Hvor eller hvornår læser du i Bibelen? 

Tidligere i mit liv havde jeg en mere fast rytme med at læse i Bibelen. Nu læser jeg ikke i den på bestemte tidspunkter. Men hvert år til påske plejer jeg at lytte til en af Bachs passioner, og det er næsten som at læse Matthæusevangeliets påskeberetning ord til ord. Derudover læser – eller hører – jeg mest Bibelen, når jeg går i kirke, eller når jeg skal forberede højskoleundervisning i filosofi. Jeg er uddannet historiker, så det er oplagt for mig at gå idehistorisk til værks og fremhæve det antikke Grækenland og kristendommen som uomgængelige aspekter i Europas udvikling og kulturarv.

Hvem er din favoritperson fra Bibelen? 

Jeg vil nævne Zakæus. Man kan umiddelbart afskrive det som en meget enkel historie, man hurtigt kan blive færdig med. Men der er noget ved Zakæus, som gør, at han bliver ved at sige mig noget. Han er en person, der risikerer rigtig meget af sig selv ved at åbne sine ører og øjne for det nye og og invitere det indenfor. Og selv om vi kun kan læse om Zakæus ét sted i Bibelen, i Lukasevangeliet, så refererer Jesus på tværs af evangelierne til beretningens tematikker, når han taler om de skriftkloge og farisæerne, som både er grupper han gør op med, og som han siger, at evangeliet er til for. 

Hvad er dit yndlingsvers eller -skrift?

Lukasevangeliet. For mig repræsenterer det ren fortælleglæde. Det har noget enkelt over sig, og man får som læser lov at komme helt tæt på begivenhederne. Man kan mærke, at det er skrevet til alle og enhver, ikke blot til en indforstået kreds af jøder. Det er også i Lukasevangeliet, at vi finder juleevangeliet, fortællingen om den fortabte søn og historien om den barmhjertige samaritaner – kernefortællinger, som jeg aldrig bliver træt af.

Hvorfor skal vi læse i Bibelen?

For mig er det helt store narrativ i Bibelen, som adskiller den fra mange andre mytologiske fortællinger, historien om guden, der træder ned og bliver menneske blandt mennesker. Det er en fortælling, vi har enormt meget behov for i dag. Vi oplever, hvordan magt korrumperer i alle mulige sammenhænge, og der kan Bibelens fortælling om Jesus hjælpe os med at krybe ned fra magtens tinde og lade magten afløse af noget andet, som i Bibelen altid vil være fortællingen om kærlighed. Det gælder i forhold til MeToo-bevægelsen, som jeg synes er et fantastisk opgør med gamle magtforhold. Og det kunne gælde i forhold til klimakampen, hvor jeg har svært ved at se, at udviklingslandene kan lytte til Vesten med tillid, hvis ikke vi i Vesten tager et opgør med koloniseringen og dens konsekvenser. 

Hvilken fortælling vil du anbefale til en ny bibellæser?

Det kommer meget an på, hvem det er. Det kunne være Filipperbrevet, som indeholder en Kristushymne, der på en smuk og klar måde udtrykker det store i, at Gud gør sig sårbar ved at blive menneske. Jeg kunne også nævne Lukasevangeliet. Eller saligprisningerne i Matthæusevangeliet. Dem kunne jeg anbefale til unge, som er plaget af præstationsangst og har en fornemmelse af, at hvis de ikke lykkes med det ene eller det andet, er de fortabt. Saligprisningerne siger netop, at himmeriget er til for alle, der ikke lykkes med det hele. Læser man dem sammen, kan det åbne for en samtale om, hvad himmeriget er. At det måske netop findes, hvor der er en åbenhed og en svaghed, man tør lægge frem, og en hjælpende hånd. Der, hvor vi rører hinanden.