Lærerinde Karen Jeppe (tv.) og sygeplejerske Maria Jacobsen satte livet på spil for at redde ofrene for det armenske folkedrab. Fotos: folkedrab.dk
Lærerinde Karen Jeppe (tv.) og sygeplejerske Maria Jacobsen satte livet på spil for at redde ofrene for det armenske folkedrab. Fotos: folkedrab.dk

Af Synne Garff, international chef

To danske kvinder var folkedrabets heltinder

Under det armenske folkedrab trådte to danske kvinder til og satte livet på spil for at hjælpe ofrene

Lærerinden Karen Jeppe

Under det armenske folkedrab reddede Karen Jeppe mange armeniere fra dødsmarcher, slavearbejde og henrettelser. Hun var forstander for den tyske Orientmissions store børnehjem ved grænsen til Syrien. Efterhånden som tyrkerne systematisk udryddede armenerne, skjulte hun flygtninge i sit hjem.

Karen Jeppe vendte tilbage til Danmark i begyndelsen af 1918 – stærkt nedbrudt.

I slutningen af 1921 blev Karen Jeppe udnævnt til Folkeforbundskommissær for Beskyttelse af Kvinder og Børn i det Nære Orient. Hendes hovedopgave for Folkeforbundet – datidens FN – var at lede arbejdet med at få frigivet armenske kvinder, der i forbindelse med folkedrabet var blevet tvunget til giftemål med tyrkiske og arabiske mænd og som nu levede med deres børn som slaver i haremmer.

Børnehjemmet i Aleppo er i dag et gymnasium, men bærer stadig Karen Jeppes navn.
Børnehjemmet i Aleppo er i dag et gymnasium, men bærer stadig Karen Jeppes navn.

Sygeplejerske og missionær Maria Jacobsen

En anden dansk kvinde, Maria Jacobsen, hjalp tusindvis af forfulgte armeniere under folkedrabet. Hun skrev dagbog om sine oplevelser, og i dag står dagbøgerne som en uvurderlig historisk kilde til det armenske folkedrab. 



Når Maria Jacobsen bevægede sig uden for byerne, så hun, hvordan ligene hobede sig op fra mennesker, der var blevet dræbt på dødsmarcherne.

Hun skrev således i sin dagbog:

“... paa vejen saa vi Lig og Skeletter af mindst hundrede Mennesker, det var forfærdeligt at se, hvordan Benene laa spredte paa Vejen og i Grøftene og paa Markerne, flere steder var de ved at pløje Jorden, og der spredtes saa Benene og Skeletterne ud over Markerne [...] Naar jeg tænker paa, at disse Stakler har ogsaa som vi Søskende og Forældre som elsker dem, hvor maa det være svært at tænke sig dem dræbt paa en saa grusom Maade, og saa ladt ovenpaa Jorden, hvor de bliver ædt op af Hunde og Ulve. Tænk om det var min Far, Mor eller lille Søster."

Det armenske folkedrab

En række lande har officielt anerkendt folkedrabet. Det er: Frankrig, Tyskland, Belgien, Holland, Schweiz, Sverige, Rusland, Polen, Litauen, Grækenland, Polen, Slovakiet, Cypern, Libanon, Uruguay, Argentina, Venezuela, Chile, Canada, Vatikanstaten, Australien og Tyskland.

 

Danmark har ikke anerkendt folkedrabet.