”Det sværeste er at erkende, at jeg ikke kan gøre noget”

Ulla Runge Olsen sank sammen. Beskeden fra gynækologen i telefonen sendte hende ud i dyb krise. Hun var alene i lejligheden i Hillerød, men fik hurtigt sin datter til at komme hjem. De græd. En scanning havde netop vist, at Ulla Runge Olsen havde en tumor på størrelse med et æble i hofteskålen. Den var ondartet.



”Jeg har skullet forholde mig til, at livet snart er slut,” siger Ulla Runge Olsen.



I begyndelsen troede hun, at hun ville blive rask og brugte al sin energi på at bekæmpe kræften. Men i foråret fik hun voldsomme bivirkninger af kemobehandlingen, og kræften havde spredt sig.



”Så måtte jeg indstille mig på, at kræften havde taget over. Det er så frustrerende, at man ikke selv kan gøre noget som helst. At man er fuldstændig i kræftens vold. En satan, der sidder der og griner og siger: Jeg bestemmer,” siger Ulla Runge Olsen.

Samtaler om liv og død

Som behandlingerne skred frem uden gode resultater, blev Ulla Runge Olsen mere og mere modløs.



”Al energi blev hevet ud af mig. Folk så på mig og sagde, at jeg var grå i ansigtet. Min verden stod stille,” fortæller hun.



En ven foreslog hende at tale med en præst. Og samtalerne med en, der hverken er ven eller familie har løsnet op for nogle af de tunge tanker om liv og død.



”Mine venner siger, at jeg nok skal klare den. De beskytter nok sig selv, og jeg er meget taknemmelig for dem. Men til præsten kan jeg sige: ”Hvor er det forfærdeligt,” og vi kan tale om, hvad der sker, når jeg dør. Han taler mig ikke efter munden og forstår, at jeg er i en presset situation. Det har givet mig lidt ro, og jeg er ikke bange for at dø. Jeg tror, at jeg sover stille ind.”



Ulla Runge Olsen er uddannet lærer og har været ansat som viceinspektør. Hun har været udstationeret flere steder i verden med sin eksmand, som arbejdede i Udenrigsministeriet. Sammen har de en datter. Ulla Runge Olsen er vokset op i et hjem med fadervor og har altid haft troen med sig. Nu har hun grebet ud efter den i forstærket form.



”Troen giver mig ro i sindet. Jeg har fundet en dagsrytme, hvor jeg sidder med min morgenmad og hører morgenandagt. Det giver mig gode ord med fra start. En slags vitaminindsprøjtning, når jeg er ked af det. Især kapitel 23 i Salmernes Bog, hvor der står: ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød (…) Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig”. Det får mig til at føle, at jeg ikke er alene. De ord kigger jeg på indimellem.”

Børnebørn giver livsglæde

Ulla Runge Olsen får smertestillende medicin og er træt. Hun er begyndt at tabe sig, selv om hun spiser regelmæssigt. Hun tror, at det er kroppens måde at fortælle hende, at der ikke er lang tid igen. Nogle gange må hun lægge sig efter morgenmaden, og hun tager dagligt en middagslur. Ellers forsøger hun at opretholde en nogenlunde almindelig hverdag. Hun står op og klæder sig på.



”Da min veninde døde efter et kort kræftforløb, sagde jeg til mig selv: Livet er nu. Hvis du vil noget, så gør det,” siger Ulla Runge Olsen.



Og den sidste tid skal bruges meningsfuldt. Især børnebørnene betyder meget og fylder hende med glæde.



”De spørger direkte og pakker ikke noget ind: ”Hvordan går det med kemoen og kræften,” kan de finde på at sige. De spurgte også hvorfor, da de så mit hår falde af, og den mindste fik lov at hive en tot ud. Den umiddelbarhed gør det mindre tungt,” siger hun.

Ikke vred på Gud

På det seneste har Ulla Runge Olsen reflekteret over sit liv. Gode tanker har myldret i hendes hoved, og det giver ro, at hun har haft et godt liv.



”Nu er det Guds vilje, at det er ved at være slut. Jeg er ikke vred på Gud. Jeg er taknemmelig og har haft et rigt liv med mange gode oplevelser. Jeg ville bare gerne have været her længere. Det sværeste er at skulle sige farvel til min datter og mine børnebørn,” siger hun.



Hendes bror har også været en stor støtte og har kørt hende til kemobehandlinger og været med ved alle lægesamtaler. Det har knyttet dem tættere sammen. For Ulla Runge Olsen er det vigtigt at være åben om sin sygdom og gøre gode ting, der giver hende energi. 



”I går var jeg på kaffebar og få en god snak med min grandkusine, som jeg ikke har set i et par år. Og jeg har inviteret min datter og familie til Rom i oktober, hvor jeg bliver 70 år. Det glæder jeg mig meget til. Jeg prøver at leve i nuet. Og at være glad for de små ting, der gik godt i dag,” siger hun.