Bibelen er fuld af fortællinger om helbredelser af syge og handicappede, for eksempel i Johannesevangeliets kapitel 9, hvor Jesus helbreder en blindfødt mand på sin vej. Her spørger Jesus’ disciple ham om, hvem der er skyld i denne tilstand – den blinde selv eller hans forældre: ”Disciplenes spørgsmål viser, at man opfattede sygdom og handicap som en straf fra Gud,” fortæller lektor ved Det Teologiske Fakultet i København, Gitte Buch-Hansen.

”Jesus afviser deres tanker og helbreder manden – men mest for at kunne demonstrere sit guddommelige mandat. Hvorfor denne umiddelbare nedvurdering af sygdom og handicap i Bibelen – og hvordan læser mennesker med handicap i dag disse fortællinger?”

Blindhed som Guds gave

Det er de spørgsmål, Gitte Buch-Hansen er optaget af i sin bibelforskning inden for forskningsgrenen Disability Studies. Men interessen for emnet begyndte uden for Det Teologiske Fakultets mure:

”I 1995, samme år, jeg begyndte at læse teologi, fik jeg et sommerferiejob som sekretær og handicaphjælper for forfatter og tegner Rune T. Kidde, som mistede synet i 1990. Jeg skulle være Runes øjne og hjælpe ham rundt på en rejse, og vi blev rigtig gode venner hen over sommeren. Rune havde en imponerende tilgang til det at have mistet synet: han opfattede det som Guds gave til ham, og han sagde ligefrem, at blindhed havde frelst hans liv. Han fortalte om, hvordan det gav ham en mere spirituel indgang til verden og til sit indre liv, og hvordan det forstærkede alle hans andre sanser.”

Den blinde ser, mens I intet ser

I Jesus’ forkyndelse i Bibelen genfinder vi en lignende opfattelse, for eksempel, når Jesus skoser farisæerne og siger til dem, at den blinde ser, mens de intet ser. Alligevel møder vi i Bibelen en overvejende negativ vurdering af handicap og en skyldsbetonet tilgang til, hvorfor det rammer, fortæller Gitte Buch-Hansen:

”Skyldstemaet møder vi tydeligst i Jobs Bog, hvor Jobs venner er optaget af, hvad Job må have gjort mod Gud, siden alverdens ulykker rammer ham. Og hele Leviticus-traditionen (latin for 3. Mosebog, der omhandler retsregler og levitternes (præsternes) ritualer, red.) fra Det Gamle Testamente, hvor Gud straffer, og hvor handicap og sygdom er lig med urenhed og straf, stikker hovedet frem igen og igen, også i Det Nye Testamente.”

Det, jeg håber på, er, at vi alle, præster som lægfolk, bliver opmærksomme på, hvordan vi formidler fortællingerne om sygdom og handicap i Bibelen.

Fra handicappet til livsduelig

Også i dag søger mennesker en mening, når ulykken rammer. Og, som Gitte Buch-Hansen betoner, kan handicap være forbundet med stor lidelse og religiøs anfægtelse, vi ikke skal negligere. Alligevel, mener hun, bør vi tænke mennesker med handicap som able, altså livsduelige og -kyndige på egne særlige vilkår frem for disabled. Det betyder, vi skal have et særligt blik på fortællingerne i Bibelen og et kritisk blik på traditionen:

”Kirkefaderen Augustin forestillede sig, at vi alle bliver perfekte i det hinsidige, så alle fysiske dårligdomme, uperfektheder og, ikke mindst, handicap, forsvinder. Ideen om en hinsidig ’skønhedssalon’ er besnærende, men den bærer med sig en opfattelse af, at handicap er udtryk for en skabelse, der ikke er fuldbragt. Og denne stigmatisering af det og de anderledes og således ’ukomplette’ har overlevet frem til i dag.”

Synd og skyld har byttet plads i dag

Ligesom opfattelsen af psykisk sygdom har flyttet sig i de senere år, er opfattelsen af handicap også under positiv forandring. Mennesker med handicap er ikke lig med deres handicap, men rummer langt mere – ligesom alle vi andre. Gitte Buch-Hansen ser dog, at ideen om det skyldbetonede uperfekte kører på uformindsket styrke på et andet område i dag, nemlig i vores perfekthedskultur, der især rammer unge:

”I dag er synd og skyld vendt på hovedet. Hvis du er tyk, grim, usund, dum, upopulær, er det nok din egen skyld. Det er en kæmpe udfordring i dag at fortælle unge, at de er gode nok som de er. Deres åg er næsten tungere, end hvis det var Guds straf, der havde ramt dem – for de er alene med deres skyld og har kun sig selv at takke.”

Elsket af Gud – uperfekte som vi er

Gitte Buch-Hansen lægger sig gerne op ad den schweiziske teolog Karl Barths ord om, at Bibelen er Guds ord i menneskeord. Som teolog og tidligere præst ønsker hun hverken at afvise Bibelens fortællinger om handicap som forældet sludder, eller kritisere traditionen om den uperfekte skabelse sønder og sammen:

”Det, jeg håber på, er, at vi alle, præster som lægfolk, bliver opmærksomme på, hvordan vi formidler fortællingerne om sygdom og handicap i Bibelen, og at vi tør være (selv-)kritiske og lytte til, hvordan de kan opleves for eksempel af ham, der har mistet synet. Netop sådan kan vi være med til at ’geninstallere’ Guds ord i nye ord og få øje på evangeliernes egentlige pointe, nemlig, at ethvert menneske, uperfekte som vi er, er elsket af Gud, nøjagtigt som vi er.”