsten samtidig med bogudgivelsen – døde hendes søn, Frederik, på en rejse i USA.

Men ligesom hun ser sig selv som en tilfældig samtalepartner for Jesus, nægter hun, at Gud er involveret i Frederiks død.

”Gud har ikke en færdig plan for hver af os. Det er vigtigt at holde fast i, og faktisk er der også meget kristendom i den tolkning. For Gud giver os ikke et Excel-ark, der siger, hvordan vi skal opføre os. Vi har også et ansvar selv. Men når det er sagt, bruger jeg min tro i min sorg. Det betyder dog ikke, at det ikke gør ondt ad helvede til. For det gør ondt ad helvede til at miste sit barn. Der er dage, hvor jeg bare skælder ud og smider rundt med ting,” siger Charlotte Rørth og fortsætter: 

”Nu har jeg brugt seks år på at leve med det, jeg har oplevet med Jesus. Det gør det ikke nemmere for mig,  men måske det gør det muligt for at mig leve med det. Det ved jeg slet ikke endnu. Man bliver ikke skånet for noget. Troen skåner ikke én for smerten. Den kan man ikke skånes for. Livet er held og tilfældigheder, og sådan er det skruet sammen. Der er så uendeligt meget, vi ikke ved.”